Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/129

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
111
Haralds sidste Æventyr i Constantinopel.

i Constantinopel har været betragtet som en Russer, kunde, efter at have opsagt sin Tjeneste som Væring, ikke undgaa at regnes blandt de sig i Constantinopel opholdende Krigeres eller Kjøbmænds Tal, og hans Opsigelse af Væringe-Tjenesten maatte paa denne Tid blive dobbelt mistænkelig. Det er i og for sig heller ikke usandsynligt, at Ulyst til at kæmpe mod Jaroslavs Søn, hvis Syster han haabede at faa til Egte, har været en virksommere Bevæggrund for ham til hiin Opsigelse, end Efterretningen om Magnus den godes forøgede Magt.

Imidlertid synes det heller ikke saa ganske ugrundet, hvad der fortælles om Haralds Forbindelse med Maria. Ikke at hun, som Sagaerne sige, kan have været Zoes Sønnedatter. Broderdatter eller Systerdatter, thi Sne havde hverken nogen Søn eller Broder, og hendes Syster Theodora var ikke engang gift. Men hun kan have været en nær Paarørende eller Adoptivdatter af Zoe eller af Kejseren, eller staaet under hendes nærmere Beskyttelse. Thi ogsaa den engelske Forfatter Viljam af Malmsbury, der skrev allerede omkring 1115, og sandsynligviis har faaet sin Underretning af hjemkomne angliske Væringer, fortæller om Harald[1], at han i sin Ungdom havde staaet i Krigstjeneste hos Kejseren i Constantinopel, og var der paa hans Befaling, til Straf fordi han havde vanæret en fornem Dame, bleven kastet for en glubende Løve, hvilken han dræbte uden Vaaben, idet han kvalte den alene med sine kraftige Arme[2]. Dette Udsagn er merkeligt ej alene fordi det bestyrker Sagaernes Fortælling om Haralds Forhold til Maria, men ogsaa fordi vi deraf erfare, at Sagnet om Haralds Kamp med et glubende Dyr, saa utroligt det end synes, allerede har været til, og det i England, paa den Tid Viljam skrev, kun et halvt Aarhundrede efter Haralds Død. At Viljam nævner en Løve, medens Sagaerne nævne en Orm, maa her ansees for en Bisag. Viljam er heller ikke den eneste ikke-norske Forfatter, som taler derom. Ogsaa den danske Forfatter Saxo fortæller Sagnet udførligt, men saa forskjelligt, saa vel fra Sagaernes, som fra Viljams Beretning, at det er tydeligt at see, at han maa have benyttet en af hine aldeles uafhængig Kilde. Hans

    søge paa at bestikke eller vinde de udødelige, da disse vare Kejseren ubrødeligt hengivne; ligesaa fraraadte han ham at vove noget med Væringerne, „thi disse havde fra deres Fædre modtaget, ligesom faaet i Pant og arvet Troskaben mod Kejserne og deres Bevogtning, hvilken de derfor altid udførte med den største Omhyggelighed, og ikke engang vilde taale den mindste Hentydning til Forræderi“. Nemitzerne derimod lode sig bestikke.

  1. Willielmus Malmsbury, III. 260, Saviles Udg., S. 106, Hardys II. S. 436.
  2. Denne Fortælling er igjen, som man tydeligt kan see, benyttes af Alberich af Troisfontaines, se Leibnitzs Udgave, II. S. 107. Man gjenkjender f. Ex. endog den samme Talemaade nudo lacertorum nisu suffocavit.