Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/125

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
107
Haralds ſidſte Æventyr i Conſtantinopel.

Anledningen dertil indeholder intet om den rusſiſke Krig; derimod tales der om Kjærligliedshiſtorier og Hof-Intriger, der paadrage Harald Kejſerens Vrede og forvolde hans Fængſling. Er nu end meget heraf øjenſynlig upaalideligt eller endog fabelagtigt, ſaa viſer det dog, at der foruden den rusſiſke Forbindelſe ogſaa var andre Omſtændigheder, der ſatte Harald paa en fiendtlig Fod med Kejſerhoffet. Den hele Beretning herom lyder i den ældſte og udførligſte Bearbejdelſe af Kongeſagaerne ſaaledes. Da Gyrge var vendt tilbage til Sicilien efter den Uenighed, der var opſtaaet mellem ham og Harald om Byttet, bagvaſkede han denne meget for Kejſeren, ſom om han vilde drage alt Byttet til fra alene uden at unde Kejſeren det mindſte, læggende til, at om denne hans Egennytte og Ærgjerrighed ſkulde faa Fremgang, vilde han ſnart gjøre Forſøg paa at ſtøde Kejſeren ſelv fra Tronen. Der ſiges og, at Kejſerinde Sne ſkulde have bagvaſket ham meget hos Kejſeren, foregivende at han ſøgte at forføre hendes Syſterdatter Maria, hvilket fortjente den haardeſte Straf: den rette Aarſag ſkulde dog være at hun ſelv vilde have ham, men at han forſmaaede hende. Da Harald kom tilbage fra Jeruſalem, viſte Flere ham Had og Avind, førſt og fremſt Gyrge og Kejſerinden, derhos ogſaa mange andre. Ofte havde han Sammenkomſter med Maria, ſom han virkelig havde bejlet til, men ikke faaet, fordi See ſelv vilde have ham. Engang havde de et ſaadant Stevnemøde i et Kammer, der var bygget ud over Søen, ſom gik derunder. Det blev fortalt Kejſeren, ſom ſtrax begav ſig derhen, for at overraſke Harald, men Maria merkede det tidsnok til at kunne ſlippe Harald ned gjennem en Lem i Gulvet, ſaa at Kejſeren ikke fandt ham der, og troede at man havde ſagt ham en Uſandhed. Dernæſt foregav man at Harald var upaalidelig i ſit Vagthold, og Gyrge bad Kejſeren at prøve det ved at ſende en Flok bevæbnede Mænd mod Vagten; men Harald var paa ſin Poſt og lod den hele Flok dræbe, ſaa at Kejſeren ſyntes at han alene havde Skam og Skade af Gyrges Raad. Nu begyndte Zoe atter at viſe ſig hadefuld mod Harald, deels fordi han ikke havde udredet til Kejſeren det Guld, .der tilkom ham, deels formedelſt hans Forhold til Maria. Det kom endelig dertil, at Sne og Kejſer „Munak“, ſom han kaldes, lode Harald tilligemed hans Stalbrødre Halldor Snorresſøn og Ulf Uſpaksſøn kaſte i Fængſel. Paa Vejen til Fængſlet aabenbarede den hellige Olaf ſig for Harald, og paa det Sted er der nu, heder det, opført et Kapel for St. Olaf. Fængſlet var næſten rundt, ligeſom en Hule, nedgravet i Jorden, med Mundingen øverſt. I Hulen flød en liden Bek, og ved Siden af den ſov en ſtor Edder-Orm, der nærede ſig af døde Kroppe og af dem, der paa Kejſerens Befaling kaſtedes levende ned, fordi han var dem vred. De ſatte ſig ned paa Ligene og Halldor beklagede deres Nød, der vilde blive endnu værre, naar Ormen