Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/122

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
104
Magnus den gode.

efter ſendte Stadspræfekten til Kloſteret for at blinde ham, fulgte den hele Folkehob med, ſlæbte Michael frem, og udſtak hans Øjne. At Harald og Væringerne baade have ſluttet ſig til Zoes Forſvarere den foregaaende Dag, da Kampen raſede omkring Paladſet, og navnlig ved Excubita, hvor Væringerne havde deres Kvarteer; at de Dagen efter have været med til Kloſteret, og at Harald maaſkee med egen Haand har blindet ham, er i og for ſig heel ſandſynligt. Skalden Thorarin ſiger i det oven anførte Vers, at Harald ved denne Lejlighed vandt endnu mere Guld end for. Dertil havde han juſt den aller bedſte Anledning, da Folkemasſen den 20de April ſtormede Paladſet og plyndrede Skatkammerets Rigdomme. Af disſe har Harald ſaaledes viſtnok faaet en betydelig Deel.

Det er ovenfor nævnt, at Georg Maniakes ſtrax efter Michaels Død, eller maaſkee endogſaa før, atter blev ſendt ſom Overbefalingsmand til Italien, og at han tillige blandt andre Hjelpetropper ſkal have medbragt Væringer. At Harald har været med blandt disſes Tal, kan ikke ligefrem benegtes, men ſandſynligt er det ikke. Nogen Sandhed maa dog ligge til Grund for Sagaernes eenſtemmige Beretning om hans Uenighed med Gyrge, og under ſaadanne Omſtændigheder har Harald neppe atter villet ſtille ſig under hans Kommando. Desuden ſynes det næſten, ſom om Maniakes allerede havde tiltraadt Rejſen til Italien, førend Michael Kalafates blev afſat og blindet; men da dette ſkede, var Harald, ſom vi ſee, i Conſtantinopel. Den Kamp mod Frankerne eller Nordmannerne, hvorom Illuge Skald taler, kan, ſom ovenfor viiſt, have fundet Sted under Dokianos og Exauguſtus 1041. Overhoved ſee vi af Sagaerne, at Serkland og Sicilien, ikke Italien, var Hovedſkuepladſen for Haralds Bedrifter. Det ſynes desuden, ſom om Harald, hvis han havde været med i Italien 1042 og 1043, vilde have være beſkjeftiget der ſaa længe, at han neppe kunde have deeltaget i de Begivenheder, der ſtode i den nærmeſte Forbindelſe med hans endelige Bortrejſe fra Conſtantinopel, og hvorom der nu ſkal blive handlet[1].

I lang Tid havde der nu herſket Fred og venſkabelig Forſtaaelſe mellem Grækerne og Rusſerne. Græſke Kjøbmænd havde uhindret beſøgt Rusland, og rusſiſke Conſtantinopel, under Iagttagelſen af de ovenfor omtalte Former. Rusſiſke Hjelpetropper tjente i den græſke Hær, og havde, ſom vi have ſeet, kæmpet baade i Serkland og Italien. Men i Sommeren 1043 opkom der hændelſesviis et Slagsmaal mellem nogle Grækere og

  1. Det var førſt i Februar eller Marts 1043, at Maniakes ifølge de italienſke Annaler forlod Nedre-Italien og gik over til Epirus. Der tales heller ikke nogenſteds om, at Væringerne ſkulde have Slidre fælles Sag med Maniakes, da han gjorde Oprør. Altſaa maa de Væringer, han havde med, vare været blevne tilbage i Italien.