efter sendte Stadspræfekten til Klosteret for at blinde ham, fulgte den hele Folkehob med, slæbte Michael frem, og udstak hans Øjne. At Harald og Væringerne baade have sluttet sig til Zoes Forsvarere den foregaaende Dag, da Kampen rasede omkring Paladset, og navnlig ved Excubita, hvor Væringerne havde deres Kvarteer; at de Dagen efter have været med til Klosteret, og at Harald maaskee med egen Haand har blindet ham, er i og for sig heel sandsynligt. Skalden Thorarin siger i det oven anførte Vers, at Harald ved denne Lejlighed vandt endnu mere Guld end for. Dertil havde han just den aller bedste Anledning, da Folkemassen den 20de April stormede Paladset og plyndrede Skatkammerets Rigdomme. Af disse har Harald saaledes vistnok faaet en betydelig Deel.
Det er ovenfor nævnt, at Georg Maniakes strax efter Michaels Død, eller maaskee endogsaa før, atter blev sendt som Overbefalingsmand til Italien, og at han tillige blandt andre Hjelpetropper skal have medbragt Væringer. At Harald har været med blandt disses Tal, kan ikke ligefrem benegtes, men sandsynligt er det ikke. Nogen Sandhed maa dog ligge til Grund for Sagaernes eenstemmige Beretning om hans Uenighed med Gyrge, og under saadanne Omstændigheder har Harald neppe atter villet stille sig under hans Kommando. Desuden synes det næsten, som om Maniakes allerede havde tiltraadt Rejsen til Italien, førend Michael Kalafates blev afsat og blindet; men da dette skede, var Harald, som vi see, i Constantinopel. Den Kamp mod Frankerne eller Nordmannerne, hvorom Illuge Skald taler, kan, som ovenfor viist, have fundet Sted under Dokianos og Exaugustus 1041. Overhoved see vi af Sagaerne, at Serkland og Sicilien, ikke Italien, var Hovedskuepladsen for Haralds Bedrifter. Det synes desuden, som om Harald, hvis han havde været med i Italien 1042 og 1043, vilde have være beskjeftiget der saa længe, at han neppe kunde have deeltaget i de Begivenheder, der stode i den nærmeste Forbindelse med hans endelige Bortrejse fra Constantinopel, og hvorom der nu skal blive handlet[1].
I lang Tid havde der nu hersket Fred og venskabelig Forstaaelse mellem Grækerne og Russerne. Græske Kjøbmænd havde uhindret besøgt Rusland, og russiske Constantinopel, under Iagttagelsen af de ovenfor omtalte Former. Russiske Hjelpetropper tjente i den græske Hær, og havde, som vi have seet, kæmpet baade i Serkland og Italien. Men i Sommeren 1043 opkom der hændelsesviis et Slagsmaal mellem nogle Grækere og
- ↑ Det var først i Februar eller Marts 1043, at Maniakes ifølge de italienske Annaler forlod Nedre-Italien og gik over til Epirus. Der tales heller ikke nogensteds om, at Væringerne skulde have Slidre fælles Sag med Maniakes, da han gjorde Oprør. Altsaa maa de Væringer, han havde med, vare været blevne tilbage i Italien.
