Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/128

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
110
Magnus den gode.

dette Storverk omtalt; og man behøver ej at opkaſte nogen ſom helſt Indvending imod at det var ſelve Grækerkongen (Kejſeren), ſom han blindede; thi man kunde jo have nævnt en Greve eller Hertug, derſom man vidſte at det var rigtigere; men i alle Kvæderne ſiges dette paa een og ſamme Maade, nemlig at det var Stolkongen ſelv“.

Thjodrek Munk, der benyttede Sagabearbejdelſer, meget ældre end dem, vi have, ſiger om alt dette kun i Korthed, at Harald, efter at have ſamlet en Mængde Penge paa Sicilien, kom til Conſtantinopel, blev der anklaget hos Kejſeren, tilføjede ham en temmelig haanlig Skjendſel, og undkom ved en næſten æventyrlig Flugt[1].

Det ſande i alt dette er førſt og fremſt, at Harald er bleven fængſlet, og at han paa en æventyrlig Maade er undſluppen. Det er ovenfor viiſt, at den Foranſtaltning, hvorved alle de Rusſer, der paa den Tid, Krigen med Rusland begyndte, altſaa om Sommeren 1043, befandt ſig i Conſtantinopel, enten ſom Kjøbmænd eller Hjelpetropper, bleve fængſlede, ogſaa maatte bringe Harald i Fængſel, og dette vilde endog viſt have ſkeet, om han end fremdeles var Væringehøvding. Men det er tydeligt nok, at han paa den Tid ej længer var Medlem af Væringernes Korps. Dette ſees ej alene af Snorres Udſagn, at han ved Efterretningen om at Magnus var bleven Konge i Danmark — hvilken Efterretning netop maa have naaet ham om Vaaren eller Sommeren 1043[2] — opſagde ſin Tjeneſte hos Kejſeren, men og, — hvad der her maa anſees for det ſikreſte Vidnesbyrd — af Valgards Vers, hvori det heder at han lod Halvparten af Væringekorpſet hænge, og bar ſig ſaaledes ad med dem, at der vare færre Væringer tilbage. Thi vel ſiges det i den Fortælling, der ledſager dette Vers, at Harald udførte dette ved Hjelp af andre Væringer. Men dette maa kun være en uheldig Gjetning af Sagabearbejderen ſelv, der her øjenſynligt kun har haft Verſet at holde ſig til, thi Væringernes Troſkab mod Kejſeren og indbyrdes Sammenhold var altfor prøvet og urokkeligt, til at en ſaadan Voldshandling af Væringer mod Væringer, og mod Kejſerens egen Sikkerhed kunde være tænkelig[3]. Harald, der under ſit hele Ophold

  1. Thjodrek, Cap. 28. Hans Ord ere: Postea peragratâ Siciliâ, magnâque pecuniâ id locorum extortâ, venit Constantinopolin, ibique apud Imperatorem accusatus, inflictâ eidem Imperatori satis probrosâ ignominiiâ, inopinabili fugâ elapsus est.
  2. Det vil erindres, at Magnus om Høſten 1042 tiltraadte Regjeringen i Danmark og indſatte Sven Ulfsſøn til ſin Jarl.
  3. Se f. Ex. Anna Komnena II. 7, S. 62, hvor der tales om de Tropper, der beſatte Conſtantinopels Mure 1081, og ſom Alexios Komnenos, der belejrede Staden, ſøgte at vinde. Disſe vare deels de ſaakaldte „Udødelige“, et græſk Korps, deels Væringerne eller Øxebærerne, deels Nemitzerne (d. e. Tydſkere af det ſlaviſke njemzi); Cæſaren Johannes fraraadte Alexios ganſke at for-