Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/133

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
115
Haralds Flugt fra Conſtantinopel.

ſerens egen Perſon. Thi det ſynes temmelig viſt, at hans Flugt ej fandt Sted paa den Tid, da Rusſerne laa udenfor Bosporos, men førſt i Løbet af Aaret 1044, og at han ſaaledes var meget længere fængſlet, end Sagaerne angive[1]. Alle disſe ere nemlig enige om, at Harald tilbragte en Vinter hos Jaroſlav, inden han forſøgte ſin Lykke hos Magnus og Sven, og det er ovenfor viiſt, at Harald neppe meldte ſig hos Magnus, førend i Aaret 1045. Vi have ogſaa ſeet, at den i Slaget ved Faros fangne Rusſer Vyſchata henſad fængſlet lige til 1046, da Freden ſluttedes. Den ſamme Skjebne have vel ogſaa de tidligere fængſlede Rusſer haft, og den vilde vel ikke mindre være bleven Haralds Lod, ſaafremt han ikke paa egen Haand havde befriet ſig.

Paa denne Maade undſlap Harald fra Conſtantinopel, efter at have tilbragt 12 Aar i tre Kejſeres Tjeneſte, og vundet ej alene Hæder og Berammelſe, men ogſaa ſtore Rigdomme, hvilke han, ſom ovenfor nævnt, forſigtigviis havde ſendt i Forvaring til Jaroſlav. Disſe Rigdomme ſkal han have vundet ej alene paa ſine Krigstog, men ogſaa derved at han .tre Gange havde været i det ſaakaldte Polotaſvarv, hvortil Væringerne ved Kejſerſkifte ſkulle have været berettigede. Om denne foregivne Ret, hvorom de byzantinſke Forfattere ej nævne et eneſte Ord, er der ovenfor talt. Vi kunne ej med Beſtemthed benegte Muligheden af, at en ſaadan Ret for Væringerne virkelig har exiſteret paa Kejſerinde Zoes Tid, men rimeligere er det dog, at de Polotaſvarv eller Skatkammer-Plyndringer, hvori Harald har taget Deel, ere at tilſkrive en ſelvtagen Frihed. I det mindſte var dette Tilfældet med den Plyndring af Skatkammeret, der fandt Sted da Paladſet ſtormedes under Opſtanden mod Michael Kalafates, og her var

  1. Det eneſte, der kunde tale for at henføre Flugten til hiin Krigstid, er den Omſtændighed, at Havnen var ſpærret med en Jærnkjede, hvilken, ſom det ſynes, ej plejede at være dragen i den dybeſte Fredstid. Men man maa erindre, at Freden endnu ikke var ſluttet i 1014, og at man derfor endnu hvert Øjeblik kunde vænte en Fornyelſe af det rusſiſke Angreb, ligeſom det tvertimod maa antages, at man netop paa den Tid, der kæmpedes, bar bevogtet Harald med dobbelt Opmerkſomhed. For øvrigt kan det viſtnok ikke negtes, at Tiden, naar Harald flygtede fra Conſtantinopel, altid vil blive noget tvivlſom, iſær formedelſt den Uſikkerhed, vi ovenfor (S. 7 og 8) have paapeget i vore egne Sagaers Angivelſer om det Diar, i hvilket Harald aller førſt kom til Magnus. At Sævidarſund er Conſtantinopels Havn, det ſaakaldte Chryſokeras, mellem Staden og Pera, kan ej betvivles; det er juſt denne Havn, hvis Indløb ſperredes ved en Kjede fra Akropolis til Galata. Kjeden beſkrives bedſt af St. Paul. catena ferrea grossa nimis, quæ posita super ligna transversa mare transnatabat. Disſe Tvertræer vare maaſkee de Sø-Træer (sæviðir) hvorefter Sundet af vore Forfædre kaldtes Sæviðarsund. Rusſerne kaldte det kun „Sundet“, Suda, ſe Schlözers Neſtor, S. II. 232, II. 258.