Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/106

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
88
Magnus den gode.

at han renſede Vejen til Jordan for Røvere. Derpaa, ſiges der, vendte han tilbage til Myklegaard[1].

Snorre Sturlesſøn fortæller i ſin Beretning om Kongeſagaerne omtrent det ſamme, kun noget kortere, og udelader den hele Fortælling om Slaget mod Hedningerne, St Olafs Jertegn og Oprettelſen af Kirken i Conſtantinopel, aabenbart fordi han, følgende en ſenere Fremſtillingsmaade af den ſamme Legende, der aller førſt forefindes i Einar Skulesſøns Kvad, kaldet Geiſle, ſom han omkring 1154 digtede om St. Olaf og hans Jertegn, indfører den med nogle Forandringer paa et ſenere Sted i ſit Skrift, og lader den foregaa under Kyrialax (d. e. Kejſer Alexios Komnenos) paa de ſaakaldte Petzinavolde, d. e. Sletterne ved Floden Bitzina i Bulgarien. Man ſeer her tydeligt, at den, der i dette Stykke var Einar Skulesſøns Hjemmelsmand, maa have været den norſke Lendermand Eindride unge, der juſt ved hiin Tid nys var kommen tilbage fra Conſtantinopel, og at han egentlig har haft et Slag for Øje, ſom Alexius’s Søn Kalo-Johannes i Aaret 1122 leverede de ſaakaldte Skyther, altſaa Vlakher eller Petſcheneger, og hvor Væringerne, efter de byzantinſke Forfatteres udtrykkelige Vidnesbyrd, ved deres Tapperhed ſkaffede Kejſeren Sejr[2]. Snorre taler heller ikke

  1. Morkinſkinna og Flatøbogens dette Stykke er aftrykt i Antiquités Russes, II. S. 19 flg. Morkinſkinna ſelv er ſkreven med en Haand fra Begyndelſen af det 13de Aarhundrede, og dens Bearbejdelſe viſer ſig i flere Henſeender at være ældre end Snorres og de øvrige Kongeſagaers.
  2. Snorre anfører det i Haakon Herdebreds Saga, Cap. 20. Hans Fortælling lyder i Korthed ſaaledes. „Da Kyrialax var Konge i Grækenland, drog han i Hærferd mod Blakmændene (d. e. Vlakkerne). Da han kom til Petzina-Volden (Sletterne) mødte en hedenſk Konge ham med en uhyre Hær; han havde Heſtfolk og ſtore Vogne med Vigſkard (Skydeſkaar), hvilke Vogne om Nætterne brugtes til at danne en Vognborg uden om Lejren. Hedningekongen var blind. Grækerne angrebe Hedningerne, ſom havde ſat deres Fylking foran Vognborgen, men bleve ſlagne tilbage med ſtort Tab. Kongen (Kejſeren) lod nu Franker og Flæminger angribe dem, men med ſamme Udfald. Da han bebrejdede ſine Mænd dette, bade de ham forſøge Væringerne, ſine Viinbelge (Viindrankere). Kongen vilde nødig ſpilde ſine bedſte Mænd ved at ſende dem, ſaa faa i Tallet, mod en ſaa ſtor Hær; men Væringehøvdingen Thore Helſing ſagde at han og hans Mænd gjerne ſkulde ſtyrte ſig i brændende Ild for at ſkaffe ham Fred. Kongen bad dem da gjøre et Løfte til ſin Konge St. Olaf for at faa Hjelp af ham: de lovede højtideligt at rejſe ham en Kirke i Myklegaard paa deres Bekoſtning. Derpaa angreb de modigt Hedningerne, ſkjønt de ſelv kun vare halvfemtehundrede Mand (540) ſterke, og der var 60 Hedninger for een Væring. Da de øvrige Hedninger undredes over at en ſaa liden Flok vovede at angribe dem, ſpurgte den blinde Konge, hvo den majeſtætiſke Mand var, ſom reed foran dem paa en hvid Heſt. Denne Mand kunde de andre Hedninger ej ſee, men der kom Rædſel i deres Hær; de flygtede, deres Konge blev fangen og deres Lejr og Vognborg indtagen. I det følgende Cap. (21) fortæller Snorre om hvorledes det engang, da Væringerne vare ude i Felten med Kyrialax, op-