Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/132

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
114
Magnus den gode.

ſtaaet i Forbindelſe med en fornem Dame og Paarørende af Kejſerinden ikke at kunne betvivles[1].

At det derimod var Michael Kalafates, ikke Conſtantin Monomach, der blindedes af Harald, have vi ovenfor ſeet, og det er ſaaledes en Misforſtaaelſe vaade af Skaldeverſene og af de oprindelige Beretninger, naar de Sagabearbejdelſer, vi nu kjende, lade denne Mishandling gaa ud over Conſtantin. Dette hindrer os imidlertid ikke fra at antage, at Harald ſtrax før ſin Flugt, efter at være undſluppen af Fængſlet, kan have tilføjet Conſtantin en eller anden Fornærmelſe, eller en temmelig haanlig Skjendſel, ſom Thjodrek udtrykker ſig. Vel heder det i Saxos Fortælling, at Kejſeren af Beundring over Haralds raſke Daad benaadede ham og gav ham et Fartøj til at ſejle bort paa. Men hiint Skaldevers, der beretter at Harald lod en Deel af Væringerne dræbe, vidner om at hans Afſked fra Kejſeren ej har været ſaa fredelig, medens Fortællingen om den Maade, hvorpaa han ſlap ud af Sævidarſund eller Havnen ved Conſtantinopel, ogſaa bærer Sandhedens Præg, og viſer at han ej med det Gode var kommen løs. Her var det desuden ej alene Haralds Forbrydelſe, hvori den nu end beſtod, men hans politiſke Stilling, ſom gjorde ham forhadt og frygtet. Saxos eller Kong Valdemars Fortælling maa altſaa være mindre nøjagtig i dette Stokke, ſaa vel ſom i Angivelſen af Aarſagen, hvorfor Harald fængſledes, og deri, at den kun lader ham have en eneſte Følgeſvend i Taarnet. Men hvori den Fornærmelſe beſtod, ſom Harald tilføjede Kejſeren, er nu, af Mangel paa omſtændelige Kilder, umuligt at angive. Maaſkee var det allerede Fornærmelſe nok, at Harald brød ind i Paladſet, og dræbte nogle Væringer. Men naar han førſt var kommen ſaavidt, har han neppe ladet det blive derved, og maa i det mindſte have plyndret, og ſat Kejſeren i den yderſte Forfærdelſe. Dog, de byzantinſke Forfattere tie derom. Imidlertid fortælle de om et ſtort Opløb, der fandt Sted mod Conſtantin den 9de Marts 1044, da Folkehoben i Conſtantinopel, ſom længe havde forarget ſig over den ublue Maade, hvorpaa han levede med ſin Frille Skleræna, ſamlede ſig ſammen, ſtyrtede under vilde Raab hen mod Kejſeren, juſt ſom han kom gaaende i Spidſen for en højtidelig Procesſion, og havde viſtnok faaet fat paa ham og dræbt ham, hvis ikke Fyrſtinderne Sne og Theodora ſelv havde talt til Folket og beroliget det[2]. Under denne Forſtyrrelſe kunde Harald maaſkee have ſluppet ud af Fængſlet, og, benyttende ſig af Folkets oprørte S.emning, vovet et driſtigt Forſøg mod Kej-

  1. Michael Kalafates’s Moder, Kakallaktes’s Syſter, hed Marias dette Navn ſynes ſaaledes ej at have været uſædvanligt i deres Familie. Naar Zoe adopterede Kalafates ſelv, kunde hun vel og have adopteret en af hans kvindelige Slægtninger.
  2. Kedrenos, S. 761.