Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/112

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
94
Magnus den gode.

idet den i ſig ſelv kun fremdeles antyder Væringerne-s Misfornøjelſe med Maniakes og Uvillighed til at lyſtre hans Kommando, er iſær merkelig, fordi den udtrykkeligt vidner om det Venſkab og Sammenhold, der fandt Sted mellem Væringerne og Nordmannerne. Det er nemlig allerede ovenfor omtalt, hvorledes det ikke kan være andre end disſe, ſom Sagaerne forſtaa ved de ſaakaldte „Latinmænd“, og om end ingen Bevidſthed om Nationalſlægtſkab og fælles Nedſtammelſe havde knyttet Nordmanner og Væringer ſammen, maatte de i det mindſte have fælles Interesſe med Henſyn til Byttets Deling. Thi hvad denne angaar, have vi allerede ſeet, hvor meget Nordmannerne havde at beſvære ſig over, medens ligeledes vore Sagaberetninger udtrykkeligt omtale, at der herſkede Uenighed derom mellem Harald og Gyrge. Der er kun den Forſkjel, der viſtnok er grundet paa Sandhed, at Harald ikke, ſom Nordmannerne, gik Glip af hvad han fordrede, men paa den anden Side heller ikke gjorde fælles Sag med dem, da de faldt fra og bleve Grækernes Fiender. De egentlige Krigsbegivenheder paa Sicilien lyde efter den ældſte Sagabearbejdelſe ſaaledes: Da Nordbrikt (d. e. Harald) og Gyrge kom til Sicilien — der er et ſtort Rige med mange Storborge —, flygtede alle for dem til Borgene, bag hvis Mure de troede ſig ſikre. Harald og Gyrge begyndte nu at belejre en paa Folk og Koſtbarheder rig Borg, men længe forgjæves. Da ſagde Gyrge: „hvorfor ſkulle vi ikke heller tage det mindre, naar vi ej kunde faa det mere-.’ lad os heller prøve vor Lykke langs Kyſterne, thi denne Borg er uindtagelig“. Harald ſvarer: „kun ſeent vil Afgiften til Kejſeren (120 Mark af hvert Skib) komme ind, derſom vi ſkulle ranſage alle Skærene; hvad giver I mig, hvis jeg faar vundet Borgen?“ „Hvad forlanger du“, ſpurgte Gyrge. „Ret til forlods at udvælge trende Koſtbarheder af Byttet“, ſvarede Harald. Gyrge vedtog Betingelſen, og Sagen blev vidnesfaſt afgjort. Nu var Stedet ſaaledes beſkaffent, at en Aa randt i et dybt Flodleje tæt forbi Borgen. Did gik Harald nu med ſine Mænd, ſaa at man ej kunde ſee dem fra Borgen. De maalte Borgens Grundvold, for at vide, hvor dybt de ſkulde grave for at komme under den; derpaa ſattes 20 Mand til at grave, 20 til at ſkuffe afvejen, og 20 til at kaſte al Mulden ned i Aaen. Fra Borgen kunde man ej ſee, hvad de toge ſig for, og de vedbleve nu at grave, indtil de kom ſaa langt ind, ſom beſtemt. Da ſagde Harald, at de nu ſkulde grave opad, da han antog at de maatte være komne ind under et eller andet Huus i Borgen; men førend de grov ſig frem, ſkulde alle være fuldt udruſtede og færdige til Kamp. Dette ſkede, alle væbnede og ruſtede ſig, paa de faa nær, ſom grov. Saa klogt havde Harald ſtellet til, at de kom op i en Steenhall i Borgen, hvor der kun var faa Folk. Harald bed ſine Mænd bryde frem med ſaa megen Larm og Skraal ſom muligt. Det ſkede, og da de Folk, der vare inde i