Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/116

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
98
Magnus den gode.

ſærſkilt Krigspuds ved en Borg, forſkjellig fra den, der indtoges ved den forſtilte Begravelſe. Væringerne, ſiges der, holdt efter Haralds Befaling Lege paa Sletten udenfor Borgen, ganſke vaabenløſe, ſom om de vilde ſpotte Forſvarerne. Da dette havde vedvaret en Stund, vilde ogſaa disſe viſe deres Foragt, og gik uden Vaaben op paa Voldene, medens de lode Portene ſtaa aabne. Da Væringerne ſaa dette, gik de en Dag til Legen med Vaaben og Hjelme ſkjulte under deres Kapper og Hatte, og da de havde leget en Stund og merkede at Borgmændene ingen Fare væntede, ilede de pludſeligt ind ad Porten, hvor der nu blev en haard Kamp, men hvor Harald-og hans Mænd ſtrax kom de førſt indtrængende til Hjelp. Disſe, hvoriblandt Halldor Snorresſøn og Ulf Uſpaksſøn, ſyntes at Hjelpen kom noget vel ſeent, thi de vare allerede blevne ſaarede, og flere af dem dræbte. Da nu Haralds Merkesmand faldt, og han bad Halldor tage Banneret i hans Sted, ſkal Halldor i ſin Hidſighed have givet det oven anførte, uoverlagte Svar, og det ſkal ligeledes, ſom Snorre ſiger, være ved denne Lejlighed, at han fik hiint Saar i Anſigtet, der, ſom det udtrykkeligt tilføjes, ſiden ludede ham alle hans Dage. Endelig fortælles der om den fjerde Borg, der indtoges ved den forſtilte Begravelſe[1]. Snorre veed altſaa at fortælle om fire Borge og fire Krigspuds, medens de vidtløftigere Kongeſagaer kun kjende tre, og Udtoget kun to. Det er dog ikke uſandſynligt at Krigspudſet med Benene, hvortil han ogſaa henfører Halldor Snorresſøns Saar og Ordvexling med Harald, alene ſkyldes et Forſøg af ham ſelv paa at forbedre og berigtige den ældſte Sagabearbejdelſes Fremſtilling af Krigspudſet med Begravelſen, hvor ogſaa Legene omtales, uden dog at ſtaa i nogen nødvendig Forbindelſe med Begravelſen ſelv, hvorfor de ogſaa ere udeladte ſaa vel i Udtoget, ſom i den yngre Sagabearbejdelſe.

Hvad nu overhoved alle disſe Anekdoter eller Fortællinger angaar, da indeholde de neppe anden hiſtoriſk Sandhed, end at Harald og Væringerne vare med ved Indtagelſen af de Stæder, der erobredes under Maniakes’s Felttog paa Sicilien, at de udmerkede ſig meget, og at blandt andre Halldor Snorresſøn ved Stormningen af en ſaadan By fik et Saar i Anſigtet, hvoraf han ſiden bar et dybt Ar ſaa længe han levede. Thi de fortalte Krigspuds ere kun ſtaaende Anekdoter eller Vikingeſagn, der endog ſynes fra umindelige Tider at have tilhørt de nordiſke Nationers Sagnkreds, efterſom nogle af dem tillægges andre Helte, baade for og efter Haralds Tid, men ſom dog alle enten ere Nordboer, eller udlede deres Herkomſt fra Norden, eller gribe ind i den nordmanniſke Hiſtorie. Krigspudſet med Fuglene tillægge de rusſiſke Annaler Storfyrſtinden Olga eller

  1. Snorre, Harald Haardraades Saga, Cap. 6—10.