Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
IV

bindelſe med, hvad der allerede i Fortalen til foregaaende Bind, S. V—X. er anført. Andre Kongeſagaer, eller Udtog af Kongeſagaerne, end de her opregnede, har jeg heller ikke til dette Afſnit kunnet benytte. Blandt islandſke Sagaer er der efter Olaf den helliges Tid, hvilken kan ſættes ſom Ydergrændſen for de egentlige Familie- og Perſons-Sagaer, kun Tale øm den ſaakaldte Hungrvaka, der kortelig fremſtiller de fem førſte ſkaalholtſke Biſkoppers Levnetsløb, og er udarbejdet henved 1199 (ſ. Müllers Sagabibl. I. S. 187), og den ſtore ſaakaldte Sturlungaſaga, der vel nærmeſt dvæler ved Begivenhederne paa Island i det 13de Aarhundrede, hvori Sturlungerne, eller Hvamm-Sturlas Sønner og Ætmænd, grebe ſaa virkſomt ind, men tillige, ved at omhandle Hvamm-Sturlas egne Bedrifter, og, ſom ſædvanligt ved Sagaer, at forudſkikke endeel Slægtregiſtre og kortfattede Beretninger forat orientere Læſeren, giver gode, om end ikke fuldſtændige Oplysninger om Forholdene paa Øen i det 12te Aarhundrede. At give en nærmere Udſigt over denne ſaakaldte Sagas eller rettere Sagaſamlings Indhold, vedkommer ei dette Afſnit; jeg behøver desuden i ſaa Henſeende for det førſte kun at henviſe til Müllers Sagabibl. I. S. 243—249. Her er det tilſtrækkeligt at ytre, at ſaavel dens, ſom Hungrvakas Troværdighed og Paalidelighed i det Hele taget maa anſees hævet over enhver Tvivl; kun ere Tidsangivelſerne, efter Sagaernes Viis, fremdeles noget ſvævende, om end ej i ſig ſelv urigtige, og dette forvolder enkelte Vanſkeligheder. Ved alle ſaadanne Vanſkeligheder med Henſyn til Tidsregningen og Begivenhedernes Orden har jeg i nærværende Bind, ſom i de foregaaende, i Anmerkninger gjort nøie Regnſkab for den Maade, paa hvilken jeg har ſøgt at løſe Tvivlen og udfinde det Rette.

Hvad de fremmede Forfattere angaar, ſom jeg til nærværende Afſnit har benyttet, da er blandt de danſke Saxo fremdeles den vigtigſte, ſaameget mere ſom hans Paalidelighed tiltager, jo mere han i Fortællingen nærmer ſig ſin Samtid, og han desuden paa enkelte Steder ei kan undgaa, temmelig udførligt at omtale norſke Begivenheder. Han udhæver dog ej Tidsregningen ſaa nøje, ſom man kunde ønſke, men denne Mangel bliver her mindre følelig, da vi af annaliſtiſke Skrifter, tildeels tydſke, have Midlerne til at indordne de fleſte af hans Beretninger under deres rette Aar. Et ſaadant, i Danmark ſelv forfattet Verk, og af ſtort Værd for det 12te Aarhundredes Hiſtorie, er det i 1ſte Bind af Langebeks Scriptores Rer. Dan. S. 373—387 aftrykte Anonymi Roskildensis Chronicon Danicum ad An. 826—1157, thi da Hovedmasſen deraf, ſom Langebek viſer, maa være forfattet paa Kong Erik Lambs Tid, og det øvrige efterhaanden ſenere tilføiet, indeholder det ſaaledes, hvad 12te Aarhundrede angaar, et Øjevidnes Beretninger, hvilke ogſaa ſtrax ved Gjennemlæsningen vække Indtrykket