Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/130

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
112
Magnus den gode.

Fremſtilling lyder ſaaledes: „Da Harald, efter ſin Broders (St. Olafs) Død, ikke troede ſig ſikker i ſit Fædreland, flygtede han til Byzantium. Her blev han af Kongen dømt til Døde for Manddrab, og det blev beſtemt, at han ſkulde kaſtes ned til en Drage, der holdtes i Huſet, for at ſønderrives af den. En tro Tjener fulgte ham i Fængſlet. Fangevogter-en ſlap dem begge ned i Hulen, ubevæbnede og nøje ranſagede. Tjeneren var ganſke afklædt, Harald fik Lov til at beholde ſit Linned paa. Men da Vogteren hemmelig havde faaet en —Armring af Harald, kaſtede han en Deel Smaafiſk ned i Hulen, for at Dragen kunde have noget at ſtille ſin førſte Hunger paa, og for at Glandſen af Fiſkeſkjellene ſkulde udbrede lidt Lys i den belgmørke Hule. Harald ſamlede nu nogle Been af de Lig, han forefandt dernede, og bandt dem ſammen faa at de dannede en Art af Kølve; og idet Dragen ſtyrtede graadigt frem, ſprang han op paa dens Ryg, og ſtak en Ragekniv, han havde ſkjult hos ſig, ind i dens Bug ved Navlen, det eneſte Sted, hvor den kunde ſaares. Dragen ſnappede efter ham og ſlog med Halen, men kunde ikke faa ham fat eller ramme ham. Imidlertid bearbejdede Tjeneren dens Hoved med Kolven, indtil den døde. Da Kongen erfoor dette, forvandledes hans Hevngjerrighed til Beundring; han benaadede Harald, og ſkjenkede ham endog et Fartøj, paa hvilket han rejſte bort“. Saxo ledſager Fortællingen med den ſærdeles merkelige Oplysning, at Kong Valdemar af Danmark, der ſatte megen Priis paa at kjende og eftergranſke hvad der havde tildraget ſig i Verden, ejede den ſelvſamme Kniv, Harald havde benyttet ved Dragekampen, og fremviſte den ofte for fine Venner, fortæret af Ruſt og neppe længer tjenlig til at ſkære med. Der er ſaaledes viſt ikke nogen Tvivl om, at den Fremſtilling af Begivenheden, Saxo her meddeler, er den ſom Kong Valdemar ſelv plejede at give, naar han foreviſte Kniven[1]; Saxo har maaſkee endog ſelv ſeet Kniven og med egne Øren hørt Kongen fortælle Hiſtorien. Da vi nu vide, at Valdemars Moder Ingeborg var en Datter af Mſtiſlav, Sønneſøn af Vſevolod, Jaroſlavs Søn, bliver det højſt rimeligt, at faa vel Kniven, ſom den dertil knyttede Fortælling om Haralds Kamp, er kommen til Valdemar gjennem hans Moder, og at vi her have den Tradition derom for os, der ſandſynligviis lige liden Haralds egen Tid var gange ved det rusſiſke Hof. Der er endog den ſtørſte Rimelighed for at Harald ſelv har ſkjenket Kniven, ſom et merkeligt Erindringstegn, til en af ſine Svogre, og at han ſelv har fortalt ham ſit Æventyr omtrent paa den af Saxo gjengivne Maade. Thi ej alene ſtemmer denne i det væſentligſte med Sagaernes Fremſtilling af Kampen, men den er tillige den i ſig ſelv

  1. Saxo, 11te Bog, S. 549. Valdemar herſkede fra 1147—1182, og levede ſaaledes kun 100 Aar efter Haralds Død.