Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/110

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
92
Magnus den gode.

ringekorps. Sandſynligviis var han kun Høvding for den Deel af Korpſet, der laa i Felten, thi Akoluthen ſelv forlod neppe Conſtantinopel eller Kejſerens Perſon. Alt, hvad vore Sagaer fortælle om hele dette Felttog, indſkrænker ſig næſten ene til Anekdoter om Haralds Uenighed med Gyrge, hvorledes han overliſter ham, og hvorledes han ved Krigspuds bemegtiger ſig nogle faſte Steder paa Sicilien. Thi hvad der i Skaldekvadene virkelig ſigter hertil, er, ſom ovenfor viiſt, ved en Misforſtaaelſe henført til Krigen i Serkland. Og ſelv Anekdoterne om Haralds Uenighed.med Gyrge ere, ſom vi have ſeet, ved en lignende Misforſtaaelſe henførte til det førſte Krydstog. Disſe Anekdoter lyde i Korthed ſaaledes. Engang, da Gyrge og Harald ſkulde opſlaa Lejr for Natten mellem Søkyſten og nogle Skove, kom Væringerne førſt, og ſloge deres Telte paa et højt Sted, ſaa at der for de øvrige kun var Rum i et dybere liggende fugtigt Dalføre. Da Gyrge kom, fordrede han at Væringerne ſkulde overlade Pladſen til ham og hans Folk, men Harald vægrede ſig, og ſagde at Væringerne ej vare forpligtede til at flytte ned i Dalen under Grækernes Fødder. Gyrge var paaſtaaelig, men Harald meente, at om Gyrge var Høvding over Grækerne, var han ſelv Høvding over Væringerne, og ſtod ikke under Befaling af nogen anden end Kejſeren og Kejſerinden. Saa længe trættede de herom, indtil man paa begge Sider greb til Vaaben, og det var kommet til Kamp, hvis forſtandige Mænd ej havde lagt ſig imellem og meglet et Forlig, hvorved det beſtemtes, at det ved Lodkaſtning mellem Gyrge og Harald ſkulde afgjøres, hvo der ſkulde have Ret til at ſlaa førſt Lejr, ride eller ro, eller lægge til Havn førſt, enten Grækerne eller Væringerne. Gyrge og Harald ſkulde nu merke hver ſin Lod. Da Gyrge havde merket ſin, bad Harald om at maatte ſee paa den, for at kunne merke ſin anderledes. Gyrge viſte ham ſin Lod, Harald merkede ſin, og begge Lodder kaſtedes i Gyrges Skjød, hvoraf Harald ſkulde uddrage den ene. Dette ſkede; holdende den udtagne Lod i Haanden, ſagde han: „de ſom eje denne Lod, ſkulde tjelde, ride, ro og lægge i Havn førſt“. Derpaa efterſaa han Loddens Merke, og kaſtede den i Havet, med de Ord: „dette er vor Lod“. Da Ginge ſpurgte, hvorfor han ej havde ladet ham ſee Lodden, bad Harald ham at ſee paa den anden, der laa tilbage. Den bar Gyrges Merke, og han maatte ſaaledes erklære ſig for den tabende, uden at ſkjønne, at Harald med Flid havde merket den bortkaſtede Lod paa ſamme Maade ſom hans[1]. At den kloge Georg Maniakes paa en ſaa eenfoldig

  1. Den her fulgte Fremſtilling er Flatøbogens, da denne ellers ſtemmer med den ældſte Sagabearbejdelſe, Morkinſkinna, ſom her har en Lakune; omtrent den ſamme Fremſtilling findes og i Fagrſkinna, Cap. 152. Snorre og Harald Haardraades Saga i Fornm. Sögur, Cap. 4 lade en tredje Mand drage Lodden, og Harald tage den fra ham for at kaſte den i Søen.