Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/104

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
86
Magnus den gode.

hvorledes han kæmpede mod Frankerne, og Thjodolf, hvorledes han landede i Longibardien, begge Dele tinder det ſiciliſk-italienſke Tog; i Apulien lade de ham da ſkaffe ſig Skibe og drage til Conſtantinopel, fordi Skalden Bolverk ſaaledes, ſom oven anført, ſkildrer hans Tilbagekomſt til Conſtantinopel med eller rettere paa en prægtig Flaade. Ved Ankomſten til Conſtantinopel lade de Michael Katalaktus være Kejſer tilligemed Som af de ovenfor anførte Grunde; de lade Harald ſtrax faa Tjeneſte og drage paa Galejerne ud i Grækenlandshavet, under Anførſel af Gyrge, d. e. Maniakes. Allerede paa dette Tog, der gjaldt Farvandene om Grækenlands Øer, lade de ham blive Væringernes Anfører. Til dette Tog henføre de ogſaa et Par Beretninger, hvilke, om der ligger noget ſandt til Grund for dem, alene kunne have fundet Sted paa det ſiciliſke Tog, nemlig de, ſom her nedenfor (S. 92) meddeles om Haralds Uenighed med Gyrge, hvorledes han overliſtede ham, og hvorledes „Latinmændene“ forlode Gyrge og forenede ſig med Harald. Denne ſtyrede, ſiges der, til Afrika, hvilket Væringerne kalde Serkland, her vandt han 80 Borge, opholdt ſig mange Aar, og vandt.ſtore Skatte, hvorefter han drog med Hæren til Blaaland. Hvorledes dette ſkal forſtaaes, nemlig hvorledes Sagabearbejderen har antaget det af Skaldene nævnte Serkland for at være Afrika, i Stedet for Syrien og Babylonien, er ovenfor viiſt. Fra Blaatand, ſiges der videre, drog han atter tilbage til Conſtantinopel. Derpaa fortælles der, hvorledes Kejſer Michael faar et Krigsbudſkab om at en ſtor Hedningehær er kommen i hans Rige, og anretter ſtore Ødelæggelſer. Gyrge ſiger, at det nu er Tid at prøve Haralds og Væringernes Dygtighed, ſaa meget mere ſom mange havde den temmelig grundede Formodning om den ſaakaldte Nordbrikt, at han var en kongebaaren Mand, og ſaaledes var uberettiget til at gaa i græſk Krigstjeneſte. Kejſeren indvender herimod, at Harald i alle Fald var en dygtig og paalidelig Stridsmand, og at Væringerne vare hans bedſte Landværnsmænd; dog byder han Væringerne at drage imod Hedningerne, der deels ved deres Mængde, deels ogſaa ved deres jærnbeſlagne Stridsvogne vare yderſt farlige at binde an med. Harald opmuntrer dog ſine Mænd til at gaa trøſtigt i Faren, og viſe Grækerne hvad de due til: han paakalder Guds og ſin Broder St. Olafs Biſtand, og lover at lade bygge og indvie en Kirke til hans Ære i Conſtantinopel, hvis han vil komme dem til Hjelp. Det viſer ſig ogſaa at denne Hjelp er virkſom, thi Hedningernes Vogne ſtaa faſt, ſaa at de ej kunne flyttes af Stedet, og den viſeſte af Hedningernes Konger, men ſom var blind, forkynder, at han desuagtet ſeer en Mand ride paa en hvid Heſt foran Væringernes Flok, og udbrede Forfærdelſe omkring ſig. Der-over blive Hedningerne ſkrækſlagne og flygte, Væringerne ſejre, og Kirken bliver ſiden opbygget, og efter flere Vanſkeligheder, Kejſeren lægger i Vejen, indviet til