Russere i Constantinopel, hvorved en fornem Russer blev dræbt. Da Jaroslav fik dette at vide, besluttede han til Hevn at paaføre Grækerne Krig, og gjorde store Udrustninger, idet han ikke alene opbød alle dem, han kunde faa af sine egne Undersatter, men og, som det udtrykkeligt staar, skaffede sig et ikke saa ringe Antal fra de Nationer, der beboede Oceanets nordlige Øer, med andre Ord, fra de nordiske Lande. En Hær af 100000 Mand skal saaledes være bleven samlet, over hvilken han satte sin 23aarige Søn Vladimir til Anfører, og bød ham i Spidsen for den at drage ned ad Dnepr paa de sædvanlige Smaabaade, hvoraf Russerne betjente sig, og angribe Constantinopel. Da Kejseren fik dette at høre, sendte han Gesandter til Vladimir for at bede ham om at nedlægge Vaabnene, og love fuldstændig Erstatning for den Skade, Russerne maatte have lidt, naar han kun ikke for en saadan Ubetydeligheds Skyld vilde bryde den allerede i en saa lang Aarrække bestaaende Fred. Men Vladimir lod Gesandterne haanligt bortjage, og afslog overmodigt ethvert Fredstilbud. Da maatte Kejseren i Hast udruste sig til Kampen saa godt han kunde. Først og fremst gav han Befaling til at fængsle alle de russiske Kjøbmænd, der paa den Tid opholdt sig i Constantinopel, saa vel som alle de tilstedeværende russiske Hjelpetropper, og at fordele dem til Bevogtning rundt om i Statholderskaberne, for at hindre dem fra at vække nogen Urolighed inden Riget. Derpaa drog han med de Skibe, han i Hast kunde udruste og bemande, og ledsaget af en ikke ubetydelig Rytterhær langs Stranden, ud mod Russerne, som han traf ved Pharos ved det nordlige Indløb til Bosporus. Her vilde i Førstningen ingen af Parterne begynde Angrebet. Da Dagen saaledes gik hen og Aftenen nærmede sig, fornyede Kejseren sine Fredstilbud, men Vladimir afviste dem atter haanligt, idet han tilføjede, at han ej vilde nedlægge Vaabnene, uden at Kejseren udbetalte tre Pund Guld til hver eneste Mand i hans Hær. Da dette var en Umulighed, besluttede Kejseren at begynde Angrebet, Han bød Magistren Basil Theodorokanos, der tidligere havde været brugt mod Maniakes i Italien, at ro ud mod Russerne med tre Triremer og forsøge om han kunde lokke dem ud af deres faste Stilling i Havnen. Basil roede lige ind i den fiendtlige Flaade, opbrændte tre af deres Fartøjer med græsk Ild, borede tre i Sænk og bemægtigede sig eet. Nu nærmede ogsaa Kejseren sig med den hele øvrige Flaade, og Russerne, som saa, hvilken Ødelæggelse alene tre Triremer havde kunnet anrette, vovede ikke at oppebie de øvrige, men toge Flugten, og saa uforsigtigt, at de stødte paa Klipper og Skjær, hvorved en Mængde af deres smaa Fartøjer gik til Grunde, især da der ogsaa rejste sig en heftig Storm. Endog Vladimirs eget Fartøj blev knuust, og han vilde være omkommen, saa vel som hans Vojvod Vyschata, hvis ikke en af hans Mænd, ved Navn Johan Tvorimitsch, havde reddet dem. De,
