Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
IV

bindelse med, hvad der allerede i Fortalen til foregaaende Bind, S. V—X. er anført. Andre Kongesagaer, eller Udtog af Kongesagaerne, end de her opregnede, har jeg heller ikke til dette Afsnit kunnet benytte. Blandt islandske Sagaer er der efter Olaf den helliges Tid, hvilken kan sættes som Ydergrændsen for de egentlige Familie- og Persons-Sagaer, kun Tale øm den saakaldte Hungrvaka, der kortelig fremstiller de fem første skaalholtske Biskoppers Levnetsløb, og er udarbejdet henved 1199 (s. Müllers Sagabibl. I. S. 187), og den store saakaldte Sturlungasaga, der vel nærmest dvæler ved Begivenhederne paa Island i det 13de Aarhundrede, hvori Sturlungerne, eller Hvamm-Sturlas Sønner og Ætmænd, grebe saa virksomt ind, men tillige, ved at omhandle Hvamm-Sturlas egne Bedrifter, og, som sædvanligt ved Sagaer, at forudskikke endeel Slægtregistre og kortfattede Beretninger forat orientere Læseren, giver gode, om end ikke fuldstændige Oplysninger om Forholdene paa Øen i det 12te Aarhundrede. At give en nærmere Udsigt over denne saakaldte Sagas eller rettere Sagasamlings Indhold, vedkommer ei dette Afsnit; jeg behøver desuden i saa Henseende for det første kun at henvise til Müllers Sagabibl. I. S. 243—249. Her er det tilstrækkeligt at ytre, at saavel dens, som Hungrvakas Troværdighed og Paalidelighed i det Hele taget maa ansees hævet over enhver Tvivl; kun ere Tidsangivelserne, efter Sagaernes Viis, fremdeles noget svævende, om end ej i sig selv urigtige, og dette forvolder enkelte Vanskeligheder. Ved alle saadanne Vanskeligheder med Hensyn til Tidsregningen og Begivenhedernes Orden har jeg i nærværende Bind, som i de foregaaende, i Anmerkninger gjort nøie Regnskab for den Maade, paa hvilken jeg har søgt at løse Tvivlen og udfinde det Rette.

Hvad de fremmede Forfattere angaar, som jeg til nærværende Afsnit har benyttet, da er blandt de danske Saxo fremdeles den vigtigste, saameget mere som hans Paalidelighed tiltager, jo mere han i Fortællingen nærmer sig sin Samtid, og han desuden paa enkelte Steder ei kan undgaa, temmelig udførligt at omtale norske Begivenheder. Han udhæver dog ej Tidsregningen saa nøje, som man kunde ønske, men denne Mangel bliver her mindre følelig, da vi af annalistiske Skrifter, tildeels tydske, have Midlerne til at indordne de fleste af hans Beretninger under deres rette Aar. Et saadant, i Danmark selv forfattet Verk, og af stort Værd for det 12te Aarhundredes Historie, er det i 1ste Bind af Langebeks Scriptores Rer. Dan. S. 373—387 aftrykte Anonymi Roskildensis Chronicon Danicum ad An. 826—1157, thi da Hovedmassen deraf, som Langebek viser, maa være forfattet paa Kong Erik Lambs Tid, og det øvrige efterhaanden senere tilføiet, indeholder det saaledes, hvad 12te Aarhundrede angaar, et Øjevidnes Beretninger, hvilke ogsaa strax ved Gjennemlæsningen vække Indtrykket