Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/124

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
106
Magnus den gode.

ſom kom i Land, bleve angrebne og dræbte af Rytterhæren. Efter Grækernes Beretning ſkulle 15000, efter Rusſernes egen 6000 rusſiſke Lig have været fundne ved Stranden. Efter denne Sejr vendte Kejſeren tilbage til Conſtantinopel, efterladende Flaaden tilligemed en Deel Tropper for at pasſe paa, at de af Rusſerne, der havde reddet ſig, ej ſkulde komme i Land. Rusſerne trak ſig nu længer tilbage, forfulgte af 24 græſke Skibe, men disſe vovede ſig for langt fra den øvrige Flaade, og Vladimir, ſom bemerkede deres ringe Antal, angreb dem uvæntet, indeſluttede dem og tilføjede dem et fuldſtændigt Nederlag, idet Beſætningen paa elleve af dem blev nedhuggen, fire bleve tagne og de øvrige knuſtes mod Klipperne. Derpaa drog Vladimir hjem til Vands. En Deel af Rusſerne foretrak, under Anførſel af Vyſchata, at tage Vejen til Lands, men disſe bleve angrebne ved Varna af Katakalon, ſom ſlog dem aldeles, fangede sno, hvoriblandt Vyſchata ſelv, og ſendte dem i Lænker til Conſtantinopel, hvor Øjnene bleve udſtukne paa mange af dem. Førſt tre Aar efter, da Freden ſluttedes, blev Vyſchata løskjøbt og ſendt tilbage til Rusland[1].

En Begivenhed ſom denne maatte nødvendigviis gribe betydeligt ind i Haralds Stilling og Skjebne ved det byzantinſke Hof. Han var kommen did fra Rusland og tildeels ſom Rusſer. Han havde den hele Tid underholdt Forbindelſe med Jaroſlav, havde ſendt ham ſine erhvervede Rigdomme til Opbevaring, og var endog ſaa godt ſom forlovet med hans Datter. Han maa tinder disſe Omſtændigheder ogſaa have plejet nøje Omgang med de Rusſer, der opholdt ſig i Conſtantinopel, og overhoved af Grækerne mere have været betragtet ſom en Rusſer, end ſom en Nordmand, om de ellers gjorde nogen Forſkjel mellem Rusſer og de øvrige Nordboer, og ikke ſnarere anſaa dem ſom et eneſte Folk. Den Skjebne, der overgik de rusſiſke Kjøbmænd og Hjelpetropper, der ved Krigens Udbrud befandt ſig i Conſtantinopel, nemlig at blive fængſlede ſom mistænkte, kan derfor heller ikke han have undgaaet, om han endog fremdeles borte til Væringekorpſet. Ja den maatte vel ſaa meget visſere ramme ham, ſom Grækerne neppe kunne have været ganſke blinde for den Forbindelſe, hvori han ſtod med den rusſiſke Konge: i det mindſte maa de have merket, at han nød ſtor Anſeelſe blandt alle de Rusſer, der vidſte hvor højt han ſtod anſkreven ved Jaroſlavs Hof. Vi erfare ogſaa af vore egne Sagaer, at Harald virkelig blev fængſlet, og optraadte ſom Kejſerens, ja endog ſom Væringernes, aabenbare Fiende. Men deres Beretning om Aarſagen og

  1. Kedrenos, S. 788 flg. Jvfr. Neſtors rusſiſke Annaler ved 6551 (Septbr. 1012 til Septbr. 1013). Glykas (S. 319) lader, højſt urigtigt, Kejſerens Slag med Rusſerne foregaa paa ſelve Forum i Conſtantinopel, fordi han har læſt Kedrens φάρῳ ſom φόρῳ.