Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/129

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
111
Haralds ſidſte Æventyr i Conſtantinopel.

i Conſtantinopel har været betragtet ſom en Rusſer, kunde, efter at have opſagt ſin Tjeneſte ſom Væring, ikke undgaa at regnes blandt de ſig i Conſtantinopel opholdende Krigeres eller Kjøbmænds Tal, og hans Opſigelſe af Væringe-Tjeneſten maatte paa denne Tid blive dobbelt mistænkelig. Det er i og for ſig heller ikke uſandſynligt, at Ulyſt til at kæmpe mod Jaroſlavs Søn, hvis Syſter han haabede at faa til Egte, har været en virkſommere Bevæggrund for ham til hiin Opſigelſe, end Efterretningen om Magnus den godes forøgede Magt.

Imidlertid ſynes det heller ikke ſaa ganſke ugrundet, hvad der fortælles om Haralds Forbindelſe med Maria. Ikke at hun, ſom Sagaerne ſige, kan have været Zoes Sønnedatter. Broderdatter eller Syſterdatter, thi Sne havde hverken nogen Søn eller Broder, og hendes Syſter Theodora var ikke engang gift. Men hun kan have været en nær Paarørende eller Adoptivdatter af Zoe eller af Kejſeren, eller ſtaaet under hendes nærmere Beſkyttelſe. Thi ogſaa den engelſke Forfatter Viljam af Malmsbury, der ſkrev allerede omkring 1115, og ſandſynligviis har faaet ſin Underretning af hjemkomne angliſke Væringer, fortæller om Harald[1], at han i ſin Ungdom havde ſtaaet i Krigstjeneſte hos Kejſeren i Conſtantinopel, og var der paa hans Befaling, til Straf fordi han havde vanæret en fornem Dame, bleven kaſtet for en glubende Løve, hvilken han dræbte uden Vaaben, idet han kvalte den alene med ſine kraftige Arme[2]. Dette Udſagn er merkeligt ej alene fordi det beſtyrker Sagaernes Fortælling om Haralds Forhold til Maria, men ogſaa fordi vi deraf erfare, at Sagnet om Haralds Kamp med et glubende Dyr, ſaa utroligt det end ſynes, allerede har været til, og det i England, paa den Tid Viljam ſkrev, kun et halvt Aarhundrede efter Haralds Død. At Viljam nævner en Løve, medens Sagaerne nævne en Orm, maa her anſees for en Biſag. Viljam er heller ikke den eneſte ikke-norſke Forfatter, ſom taler derom. Ogſaa den danſke Forfatter Saxo fortæller Sagnet udførligt, men ſaa forſkjelligt, ſaa vel fra Sagaernes, ſom fra Viljams Beretning, at det er tydeligt at ſee, at han maa have benyttet en af hine aldeles uafhængig Kilde. Hans

    ſøge paa at beſtikke eller vinde de udødelige, da disſe vare Kejſeren ubrødeligt hengivne; ligeſaa fraraadte han ham at vove noget med Væringerne, „thi disſe havde fra deres Fædre modtaget, ligeſom faaet i Pant og arvet Troſkaben mod Kejſerne og deres Bevogtning, hvilken de derfor altid udførte med den ſtørſte Omhyggelighed, og ikke engang vilde taale den mindſte Hentydning til Forræderi“. Nemitzerne derimod lode ſig beſtikke.

  1. Willielmus Malmsbury, III. 260, Saviles Udg., S. 106, Hardys II. S. 436.
  2. Denne Fortælling er igjen, ſom man tydeligt kan ſee, benyttes af Alberich af Troisfontaines, ſe Leibnitzs Udgave, II. S. 107. Man gjenkjender f. Ex. endog den ſamme Talemaade nudo lacertorum nisu suffocavit.