Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/123

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
105
Krig mellem Rusſer og Græker.

Rusſere i Conſtantinopel, hvorved en fornem Rusſer blev dræbt. Da Jaroſlav fik dette at vide, beſluttede han til Hevn at paaføre Grækerne Krig, og gjorde ſtore Udruſtninger, idet han ikke alene opbød alle dem, han kunde faa af ſine egne Underſatter, men og, ſom det udtrykkeligt ſtaar, ſkaffede ſig et ikke ſaa ringe Antal fra de Nationer, der beboede Oceanets nordlige Øer, med andre Ord, fra de nordiſke Lande. En Hær af 100000 Mand ſkal ſaaledes være bleven ſamlet, over hvilken han ſatte ſin 23aarige Søn Vladimir til Anfører, og bød ham i Spidſen for den at drage ned ad Dnepr paa de ſædvanlige Smaabaade, hvoraf Rusſerne betjente ſig, og angribe Conſtantinopel. Da Kejſeren fik dette at høre, ſendte han Geſandter til Vladimir for at bede ham om at nedlægge Vaabnene, og love fuldſtændig Erſtatning for den Skade, Rusſerne maatte have lidt, naar han kun ikke for en ſaadan Ubetydeligheds Skyld vilde bryde den allerede i en ſaa lang Aarrække beſtaaende Fred. Men Vladimir lod Geſandterne haanligt bortjage, og afſlog overmodigt ethvert Fredstilbud. Da maatte Kejſeren i Haſt udruſte ſig til Kampen ſaa godt han kunde. Førſt og fremſt gav han Befaling til at fængſle alle de rusſiſke Kjøbmænd, der paa den Tid opholdt ſig i Conſtantinopel, ſaa vel ſom alle de tilſtedeværende rusſiſke Hjelpetropper, og at fordele dem til Bevogtning rundt om i Statholderſkaberne, for at hindre dem fra at vække nogen Urolighed inden Riget. Derpaa drog han med de Skibe, han i Haſt kunde udruſte og bemande, og ledſaget af en ikke ubetydelig Rytterhær langs Stranden, ud mod Rusſerne, ſom han traf ved Pharos ved det nordlige Indløb til Boſporus. Her vilde i Førſtningen ingen af Parterne begynde Angrebet. Da Dagen ſaaledes gik hen og Aftenen nærmede ſig, fornyede Kejſeren ſine Fredstilbud, men Vladimir afviſte dem atter haanligt, idet han tilføjede, at han ej vilde nedlægge Vaabnene, uden at Kejſeren udbetalte tre Pund Guld til hver eneſte Mand i hans Hær. Da dette var en Umulighed, beſluttede Kejſeren at begynde Angrebet, Han bød Magiſtren Baſil Theodorokanos, der tidligere havde været brugt mod Maniakes i Italien, at ro ud mod Rusſerne med tre Triremer og forſøge om han kunde lokke dem ud af deres faſte Stilling i Havnen. Baſil roede lige ind i den fiendtlige Flaade, opbrændte tre af deres Fartøjer med græſk Ild, borede tre i Sænk og bemægtigede ſig eet. Nu nærmede ogſaa Kejſeren ſig med den hele øvrige Flaade, og Rusſerne, ſom ſaa, hvilken Ødelæggelſe alene tre Triremer havde kunnet anrette, vovede ikke at oppebie de øvrige, men toge Flugten, og ſaa uforſigtigt, at de ſtødte paa Klipper og Skjær, hvorved en Mængde af deres ſmaa Fartøjer gik til Grunde, iſær da der ogſaa rejſte ſig en heftig Storm. Endog Vladimirs eget Fartøj blev knuuſt, og han vilde være omkommen, ſaa vel ſom hans Vojvod Vyſchata, hvis ikke en af hans Mænd, ved Navn Johan Tvorimitſch, havde reddet dem. De,