idet den i sig selv kun fremdeles antyder Væringerne-s Misfornøjelse med Maniakes og Uvillighed til at lystre hans Kommando, er især merkelig, fordi den udtrykkeligt vidner om det Venskab og Sammenhold, der fandt Sted mellem Væringerne og Nordmannerne. Det er nemlig allerede ovenfor omtalt, hvorledes det ikke kan være andre end disse, som Sagaerne forstaa ved de saakaldte „Latinmænd“, og om end ingen Bevidsthed om Nationalslægtskab og fælles Nedstammelse havde knyttet Nordmanner og Væringer sammen, maatte de i det mindste have fælles Interesse med Hensyn til Byttets Deling. Thi hvad denne angaar, have vi allerede seet, hvor meget Nordmannerne havde at besvære sig over, medens ligeledes vore Sagaberetninger udtrykkeligt omtale, at der herskede Uenighed derom mellem Harald og Gyrge. Der er kun den Forskjel, der vistnok er grundet paa Sandhed, at Harald ikke, som Nordmannerne, gik Glip af hvad han fordrede, men paa den anden Side heller ikke gjorde fælles Sag med dem, da de faldt fra og bleve Grækernes Fiender. De egentlige Krigsbegivenheder paa Sicilien lyde efter den ældste Sagabearbejdelse saaledes: Da Nordbrikt (d. e. Harald) og Gyrge kom til Sicilien — der er et stort Rige med mange Storborge —, flygtede alle for dem til Borgene, bag hvis Mure de troede sig sikre. Harald og Gyrge begyndte nu at belejre en paa Folk og Kostbarheder rig Borg, men længe forgjæves. Da sagde Gyrge: „hvorfor skulle vi ikke heller tage det mindre, naar vi ej kunde faa det mere-.’ lad os heller prøve vor Lykke langs Kysterne, thi denne Borg er uindtagelig“. Harald svarer: „kun seent vil Afgiften til Kejseren (120 Mark af hvert Skib) komme ind, dersom vi skulle ransage alle Skærene; hvad giver I mig, hvis jeg faar vundet Borgen?“ „Hvad forlanger du“, spurgte Gyrge. „Ret til forlods at udvælge trende Kostbarheder af Byttet“, svarede Harald. Gyrge vedtog Betingelsen, og Sagen blev vidnesfast afgjort. Nu var Stedet saaledes beskaffent, at en Aa randt i et dybt Flodleje tæt forbi Borgen. Did gik Harald nu med sine Mænd, saa at man ej kunde see dem fra Borgen. De maalte Borgens Grundvold, for at vide, hvor dybt de skulde grave for at komme under den; derpaa sattes 20 Mand til at grave, 20 til at skuffe afvejen, og 20 til at kaste al Mulden ned i Aaen. Fra Borgen kunde man ej see, hvad de toge sig for, og de vedbleve nu at grave, indtil de kom saa langt ind, som bestemt. Da sagde Harald, at de nu skulde grave opad, da han antog at de maatte være komne ind under et eller andet Huus i Borgen; men førend de grov sig frem, skulde alle være fuldt udrustede og færdige til Kamp. Dette skede, alle væbnede og rustede sig, paa de faa nær, som grov. Saa klogt havde Harald stellet til, at de kom op i en Steenhall i Borgen, hvor der kun var faa Folk. Harald bed sine Mænd bryde frem med saa megen Larm og Skraal som muligt. Det skede, og da de Folk, der vare inde i
