ver strax righoldigere, ligesom Fortællingen selv mere underholdende. De senere Sagabearbejdere have opbevaret os Navnet paa den Mand, der har den Fortjeneste at have gjort Begyndelsen med den samtidige Optegnelse af Begivenhederne i Norge. Det var Erik Oddssøn, om hvem det heder: Erik skrev den Bog, der er kaldet „Hryggjarstykke[1].“ I denne Bog fortælles der om Harald Gille og hans Sønner, og om Sigurd Slembedjakn, og alt om deres Død[2]. Erik var en forstandig Mand, og opholdt sig paa den Tid lange Stunder i Norge. Nogle Beretninger optegnede han efter hvad Haakon Mage, Lendermand hos Haraldssønnerne, fortalte ham; Haakon og hans Sønner deeltoge nemlig i alle disse Tvistigheder og Raadslagninger; — end nævner han ogsaa flere forstandige Mænd, og saadanne, der skaffede ham Oplysninger; en Deel skrev han ogsaa efter hvad han selv hørte og saa[3]. Man synes heraf at maatte slutte, at Erik Oddssøn var en Islænding[4]. Hans Verk gik neppe længere end til Sigurd Slembedjakns Død, thi der bemerker man tydeligt en Stands og et Spring i Fortællingen[5], Verket selv er nu ikke længer forhaanden i Ori-
- ↑ Saaledes kaldtes et Slags Fugl; se den arnamagn. Udg. af Snorre, Edda og Skaalda II. 488, man gav oftere Bøger Navne efter Fugle, nemlig med Hensyn til Pennen, hvormed de vare skrevne, saaledes: „Graagaas“, „Graafugl“.
- ↑ Dette om deres Død kunde gaa paa Haraldssønnerne selv, men efter hvad der nedenfor anføres bliver det dog vist, at her kun Sigurd Slembedjakns og Magnus blindes Død er meent.
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 12, Snorre Cap. 11.
- ↑ Hertil kan alene Udtrykket „han opholdt sig lange Stunder i Norge“ sigte. Merkes maa det imidlertid, at Morkinskinna, den ældste Samling, ikke har dette Tillæg, og at i alle Fald enten han selv ved sit lange Ophold i Norge maa have tilegnet sig den norske Udtryksmaade, eller og Nedskriveren af den Text, Morkinskinnas aabenbart islandske Skriver fulgte, maa have været norsk, da blandt andet Ugedagenes Benævnelse paa den norske (d. e. gamle), ej som hos Snorre og i de større Sagasamlinger, paa den islandske, af Biskop Jon indførte Maade (se ovenfor Side 637) øjensynligt røber norsk Opfindelse. Noget tidligere end oven anførte Sted (Cap. 8. Snorre Cap. 7) staar der, at Erik aller først optegnede Beretningen om Sigurd Slembedjakns Begravelse, Inge Haraldssøns Saga Cap. 13, Snorre Cap. 12.
- ↑ Strax efter det nysnævnte Sted begynder nemlig det følgende Cap. med Sigurd og Inge, havde raadet for Norge 6 Aar, o. s. v., hvorefter der følger en Beskrivelse over Kongernes Udseende, endeel Beretninger om deres og Erling Skakkes Familieforhold, uden bestemte Tidsangivelser, et Uddrag af Orkneyingasagas Fortælling om Ragnvalds og Erlings Korstog (Cap. 14—18, Snorre Cap. 13—18), en Episode om Eysteins Krigstog (Cap. 19—20), en ny Skildring af Kongerne og deres Forhold, Cap. 21—23, se nedenfor 21—23, og endelig en kort Beretning om Kardinal Nikolas (Cap. 22, Snorre 23). Da først begynder en fuldstændig Fremstilling af Begivenhederne ved Kong Sigurds Død, hvilken Fremstilling fortsættes i stadig Fremskriden indtil langt siid i Magnus Erlingssøns Historie.
