sysle med og ophjelpe den begyndende fædrelandske, især historiske, Litteratur. Denne Skole, der i en gammel Saga udtrykkelig kaldes „det ypperste Hovedsæde“ for Videnskab og Litteratur[1], vedligeholdtes efter Sæmunds Død 1133 af hans Sønner Loft og Eyjulf, der ligesom Faderen vare Prester. Blandt den sidst nævntes Disciple var den siden som Helgen bekjendte Biskop Thorlak Thorhallssøn i Hole, der altid liden priste sin Lærer som Mønster paa Fromhed og gode Sæder, og som, uagtet sin strenge Religionsiver og uagtet han havde fortsat sine Studier i Paris og Lincoln, dog stedse yndede Saga- og Skalde-Væsen, en Tilbøjelighed, som vistnok alene skyldes hans Ophold paa Odde. Hvorledes Loft Sæmundssøn under et Ophold i Norge blev gift med Thora, Magnus Barfods Datter, og med hende havde Sønnen Jon, er ovenfor nævnt[2]. Efter Faderens og Farbroderens Død tiltraadte Jon, der ogsaa havde ladet sig optage .i den gejstlige Stand som Diakon, sin Fædrenegaard, og vedligeholdt fremdeles Skolen; han ansaaes for den lærdeste, viseste og rigeste Mand paa Øen, navnlig skal hans Bogsamling, der allerede var grundlagt af Sæmund, men siden vistnok stadigt forøget ved de Bøger, der nødvendigviis maa have været afskrevne paa Gaarden selv, have været meget stor for de Tider[3]. At han opfostrede den berømte Snorre Sturlassøn, som her rimeligviis indsugede den Kjærlighed til fædrelandsk Litteratur, især Skalde- og Saga-Væsen, der siden bragte ham, skjønt verdslig Høvding, til at forfatte sine herlige og for Norges Historie uundværlige Verker, vil i det følgende blive omtalt. En anden, ved videnskabelig Iver udmerket Familie var den før omtalte haukadalske[4], hvis litterære Iver egentlig nedarvedes fra den ypperlige, oftere omtalte Hall paa Haukadal, Are fredes Fosterfader og Vejleder i hans historiske Undersøgelser. Hall opfostrede ogsaa Teit, Biskop Isleifs Søn, der efter.ham fik Haukadal, blev Prest, og ligeledes oprettede en Art af Skole, idet han antog mange anseede Ynglinger til Oplærelse, hvoriblandt de forhen omtalte Thorlak Runulfssøn og Bjørn Gilssøn, der begge bleve Biskopper. Teits Søn var Presten Hall den yngre i Haukadal, der, som oven anført, efter Biskop Magnus’s Død blev valgt til Biskop i Skaalholt, men døde udenlands, førend han havde modtaget Indvielsen. Han forstod, heder det, saa mange Sprog, at han paa sin Rejse til Rom overalt uden Tolk kunde
- ↑ Nemlig i den endnu utrykte St. Thorlaks Saga, citeret i „Grønlands historiske Mindesmerker I. S. 23, Not.
- ↑ Om Jon se ovenfor S. 559, 933.
- ↑ Om alt dette, see især Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie, Periode II. Sect I. S. 190 fgg., hvor Oldskrifternes Beretninger fuldstændigt ere samlede.
- ↑ Se ovenfor S. 958.
