Trin i Tidsrummets sidste Deel, som da den gamle Simpelhed og Jevnhed endnu herskede, og da Nordmændene, endog af udenlandske Forfattere, berømmes for deres Jevnhed og Tarvelighed[1]. Kongen selv foregik idet mindste ej med noget godt Exempel, og af hvad der fortælles om Drottning Ingerid og Kongedatteren Fru Christina, skulde man antage, at den Indflydelse, hiin udøvede paa sine Omgivelser, maa have været meget daarlig, og at hun i det hele taget har udbredt en letfærdig Tone ved Hoffet[2]. En lignende Tone, seer man, herskede ved de orknøiske Jarlers Hof paa samme Tid[3]. Ved Sammenkomster, tildeels og i det daglige Liv, herskede megen Umaadelighed, fornemmelig i Drik, og der holdtes neppe noget Lag, hvor Gjesterne ej bleve berusede. Ved Gilde-Institutionen søgte man vel efter Evne at rette herpaa, og sørge for Orden og Ærbarhed, men det hjalp dog ikke stort. I det 12te Aarhundredes sidste Tiaar var der almindelige Klager over den Drukkenskab, der gik i Svang i Norge, fornemmelig i Buerne. Om Tunsberg siges der i den ovennævnte Beretning 1190[4]: „Indbyggerne af begge Kjøn udmerke sig ved deres Gavmildhed og Rundhed i at yde Almisse; men det sørgelige Fylderi og den hyppige Drukkenskab forstyrrer Hyggen i Selskaberne, og giver endog stundom Anledning til Blodsudgydelse.“ Bergen og de øvrige Stæder have ikke bedre Lov. „I alle Rigets Stæder uden Forskjel, hedet det, er en hæslig Last bleven herskende, nemlig overhaands Drukkenskab, der ofte giver Anledning til Fredsbrud, og undertiden endog bringer godmodige Folk til at begaa grusomme Forbrydelser, idet Misgjerninger der holdes for Morskab. Det umaadelige Fylderi bevirker ogsaa, at Borgere og Fremmede, ophidsede af Vinen, gribe til Vaaben og stimle sammen i mordersk Hu, uden engang at vogte sig for at lægge voldsom Haand paa Uskyldige; hvorfor man i hiint Land vil finde flere fordømmelige Gjerninger begaaede, end i noget andet Land, om man saa vilde gaa til Hedningerne“. Er nu end denne Skildring, der dog synes at være gjort enten af en Nordmand eller af en Udlænding, der havde levet længe i Landet[5], noget overdreven, og kan man derhos maaskee antage, at de Borgerkrige, der fra 1177 af sønderslede Norge, som vi i det følgende ville see, bidroge meget til at forvilde Ge-
- ↑ Se ovenfor Mag. Adams Skildring. S. 463.
- ↑ Ingerid var, som vi have seet, sin første Mand ej synderlig tro, se S. 723, om hendes øvrige Giftermaal, og hendes Forbindelse med Ivar Sneis se S. 804. Om Christina se S. 812; om hendes senere Udsvævelser vil der i det følgende blive talt.
- ↑ Se navnlig om Margrete, Haakon Jarls Datter, jvfr. S. 847, 851.
- ↑ Kirchmans og Langebeks Udgave af Danmarks Korstog. II. cc.
- ↑ Dette sluttes af de flere Ordsprog, han anfører i norsk Form, og af Navnenes Skrivemaade.
