ringekorps. Sandsynligviis var han kun Høvding for den Deel af Korpset, der laa i Felten, thi Akoluthen selv forlod neppe Constantinopel eller Kejserens Person. Alt, hvad vore Sagaer fortælle om hele dette Felttog, indskrænker sig næsten ene til Anekdoter om Haralds Uenighed med Gyrge, hvorledes han overlister ham, og hvorledes han ved Krigspuds bemegtiger sig nogle faste Steder paa Sicilien. Thi hvad der i Skaldekvadene virkelig sigter hertil, er, som ovenfor viist, ved en Misforstaaelse henført til Krigen i Serkland. Og selv Anekdoterne om Haralds Uenighed.med Gyrge ere, som vi have seet, ved en lignende Misforstaaelse henførte til det første Krydstog. Disse Anekdoter lyde i Korthed saaledes. Engang, da Gyrge og Harald skulde opslaa Lejr for Natten mellem Søkysten og nogle Skove, kom Væringerne først, og sloge deres Telte paa et højt Sted, saa at der for de øvrige kun var Rum i et dybere liggende fugtigt Dalføre. Da Gyrge kom, fordrede han at Væringerne skulde overlade Pladsen til ham og hans Folk, men Harald vægrede sig, og sagde at Væringerne ej vare forpligtede til at flytte ned i Dalen under Grækernes Fødder. Gyrge var paastaaelig, men Harald meente, at om Gyrge var Høvding over Grækerne, var han selv Høvding over Væringerne, og stod ikke under Befaling af nogen anden end Kejseren og Kejserinden. Saa længe trættede de herom, indtil man paa begge Sider greb til Vaaben, og det var kommet til Kamp, hvis forstandige Mænd ej havde lagt sig imellem og meglet et Forlig, hvorved det bestemtes, at det ved Lodkastning mellem Gyrge og Harald skulde afgjøres, hvo der skulde have Ret til at slaa først Lejr, ride eller ro, eller lægge til Havn først, enten Grækerne eller Væringerne. Gyrge og Harald skulde nu merke hver sin Lod. Da Gyrge havde merket sin, bad Harald om at maatte see paa den, for at kunne merke sin anderledes. Gyrge viste ham sin Lod, Harald merkede sin, og begge Lodder kastedes i Gyrges Skjød, hvoraf Harald skulde uddrage den ene. Dette skede; holdende den udtagne Lod i Haanden, sagde han: „de som eje denne Lod, skulde tjelde, ride, ro og lægge i Havn først“. Derpaa eftersaa han Loddens Merke, og kastede den i Havet, med de Ord: „dette er vor Lod“. Da Ginge spurgte, hvorfor han ej havde ladet ham see Lodden, bad Harald ham at see paa den anden, der laa tilbage. Den bar Gyrges Merke, og han maatte saaledes erklære sig for den tabende, uden at skjønne, at Harald med Flid havde merket den bortkastede Lod paa samme Maade som hans[1]. At den kloge Georg Maniakes paa en saa eenfoldig
- ↑ Den her fulgte Fremstilling er Flatøbogens, da denne ellers stemmer med den ældste Sagabearbejdelse, Morkinskinna, som her har en Lakune; omtrent den samme Fremstilling findes og i Fagrskinna, Cap. 152. Snorre og Harald Haardraades Saga i Fornm. Sögur, Cap. 4 lade en tredje Mand drage Lodden, og Harald tage den fra ham for at kaste den i Søen.
