Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/125

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
107
Haralds sidste Æventyr i Constantinopel.

Anledningen dertil indeholder intet om den russiske Krig; derimod tales der om Kjærligliedshistorier og Hof-Intriger, der paadrage Harald Kejserens Vrede og forvolde hans Fængsling. Er nu end meget heraf øjensynlig upaalideligt eller endog fabelagtigt, saa viser det dog, at der foruden den russiske Forbindelse ogsaa var andre Omstændigheder, der satte Harald paa en fiendtlig Fod med Kejserhoffet. Den hele Beretning herom lyder i den ældste og udførligste Bearbejdelse af Kongesagaerne saaledes. Da Gyrge var vendt tilbage til Sicilien efter den Uenighed, der var opstaaet mellem ham og Harald om Byttet, bagvaskede han denne meget for Kejseren, som om han vilde drage alt Byttet til fra alene uden at unde Kejseren det mindste, læggende til, at om denne hans Egennytte og Ærgjerrighed skulde faa Fremgang, vilde han snart gjøre Forsøg paa at støde Kejseren selv fra Tronen. Der siges og, at Kejserinde Sne skulde have bagvasket ham meget hos Kejseren, foregivende at han søgte at forføre hendes Systerdatter Maria, hvilket fortjente den haardeste Straf: den rette Aarsag skulde dog være at hun selv vilde have ham, men at han forsmaaede hende. Da Harald kom tilbage fra Jerusalem, viste Flere ham Had og Avind, først og fremst Gyrge og Kejserinden, derhos ogsaa mange andre. Ofte havde han Sammenkomster med Maria, som han virkelig havde bejlet til, men ikke faaet, fordi See selv vilde have ham. Engang havde de et saadant Stevnemøde i et Kammer, der var bygget ud over Søen, som gik derunder. Det blev fortalt Kejseren, som strax begav sig derhen, for at overraske Harald, men Maria merkede det tidsnok til at kunne slippe Harald ned gjennem en Lem i Gulvet, saa at Kejseren ikke fandt ham der, og troede at man havde sagt ham en Usandhed. Dernæst foregav man at Harald var upaalidelig i sit Vagthold, og Gyrge bad Kejseren at prøve det ved at sende en Flok bevæbnede Mænd mod Vagten; men Harald var paa sin Post og lod den hele Flok dræbe, saa at Kejseren syntes at han alene havde Skam og Skade af Gyrges Raad. Nu begyndte Zoe atter at vise sig hadefuld mod Harald, deels fordi han ikke havde udredet til Kejseren det Guld, .der tilkom ham, deels formedelst hans Forhold til Maria. Det kom endelig dertil, at Sne og Kejser „Munak“, som han kaldes, lode Harald tilligemed hans Stalbrødre Halldor Snorressøn og Ulf Uspakssøn kaste i Fængsel. Paa Vejen til Fængslet aabenbarede den hellige Olaf sig for Harald, og paa det Sted er der nu, heder det, opført et Kapel for St. Olaf. Fængslet var næsten rundt, ligesom en Hule, nedgravet i Jorden, med Mundingen øverst. I Hulen flød en liden Bek, og ved Siden af den sov en stor Edder-Orm, der nærede sig af døde Kroppe og af dem, der paa Kejserens Befaling kastedes levende ned, fordi han var dem vred. De satte sig ned paa Ligene og Halldor beklagede deres Nød, der vilde blive endnu værre, naar Ormen