mytterne og gjøre Voldsgjerninger hyppigere, saa kunne dog ikke Sæderne saaledes have forverret sig i 20 Aar, at ikke meget af Beskrivelsen ogsaa skulde passe paa Forholdene i 1170, ligesom heller ikke de Beretninger, vi hist og her i Sagaerne støde paa om Livet ved Kongernes Hird, ved festlige Sammenkomster, og i de saakaldte „Skytninger“, modsige det. Men urigtigt er det dog vistnok, at beskylde Nordmændene i dette Stykke for at være saameget slemmere, end de øvrige Nordboer, eller overhoved Beboerne af Nord- eller Mellem-Europa. Thi Drukkenskabslasten var paa den Tid almindelig i de fleste Lande, og om Blodsudgydelser fandt hyppigere Sted tilforn da vare de, som vi ville see, vistnok ikke saameget at tilskrive Udsvævelser, som de indvortes Stridigheder, der spredte sig gjennem alle Folkeklasser, og splittede endog de mindste Samfund og de enkelte Familier i indbyrdes fiendtlige Partier. Hvorledes disse Parti-Stridigheder opstod og hvorledes de standsedes ved dygtige og kraftige Konger, dog ej uden betænkelige Følger for Folkets Frelse og Tilfredshed, vil i det næste Tidsrum blive fremstillede.
