Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/136

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
118
Magnus den gode.

Magnus’s Flaade, og han ſendte ſtrax et Skib ud imod det, før at høre hvorfra det var, og hvad Ærende dets Fører havde. Paa det fremmede Skib traadte en Mand frem, høj af Vert og med ei fornemt Væſen. Han ſagde at han var udſendt fra Harald Sigurdsſøn, Kongens Farbroder, for at høre, hvorledes Magnus vilde modtage ham. Han lagde til, at ej alene Frændſkab og Taknemmelighed for den opofrende Troſkab, Harald havde viiſt St. Olaf, burde ſikre ham en venlig Modtagelſe; men at ogſaa Magnus’s egen Fordeel bød det, da Harald var en klog og krigserfaren Mand, og i Beſiddelſe af ſtore Rigdomme. Da det udſendte Fartøj kom tilbage til Flaaden med denne Underretning, erklærede Magnus ſig ſtrax villig til at modtage Harald med aabne Arme, efterſom han havde al Grund til at vænte ſig den bedſte Hjelp og Støtte af en Frænde, ſom ham. Med denne Hilſen lod han Fartøjet atter ro ud til det fremmede Skib, ſom da roede ind til Kyſten. Det viſte ſig nu, at hiin høje Mand, der havde udgivet ſig for en Udſending af Harald, ikke var nogen anden end Harald ſelv. Han gik i Land med ſit Følge, og mødtes af den, ligeledes af ſine fornemſte Mænd omgivne Magnus, der modtog ham paa det venſkabeligſte[1].

Efter faa Dages Forløb udbad Harald ſig en Sammenkomſt med Magnus, for nærmere at fremſætte ſine Fordringer, og raadſlaa om dem. Kongen indfandt ſig med ſyv af ſine fornemſte Raadgivere, hvoriblandt Einar Thambarſkelve. Magnus aabnede ſelv Forhandlingerne ved at fremſætte det Ønſke, at Harald ſkulde ſtaa ham bi i at forſvare Beſiddelſen af Danmark. Harald ſvarede, at han førſt vilde vide om Magnus vilde er-

gemed Snorre ere her aabenbart uefterrettelige, idet de aldeles ikke omtale Haralds foreløbige Sammenkomſt med Magnus. Overhoved fortælle de alle disſe Forhandlinger paa en kjendelig forvirret Maade, hvorfor vi heller ikke i det nærmeſt følgende kunne rette os efter dem. Det er ovenfor nævnt, at de lade Harald finde Sven i Sverige endnu ſamme højt, han var flygtet fra Helgenes. Flatøbogen derimod (eller Morkinſkinna, hvis den ej paa det Sted havde en Lakun), betegner ikke nøjere den Høſt, Harald traf Magnus, men ſiger alene at det var ſamme Høſt, Magnus havde ſkrevet til Kong Edward i England, hvilket henføres til Helgenes-Slaget. Fagrſkinna (Cap. 147) ſiger endog at Harald traf Magnus, da der var hengaaet 16 Vintre efter Olafs Fald, og da han ſelv havde været Konge i 10 Vintre, hvoraf to (i Variant 5) baade over Danmark og Norge. Heraf ſees, at Haralds og Magnus’s førſte Møde ſaaledes i alle Fald indtraf temmelig ſildigt. Knytlinga Saga (Cap. 22), ſom her viſer ſig at have haft ſæregne Kilder, ſiger derimod udtrykkeligt, og rigtigt, at Sven opholdt ſig i Sverige Vintren efter Slaget ved Helgenes.</ref>

  1. Flatøbogen (og Morkinſkinna?) ſaa vel ſom Ágrip lade her, højſt urigtigt, Magnus’s Ordfører og Sendebud verre Ulf Stallare. Ulf Stallare, den ovenfor omtalte Ulf Uſpaksſøn, var Haralds Stalbroder, og blev førſt af ham udnævnt til Stallare.