Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/117

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
99
Harald Sigurdsſøns Bedrifter paa Sicilien.

Helga, der paa den Maade indtog Drevljernes Hovedſtad 946[1]. Saxo fortæller det ſamme om to gamle danſke Konger, nemlig Hadding og Fridleif[2]. Den engelſke Forfatter Girald lader den foregivne norſke eller nordiſke Viking Geirmund, der af enkelte udgives for den ſamme ſom den ikke mindre myſtiſke Haſting, betjene ſig af det ſamme Puds ved Indtagelſen af Cirenceſter i England[3]. Det er allerede tidligere viiſt, hvorledes Krigspudſet med den forſtilte Begravelſe af de nordmanniſke Forfattere tillægges den nys nævnte Haſting, der paa den Maade ſkulde have indtaget Luna i Italien[4]. Men det tillægges endog Robert Viskard, den yngre Broder af de ſamme Thankreds-Sønner, der i Forening med Harald kæmpede under Maniakes[5]; det gjentages om .Hertug Robert af Apulien omtrent et Aarhundrede ſenere[6]; og endnu omtrent hundrede Aar derefter tillægges det den af en nordmanniſk Moder fødte og over de nordmanniſke Beſiddelſer i Italien herſkende Kejſer Frederik d. 2den[7]. Saxo fortæller det derimod to Gange om den danſke Konge Frode den 1ſte[8]. Hvad der end mere ſtempler dette Sagn ſom et Vikingeſagn, er den Omſtændighed, at den ældſte Sagabearbejdelſe og Udtoget, man kunde næſten ſige uforvarende, bruger Udtrykket „Vikinger“ om Harald og hans Mænd[9]. Hvad der fortælles om den underjordiſke Mine, ſom Harald lod grave, er ikke noget egentligt Krigspuds, men et i ældre Tider, før Krudtets Opfindelſe oftere anvendt, og allerede i Romernes Krigshiſtorie omtalt Middel ved Belejringer[10]); det kan derfor, om det end har været forſøgt under den ſicilianſke Krig, eller om det endog har været foreſlaaet af Harald, dog ikke betragtes ſom opfundet af ham, eller ſom et Vidnesbyrd om hans overlegne Klogſkab. Men da Sagaen fremſtiller det ſom ſaadant, kan man heller ikke tillægge denne Anekdot mere hiſtoriſk Verd end de øvrige. Derimod forholder det ſig viſtnok aldeles rigtigt med at Halldor Snorresſøn fik hiint Saar i Anſigtet. Det er allerede berørt, og

  1. Se Schlyzers „Neſtor“ V. 46. Neſtor, trad. par Paris I. S. 78.
  2. Saxo, I. B. S. 41, IV. B. S. 180.
  3. Giraldus Cambr. Topogr. Hibern. Cap. 38—40, Camdens Udg., S. 748, ſe ovenfor I. B. S. 429.
  4. Se ovenfor I. B. S. 428.
  5. Guil. Appulus, II. v. 338 flg.; Pertz, Mon. hist. Germ. XI. 260.
  6. Otto af Freiſing, hos Muratori, VI. 668.
  7. Matthæus Paris ed. Watts, S. 488.
  8. Saxo, II. B. S. 66, 79.
  9. Morkinſkinna og Flatøbogen, ſe Antiquités Russes, II. S. 44. Fagrſkinna, Cap. 158.
  10. Saaledes anvendtes det f. Ex. af Camillus, ved Indtagelſen af Veji, ſe Livius, V. 20.