Haardraade, Olaf kyrre, Magnus Barfod og dennes Sønner, bære Præget af at være Bearbejdelser af løse, indbyrdes usammenhængende Stumper (þættir), ved hvis Sammenkjedning man har søgt, saameget som muligt, at bøde paa den iøjnefaldende Mangel af virkelig historiskt Stof. Det er saaledes forholdsviis saare lidet, hvad der fortælles om Magnus den godes og Harald Haardraades egentlige Levnet og Regjeringshandlinger. Hvad man der især dvæler ved, er Krigene i Danmark og England, hvorom der var flere ypperlige Kvad, der kunde støtte Traditionen, ligeledes ved Harald Haardraades Bedrifter i Constantinopel, hvorom der allerede tildeels ved Halldor Snorressøns Fortællinger, var formet en bestemt Saga, der dog, som vi have seet, tidligt maa være bleven meget forvansket og udsmykket[1]; for øvrigt er Harald Haardraades Saga i den vidtløftigste Bearbejdelse opfyldt af en Mængde Smaafortællinger om Islændinger, der opholdt sig hos ham, medens derimod hele Aar af hans Regjeringstid forbigaaes, som om intet af Vigtighed i dem havde fundet Sted[2]. Man seer ogsaa af de betydelige Afvigelser, der med Hensyn saavel til den Orden hvori, som Maaden hvorpaa Begivenhederne fortælles, i de forskjellige Bearbejdelser af disse Sager, der have vedligeholdt sig til vor Tid, at det forhaandenværende Stof maa have været højst usikkert og svævende. Da etsteds en Thorgils Snorressøn anføres som Kilde, der med Tillæg at han havde talt med en Datter af Steigar-Thores Søn Guthorm, fremgaar heraf, at den første Bearbejdelse maa have fundet Sted i det mindste to, om ikke tre Generationer efter de Begivenheder, der optegnedes, thi Guthorm var en Svigerfader af Kong Eystein, og Thorgils maa saaledes have levet paa og rimeligviis efter Sigurd Jorsalafarers Tid[3]. Hvorvidt Are frode har ef-
- ↑ Se herom ovenfor, S. 224. Denne Islænding, der vidste at fortælle saa mange Sagaer, hed ifølge Morkinskinna Thorstein frode. Han paaberaabes som Autoritet ved Beretningen om St. Olafs og Kong Olaf svenskes Sammenkomst i Olaf den helliges Saga Cap. 89, Snorre Cap. 97, jvfr. ovenfor I. 2 S 571, og sandsynligviis har han da blandt sine mange Sagaer især kunnet fortælle flere Stumper om Olaf den hellige, navnlig de ypperlige Beretninger om Forhandlingerne med Sverige, som Snorre fuldstændigt har opbevaret. For øvrigt har vel hans Forraad især bestaaet af islandske Slægtsagaer og Æventyr.
- ↑ Hos Snorre, der udelader alle disse Stumper, svinder derfor Haralds Saga betydeligt ind. En Deel af hans Saga synes at være formet af en egen Saga om Haakon Jarls Æt, fornemmelig Einar Thambarskelve og Haakon Ivarssøn.
- ↑ Om Thorgils se ovenfor S. 130. Den Thorgils Snorressøn, der omtales i Sturlungasaga ved 1160—70, hvor der handles om Stridighederne mellem Hvamm-Sturla og Einar Thorgilssøn, se ovenfor S. 959, kunde vel til Nød for Tidens Skyld være den samme som hiin, men da han omtales som en yngre Mand, og temmelig ubekjendt, medens derimod hiin Thorgils’s egent-
