hvorledes han kæmpede mod Frankerne, og Thjodolf, hvorledes han landede i Longibardien, begge Dele tinder det sicilisk-italienske Tog; i Apulien lade de ham da skaffe sig Skibe og drage til Constantinopel, fordi Skalden Bolverk saaledes, som oven anført, skildrer hans Tilbagekomst til Constantinopel med eller rettere paa en prægtig Flaade. Ved Ankomsten til Constantinopel lade de Michael Katalaktus være Kejser tilligemed Som af de ovenfor anførte Grunde; de lade Harald strax faa Tjeneste og drage paa Galejerne ud i Grækenlandshavet, under Anførsel af Gyrge, d. e. Maniakes. Allerede paa dette Tog, der gjaldt Farvandene om Grækenlands Øer, lade de ham blive Væringernes Anfører. Til dette Tog henføre de ogsaa et Par Beretninger, hvilke, om der ligger noget sandt til Grund for dem, alene kunne have fundet Sted paa det siciliske Tog, nemlig de, som her nedenfor (S. 92) meddeles om Haralds Uenighed med Gyrge, hvorledes han overlistede ham, og hvorledes „Latinmændene“ forlode Gyrge og forenede sig med Harald. Denne styrede, siges der, til Afrika, hvilket Væringerne kalde Serkland, her vandt han 80 Borge, opholdt sig mange Aar, og vandt.store Skatte, hvorefter han drog med Hæren til Blaaland. Hvorledes dette skal forstaaes, nemlig hvorledes Sagabearbejderen har antaget det af Skaldene nævnte Serkland for at være Afrika, i Stedet for Syrien og Babylonien, er ovenfor viist. Fra Blaatand, siges der videre, drog han atter tilbage til Constantinopel. Derpaa fortælles der, hvorledes Kejser Michael faar et Krigsbudskab om at en stor Hedningehær er kommen i hans Rige, og anretter store Ødelæggelser. Gyrge siger, at det nu er Tid at prøve Haralds og Væringernes Dygtighed, saa meget mere som mange havde den temmelig grundede Formodning om den saakaldte Nordbrikt, at han var en kongebaaren Mand, og saaledes var uberettiget til at gaa i græsk Krigstjeneste. Kejseren indvender herimod, at Harald i alle Fald var en dygtig og paalidelig Stridsmand, og at Væringerne vare hans bedste Landværnsmænd; dog byder han Væringerne at drage imod Hedningerne, der deels ved deres Mængde, deels ogsaa ved deres jærnbeslagne Stridsvogne vare yderst farlige at binde an med. Harald opmuntrer dog sine Mænd til at gaa trøstigt i Faren, og vise Grækerne hvad de due til: han paakalder Guds og sin Broder St. Olafs Bistand, og lover at lade bygge og indvie en Kirke til hans Ære i Constantinopel, hvis han vil komme dem til Hjelp. Det viser sig ogsaa at denne Hjelp er virksom, thi Hedningernes Vogne staa fast, saa at de ej kunne flyttes af Stedet, og den viseste af Hedningernes Konger, men som var blind, forkynder, at han desuagtet seer en Mand ride paa en hvid Hest foran Væringernes Flok, og udbrede Forfærdelse omkring sig. Der-over blive Hedningerne skrækslagne og flygte, Væringerne sejre, og Kirken bliver siden opbygget, og efter flere Vanskeligheder, Kejseren lægger i Vejen, indviet til
