Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/126

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
108
Magnus den gode.

vaagnede. Harald ſagde at de alle ſkulde anraabe hans Broder St. Olaf om Hjelp, og gjøre højtidelige Løfter til ham. Dette ſkede. Nu ſagde Harald at de ſkulde angribe Ormen; Halldor ſkulde ſætte ſig paa Hovedet, og Ulf, der var den ſterkeſte, paa Halen; ſelv vilde han angribe den med en Kniv, det eneſte Vaaben, man havde ladet dem beholde. Derpaa tog han en Stok i den venſtre Haand, viklede en Kappe om den venſtre Arm og ſtak den i Munden paa Ormen, medens han med den højre Haand borede Kniven ind, hvor han troede det nærmeſt til Hjertet. Ormen vaagnede og ſprellede voldſomt, men Kappen optog Edderet ſom den udſtillede, og Harald ſatte ſig ovenpaa Ormen, der var ſaa ſterk, at den ofte hævede ham i Vejret. Dog ved St. Olafs Hjelp, ved Haralds egen Raſkhed og hans Stalbrødres Biſtand fik han endelig Bugt med Ormen. Næſte Nat kom der en Enke ned til Fængſlet, ledſaget af to Tjenere, og ſpurgte om der var noget levende Menneſke derinde. De ſvarede at de vare uſkadte. Hun tilbød at frelſe dem, hvilket de modtoge med Glæde, og nu bleve de dragne op, førſt Ulf og Halldor, ſiden Harald. Hun fortalte dem nu at Kong Olaf havde aabenbaret ſig for hende i Drømme, og lovet hende Helbredelſe fra en Sygdom, der plagede hende, hvis hun vilde frelſe hans Broder, hvilken han ikke vilde ſkulde lide Pinſler i Sydlandene, om han juſt ikke altid kunde billige hans Ferd. Harald takkede hende meget, og ligeledes takkede de St. Olaf, der havde frelſt dem. Det tilføjes at dette Fængſel ſiden kaldtes Haralds-Fængſlet. Harald ilede nu ſtrax til Væringerne, der bleve glade ved at ſee ham. Han bød dem ſtrax ſtaa op, væbne ſig, og følge ham. Det ſkede. Han gik lige til det Sovekammer, hvor Kejſeren laa, brød det op, greb ham, og ſtak begge hans Øjne ud. Endnu ſamme Nat brød de ogſaa ind i det Kammer, hvor Maria ſov, og bortførte hende. Derpaa tog de to Galejer og roede ud i Sævidar-Sundet. Dette var lukt med Jærnlenker. Harald ſagde derfor til ſine Mænd, at alle de, ſom ikke roede, ſkulde gaa agter ud med deres Oppakning og hvad andet tungt de kunde finde, for at Galejernes Forſtavne kunde komme ſaa højt i Vejret ſom muligt; derpaa ſkulde man ro i ſtørſte Fart op paa Lænken, og naar man endelig ikke kunde komme længer, ſkulde de paa ſamme Maade løbe forud. Derved lykkedes det ham virkelig at faa ſin egen Galej over Lænken, men den anden braſt, ſaa at flere af dem, der vare ombord, druknede; de øvrige bleve reddede over paa Haralds Galej. Paa denne Maade ſlap Harald bort fra Myklegaard, og ſtyrede ud mod det ſorte Hav. Men førend han ſejlede ud paa dette, ſatte han Maria i Land og gav hende godt Følgeſkab tilbage til Myklegaard, bedende hende ved Afſkeden at hilſe Zoe, at Harald var borte, og ſpørge hende, hvo der nu havde faaet Overhaand, han eller