tog[1], hvorved man vandt den Fordeel, at kunne lade Fortællingen skride jevnet-e frem. Saadanne Bearbejdelser synes, ogsaa for Snorre Sturlassøns Tid, næsten udelukkende at have været foretagne paa Island eller idetmindste af Islændinger, enten i Norge eller hjemme paa deres Fædreneø, og den Fortjeneste tilkommer saaledes aabenbart Islændingerne, at have samlet, ordnet og fuldstændiggjort de i Norge enten mundtligt eller skriftligt opbevarede Sagn-Overleverelser om Kongerne og deres Bedrifter. Men utvivlsomt er det paa den anden Side, at disse Bearbejdelser og Samlinger fornemmelig kom istand for norske Læseres Skyld og efter norske Høvdingers Tilskyndelse, ligesom det heller ikke er let at sige, hvor vidt Saga-Bearbejderne selv forfattede Beretningerne om ældre Begivenheder, eller optoge de allerede færdige og i Omløb værende Sagastumper, saaledes som de forefandt dem: det sidste er dog det rimeligste. Ligesom i Norge, saaledes dannede der sig ogsaa paa Færøerne og Orknøerne, som det lader, temmelig tidligt staaende Sagn om Høvdingerne og deres Bedrifter. Af disse Sagn besidde vi vel nu kun forholdsviis sildigere og ufuldkomne Samlinger, men nedskrevne have de upaatvivlelig, idet mindste enkeltviis, været allerede i det 12te Aarhundrede[2]. Og da Jomsvikingernes Historie greb saa meget ind i Norges, bleve ogsaa de om dem, og især om Slaget i Hjørungavaag herskende Sagn samlede og nedskrevne, endog, som man maa slutte, af forskjellige, indbyrdes af hinanden uafhængige Bearbejdere[3].
Den lange Blomstrings-Tid under den sidste Deel af Haraldssønner-
- ↑ For Ex. det oven nævnte Ágrip, Fornm. Sögur X. B. der sandsynligviis er noget ældre end 1200, og i den sidste Deel stemmer saa nøje med Morkinskinna, at man tydeligt kan see, at Samleren har benyttet de samme Beretninger, som denne. Længere oppe i Tiden synes han at have benyttet Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga saa vel som den legendariske Olaf den helliges Saga. En større Bearbejdelse er den saakaldte Fagrskinna, egentlig „Ættartal Noregs konunga“, som, i den Skikkelse, hvori den er kommen til os, er afgjort norsk, og hidrørende fra den første Halvdeel af 13de Aarhundrede; det er endog ej usandsynligt, at dens egentlige Text er ældre, eller ligesaa gammel som Ágrip. Den gaar til 1177, og viser sig ligeledes nærmest beslægtet med Morkinskinna og de øvrige Kilder, Ágrip eller Samlerne omkring 1200 have fulgt. Mere herom ved næste Tidsrum.
- ↑ Hos Snorre tales der allerede om „Jarlernes Saga“, se Olaf den helliges Saga Cap. 109; og den nu saakaldte Orkneyingasaga viser sig aabenbart som en, temmelig daarlig sammenføjet, Samling af Smaastumper.
- ↑ Den egentlige saakaldte Jomsvikingasaga afviger nemlig saare meget fra Beretningerne i Fagrskinna og hos Snorre, se ovenfor I. 2, Side 115, flgg. For øvrigt er det ældste Haandskrift, man besidder af Jomsvikingasaga (Cod. Arnam. 291 qv.) neppe stort yngre end 1200, og endda sees Jomsvikingasagas Text at være benyttet ved den norske Bearbejdelse af Odd Munks Verk, se Udgaven af 1853, Cap. 11, jvfr. Moen. S. 84.
