serens egen Person. Thi det synes temmelig vist, at hans Flugt ej fandt Sted paa den Tid, da Russerne laa udenfor Bosporos, men først i Løbet af Aaret 1044, og at han saaledes var meget længere fængslet, end Sagaerne angive[1]. Alle disse ere nemlig enige om, at Harald tilbragte en Vinter hos Jaroslav, inden han forsøgte sin Lykke hos Magnus og Sven, og det er ovenfor viist, at Harald neppe meldte sig hos Magnus, førend i Aaret 1045. Vi have ogsaa seet, at den i Slaget ved Faros fangne Russer Vyschata hensad fængslet lige til 1046, da Freden sluttedes. Den samme Skjebne have vel ogsaa de tidligere fængslede Russer haft, og den vilde vel ikke mindre være bleven Haralds Lod, saafremt han ikke paa egen Haand havde befriet sig.
Paa denne Maade undslap Harald fra Constantinopel, efter at have tilbragt 12 Aar i tre Kejseres Tjeneste, og vundet ej alene Hæder og Berammelse, men ogsaa store Rigdomme, hvilke han, som ovenfor nævnt, forsigtigviis havde sendt i Forvaring til Jaroslav. Disse Rigdomme skal han have vundet ej alene paa sine Krigstog, men ogsaa derved at han .tre Gange havde været i det saakaldte Polotasvarv, hvortil Væringerne ved Kejserskifte skulle have været berettigede. Om denne foregivne Ret, hvorom de byzantinske Forfattere ej nævne et eneste Ord, er der ovenfor talt. Vi kunne ej med Bestemthed benegte Muligheden af, at en saadan Ret for Væringerne virkelig har existeret paa Kejserinde Zoes Tid, men rimeligere er det dog, at de Polotasvarv eller Skatkammer-Plyndringer, hvori Harald har taget Deel, ere at tilskrive en selvtagen Frihed. I det mindste var dette Tilfældet med den Plyndring af Skatkammeret, der fandt Sted da Paladset stormedes under Opstanden mod Michael Kalafates, og her var
- ↑ Det eneste, der kunde tale for at henføre Flugten til hiin Krigstid, er den Omstændighed, at Havnen var spærret med en Jærnkjede, hvilken, som det synes, ej plejede at være dragen i den dybeste Fredstid. Men man maa erindre, at Freden endnu ikke var sluttet i 1014, og at man derfor endnu hvert Øjeblik kunde vænte en Fornyelse af det russiske Angreb, ligesom det tvertimod maa antages, at man netop paa den Tid, der kæmpedes, bar bevogtet Harald med dobbelt Opmerksomhed. For øvrigt kan det vistnok ikke negtes, at Tiden, naar Harald flygtede fra Constantinopel, altid vil blive noget tvivlsom, især formedelst den Usikkerhed, vi ovenfor (S. 7 og 8) have paapeget i vore egne Sagaers Angivelser om det Diar, i hvilket Harald aller først kom til Magnus. At Sævidarsund er Constantinopels Havn, det saakaldte Chrysokeras, mellem Staden og Pera, kan ej betvivles; det er just denne Havn, hvis Indløb sperredes ved en Kjede fra Akropolis til Galata. Kjeden beskrives bedst af St. Paul. catena ferrea grossa nimis, quæ posita super ligna transversa mare transnatabat. Disse Tvertræer vare maaskee de Sø-Træer (sæviðir) hvorefter Sundet af vore Forfædre kaldtes Sæviðarsund. Russerne kaldte det kun „Sundet“, Suda, se Schlözers Nestor, S. II. 232, II. 258.
