Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1066

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1048
Magnus Erlingsſøn.

Trin i Tidsrummets ſidſte Deel, ſom da den gamle Simpelhed og Jevnhed endnu herſkede, og da Nordmændene, endog af udenlandſke Forfattere, berømmes for deres Jevnhed og Tarvelighed[1]. Kongen ſelv foregik idet mindſte ej med noget godt Exempel, og af hvad der fortælles om Drottning Ingerid og Kongedatteren Fru Chriſtina, ſkulde man antage, at den Indflydelſe, hiin udøvede paa ſine Omgivelſer, maa have været meget daarlig, og at hun i det hele taget har udbredt en letfærdig Tone ved Hoffet[2]. En lignende Tone, ſeer man, herſkede ved de orknøiſke Jarlers Hof paa ſamme Tid[3]. Ved Sammenkomſter, tildeels og i det daglige Liv, herſkede megen Umaadelighed, fornemmelig i Drik, og der holdtes neppe noget Lag, hvor Gjeſterne ej bleve beruſede. Ved Gilde-Inſtitutionen ſøgte man vel efter Evne at rette herpaa, og ſørge for Orden og Ærbarhed, men det hjalp dog ikke ſtort. I det 12te Aarhundredes ſidſte Tiaar var der almindelige Klager over den Drukkenſkab, der gik i Svang i Norge, fornemmelig i Buerne. Om Tunsberg ſiges der i den ovennævnte Beretning 1190[4]: „Indbyggerne af begge Kjøn udmerke ſig ved deres Gavmildhed og Rundhed i at yde Almisſe; men det ſørgelige Fylderi og den hyppige Drukkenſkab forſtyrrer Hyggen i Selſkaberne, og giver endog ſtundom Anledning til Blodsudgydelſe.“ Bergen og de øvrige Stæder have ikke bedre Lov. „I alle Rigets Stæder uden Forſkjel, hedet det, er en hæslig Laſt bleven herſkende, nemlig overhaands Drukkenſkab, der ofte giver Anledning til Fredsbrud, og undertiden endog bringer godmodige Folk til at begaa gruſomme Forbrydelſer, idet Misgjerninger der holdes for Morſkab. Det umaadelige Fylderi bevirker ogſaa, at Borgere og Fremmede, ophidſede af Vinen, gribe til Vaaben og ſtimle ſammen i morderſk Hu, uden engang at vogte ſig for at lægge voldſom Haand paa Uſkyldige; hvorfor man i hiint Land vil finde flere fordømmelige Gjerninger begaaede, end i noget andet Land, om man ſaa vilde gaa til Hedningerne“. Er nu end denne Skildring, der dog ſynes at være gjort enten af en Nordmand eller af en Udlænding, der havde levet længe i Landet[5], noget overdreven, og kan man derhos maaſkee antage, at de Borgerkrige, der fra 1177 af ſønderſlede Norge, ſom vi i det følgende ville ſee, bidroge meget til at forvilde Ge-

  1. Se ovenfor Mag. Adams Skildring. S. 463.
  2. Ingerid var, ſom vi have ſeet, ſin førſte Mand ej ſynderlig tro, ſe S. 723, om hendes øvrige Giftermaal, og hendes Forbindelſe med Ivar Sneis ſe S. 804. Om Chriſtina ſe S. 812; om hendes ſenere Udſvævelſer vil der i det følgende blive talt.
  3. Se navnlig om Margrete, Haakon Jarls Datter, jvfr. S. 847, 851.
  4. Kirchmans og Langebeks Udgave af Danmarks Korstog. II. cc.
  5. Dette ſluttes af de flere Ordſprog, han anfører i norſk Form, og af Navnenes Skrivemaade.