Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/105

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
87
Harald Sigurdsſøns Bedrifter i Levanten.

St. Olaf[1]. Det ſees ved førſte Øjekaſt, at den Begivenhed, der ligger til Grund for Sagaernes legendemæsſige Beretning, er det ovenfor omtalte Slag ved Thesſalonike mod Bulgarerne, hvor ogſaa Grækerne troede at ſee en Helgen ride foran Hæren og udbrede Skræk og Fordærvelſe i Hedningernes Rækker. Man maa ſlutte, at Legendeſagnet allerede i eller rinder Slaget ſelv er opkommet, og at Grækerne have henført det til St. Demetrius, medens Væringerne henførte det til deres Nationalhelgen, St. Olaf. Derpaa tales om det egentlige Tog til Sicilien, hvor Gyrge og Harald atter, ſom det ſiges, vare ude tilſammen, og hvor den Aftale var gjort, at der af hvert Skib ſkulde gives Kejſeren 120 Merker, men at Krigerne ſelv ſkulde beholde hvad der vandtes over dette Beløb. Der meddeles dog ingen fuldſtændig Beſkrivelſe over Toget; Beretningen indſkrænker ſig til en temmelig vidtløftig Meddelelſe af nogle Krigspuds, hvorved Harald indtog flere Borge eller befeſtede Steder, ligeſom der et Par Gange tales om Gyrges Modløshed og Mangel paa Foretagelſesaand, Beretningen ender med at Harald, efter at have deeltaget i l8 Slag, bliver uenig med Gyrge om Byttet, for hvilket denne vil beſvige ham, og at Gyrge nu drager hjem til Conſtantinopel, hvor han ſøger at bagvaſke Harald, medens denne derimod drager umiddelbart fra Sicilien til Jorſalaland med hele ſin Hær, for at hode ſine Synder mod Gud. Her følger nu den ovenfor berørte Fortælling, at hvor han kom i Jorſalaland, overgave alle Borge og Stæder ſig frivilligt til ham, at han gik til Jordan og badede ſig paa Pilegrims Viis, at han ſkjenkede rige Gaver, og

  1. De Hindringer, Kejſeren lagde i Vejen for Kirkens Indvielſe m. m, ſkulle ifølge Harald Haardraades Saga, Cap. 7 have varet følgende. Førſt forbyder han reent ud Indvielſen. Harald lader da et Gilde berede i den Tanke, at man derved ſkulde kunne komme til at indvie Kirken, men Kejſeren lægger Forbud paa at ſælge ham Brænde til Gildet. Da lader Harald tage gamle Skibsſkrog, Tougverk og Valnødder, og bruge til at koge og ſtege ved, ſaa at Gildet lige fuldt kommer iſtand. Ved Gildet beder han Biſkoppen at indvie Kirken: denne undſkylder ſig med ſin Frygt for Kejſeren. Harald gaar da ſelv til Kejſeren, foreſtiller ham hvor uretfærdigt det er at negte St. Olaf den Ære, og faar endelig hans Samtykke, ja faar endog Kejſeren ſelv til at komme til Gildet. Nu bliver Kirken indviet og forſynet med en ſtor Klokke, af hvilken Kejſeren dog lader Kolven udtage. Men St. Olaf aabenbarer ſig for ham i Drømme og truer ham: han falder i en ſvar Sygdom, ſaa at Zoe maa ſpørge Harald om Raad: han raader nu til at give St. Olafs Klokke Kolven tilbage; det ſkeer, og Kejſeren helbredes. Hiint Sagn om Haralds Opfindſomhed til at ſkaffe ſig Brændematerial fortælles ogſaa om Sigurd Jorſalafare: det forekommer tillige i Æventyret om Fortunat, og viſer ſig ſaaledes ſom en af de ſtaaende Sagn fra Middelalderen. Det andet er aldeles legendariſk, ligeſom ſelve Sagnet om Anledningen til Kirkens Opførelſe.