Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1062

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1044
Magnus Erlingsſøn.

ſyſle med og ophjelpe den begyndende fædrelandſke, iſær hiſtoriſke, Litteratur. Denne Skole, der i en gammel Saga udtrykkelig kaldes „det ypperſte Hovedſæde“ for Videnſkab og Litteratur[1], vedligeholdtes efter Sæmunds Død 1133 af hans Sønner Loft og Eyjulf, der ligeſom Faderen vare Preſter. Blandt den ſidſt nævntes Diſciple var den ſiden ſom Helgen bekjendte Biſkop Thorlak Thorhallsſøn i Hole, der altid liden priſte ſin Lærer ſom Mønſter paa Fromhed og gode Sæder, og ſom, uagtet ſin ſtrenge Religionsiver og uagtet han havde fortſat ſine Studier i Paris og Lincoln, dog ſtedſe yndede Saga- og Skalde-Væſen, en Tilbøjelighed, ſom viſtnok alene ſkyldes hans Ophold paa Odde. Hvorledes Loft Sæmundsſøn under et Ophold i Norge blev gift med Thora, Magnus Barfods Datter, og med hende havde Sønnen Jon, er ovenfor nævnt[2]. Efter Faderens og Farbroderens Død tiltraadte Jon, der ogſaa havde ladet ſig optage .i den gejſtlige Stand ſom Diakon, ſin Fædrenegaard, og vedligeholdt fremdeles Skolen; han anſaaes for den lærdeſte, viſeſte og rigeſte Mand paa Øen, navnlig ſkal hans Bogſamling, der allerede var grundlagt af Sæmund, men ſiden viſtnok ſtadigt forøget ved de Bøger, der nødvendigviis maa have været afſkrevne paa Gaarden ſelv, have været meget ſtor for de Tider[3]. At han opfoſtrede den berømte Snorre Sturlasſøn, ſom her rimeligviis indſugede den Kjærlighed til fædrelandſk Litteratur, iſær Skalde- og Saga-Væſen, der ſiden bragte ham, ſkjønt verdslig Høvding, til at forfatte ſine herlige og for Norges Hiſtorie uundværlige Verker, vil i det følgende blive omtalt. En anden, ved videnſkabelig Iver udmerket Familie var den før omtalte haukadalſke[4], hvis litterære Iver egentlig nedarvedes fra den ypperlige, oftere omtalte Hall paa Haukadal, Are fredes Foſterfader og Vejleder i hans hiſtoriſke Underſøgelſer. Hall opfoſtrede ogſaa Teit, Biſkop Isleifs Søn, der efter.ham fik Haukadal, blev Preſt, og ligeledes oprettede en Art af Skole, idet han antog mange anſeede Ynglinger til Oplærelſe, hvoriblandt de forhen omtalte Thorlak Runulfsſøn og Bjørn Gilsſøn, der begge bleve Biſkopper. Teits Søn var Preſten Hall den yngre i Haukadal, der, ſom oven anført, efter Biſkop Magnus’s Død blev valgt til Biſkop i Skaalholt, men døde udenlands, førend han havde modtaget Indvielſen. Han forſtod, heder det, ſaa mange Sprog, at han paa ſin Rejſe til Rom overalt uden Tolk kunde

  1. Nemlig i den endnu utrykte St. Thorlaks Saga, citeret i „Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker I. S. 23, Not.
  2. Om Jon ſe ovenfor S. 559, 933.
  3. Om alt dette, ſee iſær Finn Jonsſøns islandſke Kirkehiſtorie, Periode II. Sect I. S. 190 fgg., hvor Oldſkrifternes Beretninger fuldſtændigt ere ſamlede.
  4. Se ovenfor S. 958.