Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1065

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1047
Leveviis.

der ved Harald Haardraades Hof, thi man ſeer deraf, at tragtet han havde tilbragt ſaa mange Aar i det overforfinede Conſtantinopel, gjorde han dog efter ſin Hjemkomſt ingen Forandring i de ældgamle Hofſkikke; endnu ſad man i Ljørehaller med halmſtrøet Jordgulv, og tømte Horn og Bæger „om Ilden.“[1] Men hundrede Aar ſenere havde viſtnok Livet ved de norſke Kongers Hof ſaaledes forandret ſig, at for ſaa vidt man tænker ſig Muligheden af at Nogen, der havde opholdt ſig hos Harald Haardraade i hans ſidſte Dage, kunde opleve Inge Haraldsſøns Tid og da førſt ſaa Hoffet igjen, denne da umuligt vilde kunne have gjenkjendt det, eller fundet ſig til Rette, medens derimod Skikkene under Harald neppe vare ſtort forſkjellige fra, hvad de vare under Harald Haarfagre. Der herſkede allerede 1170 temmelig nøje beſtemte Omgangsformer og Etikette, hvilket man af Kongeſpejlets ikke ſtort ſenere optegnede Regler for en vordende Hirdmands Opførſel tydeligt kan ſee. Den Mand, heder det, ſkal baade være nem til at tage efter og forſtandig, der, om han end var hver eneſte Dag i tolv Maaneder inden Hirden hos Kongen, ganſke ſkulde kunne tilegne ſig fine og høviſke Sæder.[2] Overhoved lægges der ſærdeles megen Vegt paa „Høviſkhed“ (hœveska, ſandſynligviis af det tydſke höfiſch) og „Kurteiſi“ (det gammel franſke courteysie, nu courtoisie) det førſte mere med Henſyn til Opførſel, det ſidſte fornemmelig ſigtede til Klædedragten, Lader og Manerer, men begge Ord, der fra denne Tid af nationaliſeredes i Sproget, nokſom vidnende om den Indflydelſe, fremmed Kulturudvikling udøvede. Riddervæſenet, der i denne og den nærmeſt følgende Tid greb ſaa betydeligt ind i det europæiſke Selſkabsliv, undlod heller ikke i Norge at have ſine Virkninger, ſkjønt det aldrig i ſin Heelhed indførtes eller fæſtede Rødder; men at de fornemſte Mænds Sønner ſaavidt muligt toge ſig de franſke og engelſke Riddere, ſom de paa Korstog eller Udenlandsrejſer lærte at kjende, eller ſom ved en eller anden Lejlighed beſøgte Norge, til Mønſtre, ligger allerede i det ſelv i Sagaerne oftere anvendte Udtryk „Ridderſkab“ (riddaraskapr) om Indbegrebet af alle ridderlige Færdigheder, og dette var desuden en ſaa godt ſom uundgaaelig Følge af Rejſer og Tog i fremmede Lande. Kun hindrede Folkecharakteren og Landets hele Organiſation, at Riddervæſenets fuldſtændige Apparat kunde overføres paa norſk Bund og dets Udvikling her hjemme blive mulig.

Men om end Kulturudviklingen ſteg til et højere Trin, Omgangstonen blev finere, og ſaavel Grebet paa at gjøre ſig Livet behageligt, ſom Evnen og Lyſten dertil blev ſtørre og almindeligere, ſaa ſynes det dog, ſom om netop denne forhøjede Adgang til Livsnydelſe har haft en mindre heldig Virkning paa Moraliteten i Almindelighed, og at denne neppe ſtod paa et ſaa højt

  1. Se ovf. om Halldor Snorresſøn, S. 259 jvfr. S. 439.
  2. Kongeſpejlet, S. 63.