Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1060

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1042
Magnus Erlingsſøn.

tog[1], hvorved man vandt den Fordeel, at kunne lade Fortællingen ſkride jevnet-e frem. Saadanne Bearbejdelſer ſynes, ogſaa for Snorre Sturlasſøns Tid, næſten udelukkende at have været foretagne paa Island eller idetmindſte af Islændinger, enten i Norge eller hjemme paa deres Fædreneø, og den Fortjeneſte tilkommer ſaaledes aabenbart Islændingerne, at have ſamlet, ordnet og fuldſtændiggjort de i Norge enten mundtligt eller ſkriftligt opbevarede Sagn-Overleverelſer om Kongerne og deres Bedrifter. Men utvivlſomt er det paa den anden Side, at disſe Bearbejdelſer og Samlinger fornemmelig kom iſtand for norſke Læſeres Skyld og efter norſke Høvdingers Tilſkyndelſe, ligeſom det heller ikke er let at ſige, hvor vidt Saga-Bearbejderne ſelv forfattede Beretningerne om ældre Begivenheder, eller optoge de allerede færdige og i Omløb værende Sagaſtumper, ſaaledes ſom de forefandt dem: det ſidſte er dog det rimeligſte. Ligeſom i Norge, ſaaledes dannede der ſig ogſaa paa Færøerne og Orknøerne, ſom det lader, temmelig tidligt ſtaaende Sagn om Høvdingerne og deres Bedrifter. Af disſe Sagn beſidde vi vel nu kun forholdsviis ſildigere og ufuldkomne Samlinger, men nedſkrevne have de upaatvivlelig, idet mindſte enkeltviis, været allerede i det 12te Aarhundrede[2]. Og da Jomsvikingernes Hiſtorie greb ſaa meget ind i Norges, bleve ogſaa de om dem, og iſær om Slaget i Hjørungavaag herſkende Sagn ſamlede og nedſkrevne, endog, ſom man maa ſlutte, af forſkjellige, indbyrdes af hinanden uafhængige Bearbejdere[3].

Den lange Blomſtrings-Tid under den ſidſte Deel af Haraldsſønner-

  1. For Ex. det oven nævnte Ágrip, Fornm. Sögur X. B. der ſandſynligviis er noget ældre end 1200, og i den ſidſte Deel ſtemmer ſaa nøje med Morkinſkinna, at man tydeligt kan ſee, at Samleren har benyttet de ſamme Beretninger, ſom denne. Længere oppe i Tiden ſynes han at have benyttet Odd Munks Olaf Tryggvesſøns Saga ſaa vel ſom den legendariſke Olaf den helliges Saga. En ſtørre Bearbejdelſe er den ſaakaldte Fagrſkinna, egentlig „Ættartal Noregs konunga“, ſom, i den Skikkelſe, hvori den er kommen til os, er afgjort norſk, og hidrørende fra den førſte Halvdeel af 13de Aarhundrede; det er endog ej uſandſynligt, at dens egentlige Text er ældre, eller ligeſaa gammel ſom Ágrip. Den gaar til 1177, og viſer ſig ligeledes nærmeſt beſlægtet med Morkinſkinna og de øvrige Kilder, Ágrip eller Samlerne omkring 1200 have fulgt. Mere herom ved næſte Tidsrum.
  2. Hos Snorre tales der allerede om „Jarlernes Saga“, ſe Olaf den helliges Saga Cap. 109; og den nu ſaakaldte Orkneyingaſaga viſer ſig aabenbart ſom en, temmelig daarlig ſammenføjet, Samling af Smaaſtumper.
  3. Den egentlige ſaakaldte Jomsvikingaſaga afviger nemlig ſaare meget fra Beretningerne i Fagrſkinna og hos Snorre, ſe ovenfor I. 2, Side 115, flgg. For øvrigt er det ældſte Haandſkrift, man beſidder af Jomsvikingaſaga (Cod. Arnam. 291 qv.) neppe ſtort yngre end 1200, og endda ſees Jomsvikingaſagas Text at være benyttet ved den norſke Bearbejdelſe af Odd Munks Verk, ſe Udgaven af 1853, Cap. 11, jvfr. Moen. S. 84.