Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1058

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1040
Magnus Erlingsſøn.

ver ſtrax righoldigere, ligeſom Fortællingen ſelv mere underholdende. De ſenere Sagabearbejdere have opbevaret os Navnet paa den Mand, der har den Fortjeneſte at have gjort Begyndelſen med den ſamtidige Optegnelſe af Begivenhederne i Norge. Det var Erik Oddsſøn, om hvem det heder: Erik ſkrev den Bog, der er kaldet „Hryggjarſtykke[1].“ I denne Bog fortælles der om Harald Gille og hans Sønner, og om Sigurd Slembedjakn, og alt om deres Død[2]. Erik var en forſtandig Mand, og opholdt ſig paa den Tid lange Stunder i Norge. Nogle Beretninger optegnede han efter hvad Haakon Mage, Lendermand hos Haraldsſønnerne, fortalte ham; Haakon og hans Sønner deeltoge nemlig i alle disſe Tviſtigheder og Raadſlagninger; — end nævner han ogſaa flere forſtandige Mænd, og ſaadanne, der ſkaffede ham Oplysninger; en Deel ſkrev han ogſaa efter hvad han ſelv hørte og ſaa[3]. Man ſynes heraf at maatte ſlutte, at Erik Oddsſøn var en Islænding[4]. Hans Verk gik neppe længere end til Sigurd Slembedjakns Død, thi der bemerker man tydeligt en Stands og et Spring i Fortællingen[5], Verket ſelv er nu ikke længer forhaanden i Ori-

  1. Saaledes kaldtes et Slags Fugl; ſe den arnamagn. Udg. af Snorre, Edda og Skaalda II. 488, man gav oftere Bøger Navne efter Fugle, nemlig med Henſyn til Pennen, hvormed de vare ſkrevne, ſaaledes: „Graagaas“, „Graafugl“.
  2. Dette om deres Død kunde gaa paa Haraldsſønnerne ſelv, men efter hvad der nedenfor anføres bliver det dog viſt, at her kun Sigurd Slembedjakns og Magnus blindes Død er meent.
  3. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 12, Snorre Cap. 11.
  4. Hertil kan alene Udtrykket „han opholdt ſig lange Stunder i Norge“ ſigte. Merkes maa det imidlertid, at Morkinſkinna, den ældſte Samling, ikke har dette Tillæg, og at i alle Fald enten han ſelv ved ſit lange Ophold i Norge maa have tilegnet ſig den norſke Udtryksmaade, eller og Nedſkriveren af den Text, Morkinſkinnas aabenbart islandſke Skriver fulgte, maa have været norſk, da blandt andet Ugedagenes Benævnelſe paa den norſke (d. e. gamle), ej ſom hos Snorre og i de ſtørre Sagaſamlinger, paa den islandſke, af Biſkop Jon indførte Maade (ſe ovenfor Side 637) øjenſynligt røber norſk Opfindelſe. Noget tidligere end oven anførte Sted (Cap. 8. Snorre Cap. 7) ſtaar der, at Erik aller førſt optegnede Beretningen om Sigurd Slembedjakns Begravelſe, Inge Haraldsſøns Saga Cap. 13, Snorre Cap. 12.
  5. Strax efter det nysnævnte Sted begynder nemlig det følgende Cap. med Sigurd og Inge, havde raadet for Norge 6 Aar, o. ſ. v., hvorefter der følger en Beſkrivelſe over Kongernes Udſeende, endeel Beretninger om deres og Erling Skakkes Familieforhold, uden beſtemte Tidsangivelſer, et Uddrag af Orkneyingaſagas Fortælling om Ragnvalds og Erlings Korstog (Cap. 14—18, Snorre Cap. 13—18), en Epiſode om Eyſteins Krigstog (Cap. 19—20), en ny Skildring af Kongerne og deres Forhold, Cap. 21—23, ſe nedenfor 21—23, og endelig en kort Beretning om Kardinal Nikolas (Cap. 22, Snorre 23). Da førſt begynder en fuldſtændig Fremſtilling af Begivenhederne ved Kong Sigurds Død, hvilken Fremſtilling fortſættes i ſtadig Fremſkriden indtil langt ſiid i Magnus Erlingsſøns Hiſtorie.