der ved Harald Haardraades Hof, thi man seer deraf, at tragtet han havde tilbragt saa mange Aar i det overforfinede Constantinopel, gjorde han dog efter sin Hjemkomst ingen Forandring i de ældgamle Hofskikke; endnu sad man i Ljørehaller med halmstrøet Jordgulv, og tømte Horn og Bæger „om Ilden.“[1] Men hundrede Aar senere havde vistnok Livet ved de norske Kongers Hof saaledes forandret sig, at for saa vidt man tænker sig Muligheden af at Nogen, der havde opholdt sig hos Harald Haardraade i hans sidste Dage, kunde opleve Inge Haraldssøns Tid og da først saa Hoffet igjen, denne da umuligt vilde kunne have gjenkjendt det, eller fundet sig til Rette, medens derimod Skikkene under Harald neppe vare stort forskjellige fra, hvad de vare under Harald Haarfagre. Der herskede allerede 1170 temmelig nøje bestemte Omgangsformer og Etikette, hvilket man af Kongespejlets ikke stort senere optegnede Regler for en vordende Hirdmands Opførsel tydeligt kan see. Den Mand, heder det, skal baade være nem til at tage efter og forstandig, der, om han end var hver eneste Dag i tolv Maaneder inden Hirden hos Kongen, ganske skulde kunne tilegne sig fine og høviske Sæder.[2] Overhoved lægges der særdeles megen Vegt paa „Høviskhed“ (hœveska, sandsynligviis af det tydske höfisch) og „Kurteisi“ (det gammel franske courteysie, nu courtoisie) det første mere med Hensyn til Opførsel, det sidste fornemmelig sigtede til Klædedragten, Lader og Manerer, men begge Ord, der fra denne Tid af nationaliseredes i Sproget, noksom vidnende om den Indflydelse, fremmed Kulturudvikling udøvede. Riddervæsenet, der i denne og den nærmest følgende Tid greb saa betydeligt ind i det europæiske Selskabsliv, undlod heller ikke i Norge at have sine Virkninger, skjønt det aldrig i sin Heelhed indførtes eller fæstede Rødder; men at de fornemste Mænds Sønner saavidt muligt toge sig de franske og engelske Riddere, som de paa Korstog eller Udenlandsrejser lærte at kjende, eller som ved en eller anden Lejlighed besøgte Norge, til Mønstre, ligger allerede i det selv i Sagaerne oftere anvendte Udtryk „Ridderskab“ (riddaraskapr) om Indbegrebet af alle ridderlige Færdigheder, og dette var desuden en saa godt som uundgaaelig Følge af Rejser og Tog i fremmede Lande. Kun hindrede Folkecharakteren og Landets hele Organisation, at Riddervæsenets fuldstændige Apparat kunde overføres paa norsk Bund og dets Udvikling her hjemme blive mulig.
Men om end Kulturudviklingen steg til et højere Trin, Omgangstonen blev finere, og saavel Grebet paa at gjøre sig Livet behageligt, som Evnen og Lysten dertil blev større og almindeligere, saa synes det dog, som om netop denne forhøjede Adgang til Livsnydelse har haft en mindre heldig Virkning paa Moraliteten i Almindelighed, og at denne neppe stod paa et saa højt
