ginal, men det er al Grund til at antage, at det saa godt som uforandret er optaget i en af de ældste Samlinger af Kongesagaer, vi besidde[1]. Det Tidsrum, Erik Oddssøn behandlede, er saaledes vistnok ikke langt, men Isen var dog nu engang brudt, og det af ham heldigt begyndte Arbejde maatte indbyde til Fortsættelse. Det er og, som man seer, blevet fortsat, eller rettere, fra Aaret 1155 begynder en ny Saga om Inge Haraldssøn og hans Brødre, hvis Forfatter man vel ikke kjender, men som dog bærer Præget af at være nedskreven efter Øjevidners Beretning, om just ikke egentlig samtidigt -“— Optegnelsen synes nemlig at være skeet paa Magnus Erlingssøns eller Kong Sverres Tid, maaskee endnu efter dennes egen Foranstaltning — medens den paa den anden Side heller ikke kan være stort yngre, da man allerede fra det følgende Aarhundredes første Decennier har Haandskrifter, hvori disse Kongesagaer ere optagne. Da man nu havde faaet enkelte Kongesagaer fuldstændigt optegnede, maatte den Tanke ligge nær, at foranstalte Samlinger, der omfattede større Dele af den norske Kongehistorie. Hvor tidligt disse Samlinger indrettedes, lader sig nu vanskeligt afgjøre: endnu henved 1180 synes man ej at have haft dem[2], medens man dog uden al Tvivl havde dem i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede[3]; imidlertid var det vistnok først Snorre Sturlassøn, der omkring 1230 bragte en ordentlig, kritisk og dog forholdsviis fuldstændig Sagabearbejdelse istand. Det lader og til, at man aller først indskrænkede sig til at gjøre kortere Ud-
- ↑ Denne Samling er den saakaldte Morkinskinna, No. 1009 fol. i det kjøbenhavnske store kongelige Bibliotheks ældre Haandskriftsamling, skreven, som det lader, omkring 1130, og indeholdende Sagaerne fra Magnus den gode indtil Sigurd Munds Død, hvor den er defekt: rimeligviis har den naaet til 1177. At Erik Oddssøns Arbejde her in extenso er optaget, synes at fremgaa deels deraf, at hvor Snorre og de yngre Sagasamlinger nævne Erik Oddssøn, som den, hvem hiin eller denne Mand fortalte en eller anden Begivenhed, har Morkinskinna kun: „saa sagde N. N.“. Ja den taler endog (Fornm. Sögur VII. 353) stundom i første Person, ligesom der og foran det hele, fra Erik Oddssøn hentede Materiale, sættes følgende Forord: „Nu er at berette om Kong Haralds Sønner, Inge og Sigurd, saaledes som det er fortalt af en forstandig og skjønsom Mand, Erik Oddssøn; og er dette Frasagn meest efter Lendermanden Haakon Mages Fortælling; han sad ved og fortalte om disse Tidender, da de aller først optegnedes; han selv og hans Sønner vare i disse Ferder og i de fleste Træfninger, han kjendte og de Mænd, som her nævnes: den som skrev Sagaen har og nævnt flere sandfærdige Folk som sine Hjemmelsmænd“.
- ↑ Nemlig da Thjodrek Munk, der skrev omkring 1180, endnu klager over Mangel paa Sagaer.
- ↑ Nemlig den Samling, Morkinskinnas Afskriver benyttede.
