Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1059

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1041
Samtidige Saga-Forfattelſer. Erik Oddsſøn.

ginal, men det er al Grund til at antage, at det ſaa godt ſom uforandret er optaget i en af de ældſte Samlinger af Kongeſagaer, vi beſidde[1]. Det Tidsrum, Erik Oddsſøn behandlede, er ſaaledes viſtnok ikke langt, men Iſen var dog nu engang brudt, og det af ham heldigt begyndte Arbejde maatte indbyde til Fortſættelſe. Det er og, ſom man ſeer, blevet fortſat, eller rettere, fra Aaret 1155 begynder en ny Saga om Inge Haraldsſøn og hans Brødre, hvis Forfatter man vel ikke kjender, men ſom dog bærer Præget af at være nedſkreven efter Øjevidners Beretning, om juſt ikke egentlig ſamtidigt -“— Optegnelſen ſynes nemlig at være ſkeet paa Magnus Erlingsſøns eller Kong Sverres Tid, maaſkee endnu efter dennes egen Foranſtaltning — medens den paa den anden Side heller ikke kan være ſtort yngre, da man allerede fra det følgende Aarhundredes førſte Decennier har Haandſkrifter, hvori disſe Kongeſagaer ere optagne. Da man nu havde faaet enkelte Kongeſagaer fuldſtændigt optegnede, maatte den Tanke ligge nær, at foranſtalte Samlinger, der omfattede ſtørre Dele af den norſke Kongehiſtorie. Hvor tidligt disſe Samlinger indrettedes, lader ſig nu vanſkeligt afgjøre: endnu henved 1180 ſynes man ej at have haft dem[2], medens man dog uden al Tvivl havde dem i Begyndelſen af det 13de Aarhundrede[3]; imidlertid var det viſtnok førſt Snorre Sturlasſøn, der omkring 1230 bragte en ordentlig, kritiſk og dog forholdsviis fuldſtændig Sagabearbejdelſe iſtand. Det lader og til, at man aller førſt indſkrænkede ſig til at gjøre kortere Ud-

  1. Denne Samling er den ſaakaldte Morkinſkinna, No. 1009 fol. i det kjøbenhavnſke ſtore kongelige Bibliotheks ældre Haandſkriftſamling, ſkreven, ſom det lader, omkring 1130, og indeholdende Sagaerne fra Magnus den gode indtil Sigurd Munds Død, hvor den er defekt: rimeligviis har den naaet til 1177. At Erik Oddsſøns Arbejde her in extenso er optaget, ſynes at fremgaa deels deraf, at hvor Snorre og de yngre Sagaſamlinger nævne Erik Oddsſøn, ſom den, hvem hiin eller denne Mand fortalte en eller anden Begivenhed, har Morkinſkinna kun: „ſaa ſagde N. N.“. Ja den taler endog (Fornm. Sögur VII. 353) ſtundom i førſte Perſon, ligeſom der og foran det hele, fra Erik Oddsſøn hentede Materiale, ſættes følgende Forord: „Nu er at berette om Kong Haralds Sønner, Inge og Sigurd, ſaaledes ſom det er fortalt af en forſtandig og ſkjønſom Mand, Erik Oddsſøn; og er dette Fraſagn meeſt efter Lendermanden Haakon Mages Fortælling; han ſad ved og fortalte om disſe Tidender, da de aller førſt optegnedes; han ſelv og hans Sønner vare i disſe Ferder og i de fleſte Træfninger, han kjendte og de Mænd, ſom her nævnes: den ſom ſkrev Sagaen har og nævnt flere ſandfærdige Folk ſom ſine Hjemmelsmænd“.
  2. Nemlig da Thjodrek Munk, der ſkrev omkring 1180, endnu klager over Mangel paa Sagaer.
  3. Nemlig den Samling, Morkinſkinnas Afſkriver benyttede.