at han rensede Vejen til Jordan for Røvere. Derpaa, siges der, vendte han tilbage til Myklegaard[1].
Snorre Sturlessøn fortæller i sin Beretning om Kongesagaerne omtrent det samme, kun noget kortere, og udelader den hele Fortælling om Slaget mod Hedningerne, St Olafs Jertegn og Oprettelsen af Kirken i Constantinopel, aabenbart fordi han, følgende en senere Fremstillingsmaade af den samme Legende, der aller først forefindes i Einar Skulessøns Kvad, kaldet Geisle, som han omkring 1154 digtede om St. Olaf og hans Jertegn, indfører den med nogle Forandringer paa et senere Sted i sit Skrift, og lader den foregaa under Kyrialax (d. e. Kejser Alexios Komnenos) paa de saakaldte Petzinavolde, d. e. Sletterne ved Floden Bitzina i Bulgarien. Man seer her tydeligt, at den, der i dette Stykke var Einar Skulessøns Hjemmelsmand, maa have været den norske Lendermand Eindride unge, der just ved hiin Tid nys var kommen tilbage fra Constantinopel, og at han egentlig har haft et Slag for Øje, som Alexius’s Søn Kalo-Johannes i Aaret 1122 leverede de saakaldte Skyther, altsaa Vlakher eller Petscheneger, og hvor Væringerne, efter de byzantinske Forfatteres udtrykkelige Vidnesbyrd, ved deres Tapperhed skaffede Kejseren Sejr[2]. Snorre taler heller ikke
- ↑ Morkinskinna og Flatøbogens dette Stykke er aftrykt i Antiquités Russes, II. S. 19 flg. Morkinskinna selv er skreven med en Haand fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, og dens Bearbejdelse viser sig i flere Henseender at være ældre end Snorres og de øvrige Kongesagaers.
- ↑ Snorre anfører det i Haakon Herdebreds Saga, Cap. 20. Hans Fortælling lyder i Korthed saaledes. „Da Kyrialax var Konge i Grækenland, drog han i Hærferd mod Blakmændene (d. e. Vlakkerne). Da han kom til Petzina-Volden (Sletterne) mødte en hedensk Konge ham med en uhyre Hær; han havde Hestfolk og store Vogne med Vigskard (Skydeskaar), hvilke Vogne om Nætterne brugtes til at danne en Vognborg uden om Lejren. Hedningekongen var blind. Grækerne angrebe Hedningerne, som havde sat deres Fylking foran Vognborgen, men bleve slagne tilbage med stort Tab. Kongen (Kejseren) lod nu Franker og Flæminger angribe dem, men med samme Udfald. Da han bebrejdede sine Mænd dette, bade de ham forsøge Væringerne, sine Viinbelge (Viindrankere). Kongen vilde nødig spilde sine bedste Mænd ved at sende dem, saa faa i Tallet, mod en saa stor Hær; men Væringehøvdingen Thore Helsing sagde at han og hans Mænd gjerne skulde styrte sig i brændende Ild for at skaffe ham Fred. Kongen bad dem da gjøre et Løfte til sin Konge St. Olaf for at faa Hjelp af ham: de lovede højtideligt at rejse ham en Kirke i Myklegaard paa deres Bekostning. Derpaa angreb de modigt Hedningerne, skjønt de selv kun vare halvfemtehundrede Mand (540) sterke, og der var 60 Hedninger for een Væring. Da de øvrige Hedninger undredes over at en saa liden Flok vovede at angribe dem, spurgte den blinde Konge, hvo den majestætiske Mand var, som reed foran dem paa en hvid Hest. Denne Mand kunde de andre Hedninger ej see, men der kom Rædsel i deres Hær; de flygtede, deres Konge blev fangen og deres Lejr og Vognborg indtagen. I det følgende Cap. (21) fortæller Snorre om hvorledes det engang, da Væringerne vare ude i Felten med Kyrialax, op-
