Fremstilling lyder saaledes: „Da Harald, efter sin Broders (St. Olafs) Død, ikke troede sig sikker i sit Fædreland, flygtede han til Byzantium. Her blev han af Kongen dømt til Døde for Manddrab, og det blev bestemt, at han skulde kastes ned til en Drage, der holdtes i Huset, for at sønderrives af den. En tro Tjener fulgte ham i Fængslet. Fangevogter-en slap dem begge ned i Hulen, ubevæbnede og nøje ransagede. Tjeneren var ganske afklædt, Harald fik Lov til at beholde sit Linned paa. Men da Vogteren hemmelig havde faaet en —Armring af Harald, kastede han en Deel Smaafisk ned i Hulen, for at Dragen kunde have noget at stille sin første Hunger paa, og for at Glandsen af Fiskeskjellene skulde udbrede lidt Lys i den belgmørke Hule. Harald samlede nu nogle Been af de Lig, han forefandt dernede, og bandt dem sammen faa at de dannede en Art af Kølve; og idet Dragen styrtede graadigt frem, sprang han op paa dens Ryg, og stak en Ragekniv, han havde skjult hos sig, ind i dens Bug ved Navlen, det eneste Sted, hvor den kunde saares. Dragen snappede efter ham og slog med Halen, men kunde ikke faa ham fat eller ramme ham. Imidlertid bearbejdede Tjeneren dens Hoved med Kolven, indtil den døde. Da Kongen erfoor dette, forvandledes hans Hevngjerrighed til Beundring; han benaadede Harald, og skjenkede ham endog et Fartøj, paa hvilket han rejste bort“. Saxo ledsager Fortællingen med den særdeles merkelige Oplysning, at Kong Valdemar af Danmark, der satte megen Priis paa at kjende og eftergranske hvad der havde tildraget sig i Verden, ejede den selvsamme Kniv, Harald havde benyttet ved Dragekampen, og fremviste den ofte for fine Venner, fortæret af Rust og neppe længer tjenlig til at skære med. Der er saaledes vist ikke nogen Tvivl om, at den Fremstilling af Begivenheden, Saxo her meddeler, er den som Kong Valdemar selv plejede at give, naar han foreviste Kniven[1]; Saxo har maaskee endog selv seet Kniven og med egne Øren hørt Kongen fortælle Historien. Da vi nu vide, at Valdemars Moder Ingeborg var en Datter af Mstislav, Sønnesøn af Vsevolod, Jaroslavs Søn, bliver det højst rimeligt, at faa vel Kniven, som den dertil knyttede Fortælling om Haralds Kamp, er kommen til Valdemar gjennem hans Moder, og at vi her have den Tradition derom for os, der sandsynligviis lige liden Haralds egen Tid var gange ved det russiske Hof. Der er endog den største Rimelighed for at Harald selv har skjenket Kniven, som et merkeligt Erindringstegn, til en af sine Svogre, og at han selv har fortalt ham sit Æventyr omtrent paa den af Saxo gjengivne Maade. Thi ej alene stemmer denne i det væsentligste med Sagaernes Fremstilling af Kampen, men den er tillige den i sig selv
- ↑ Saxo, 11te Bog, S. 549. Valdemar herskede fra 1147—1182, og levede saaledes kun 100 Aar efter Haralds Død.
