vaagnede. Harald sagde at de alle skulde anraabe hans Broder St. Olaf om Hjelp, og gjøre højtidelige Løfter til ham. Dette skede. Nu sagde Harald at de skulde angribe Ormen; Halldor skulde sætte sig paa Hovedet, og Ulf, der var den sterkeste, paa Halen; selv vilde han angribe den med en Kniv, det eneste Vaaben, man havde ladet dem beholde. Derpaa tog han en Stok i den venstre Haand, viklede en Kappe om den venstre Arm og stak den i Munden paa Ormen, medens han med den højre Haand borede Kniven ind, hvor han troede det nærmest til Hjertet. Ormen vaagnede og sprellede voldsomt, men Kappen optog Edderet som den udstillede, og Harald satte sig ovenpaa Ormen, der var saa sterk, at den ofte hævede ham i Vejret. Dog ved St. Olafs Hjelp, ved Haralds egen Raskhed og hans Stalbrødres Bistand fik han endelig Bugt med Ormen. Næste Nat kom der en Enke ned til Fængslet, ledsaget af to Tjenere, og spurgte om der var noget levende Menneske derinde. De svarede at de vare uskadte. Hun tilbød at frelse dem, hvilket de modtoge med Glæde, og nu bleve de dragne op, først Ulf og Halldor, siden Harald. Hun fortalte dem nu at Kong Olaf havde aabenbaret sig for hende i Drømme, og lovet hende Helbredelse fra en Sygdom, der plagede hende, hvis hun vilde frelse hans Broder, hvilken han ikke vilde skulde lide Pinsler i Sydlandene, om han just ikke altid kunde billige hans Ferd. Harald takkede hende meget, og ligeledes takkede de St. Olaf, der havde frelst dem. Det tilføjes at dette Fængsel siden kaldtes Haralds-Fængslet. Harald ilede nu strax til Væringerne, der bleve glade ved at see ham. Han bød dem strax staa op, væbne sig, og følge ham. Det skede. Han gik lige til det Sovekammer, hvor Kejseren laa, brød det op, greb ham, og stak begge hans Øjne ud. Endnu samme Nat brød de ogsaa ind i det Kammer, hvor Maria sov, og bortførte hende. Derpaa tog de to Galejer og roede ud i Sævidar-Sundet. Dette var lukt med Jærnlenker. Harald sagde derfor til sine Mænd, at alle de, som ikke roede, skulde gaa agter ud med deres Oppakning og hvad andet tungt de kunde finde, for at Galejernes Forstavne kunde komme saa højt i Vejret som muligt; derpaa skulde man ro i største Fart op paa Lænken, og naar man endelig ikke kunde komme længer, skulde de paa samme Maade løbe forud. Derved lykkedes det ham virkelig at faa sin egen Galej over Lænken, men den anden brast, saa at flere af dem, der vare ombord, druknede; de øvrige bleve reddede over paa Haralds Galej. Paa denne Maade slap Harald bort fra Myklegaard, og styrede ud mod det sorte Hav. Men førend han sejlede ud paa dette, satte han Maria i Land og gav hende godt Følgeskab tilbage til Myklegaard, bedende hende ved Afskeden at hilse Zoe, at Harald var borte, og spørge hende, hvo der nu havde faaet Overhaand, han eller
