Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1056

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1038
Magnus Erlingsſøn.

Haardraade, Olaf kyrre, Magnus Barfod og dennes Sønner, bære Præget af at være Bearbejdelſer af løſe, indbyrdes uſammenhængende Stumper (þættir), ved hvis Sammenkjedning man har ſøgt, ſaameget ſom muligt, at bøde paa den iøjnefaldende Mangel af virkelig hiſtoriſkt Stof. Det er ſaaledes forholdsviis ſaare lidet, hvad der fortælles om Magnus den godes og Harald Haardraades egentlige Levnet og Regjeringshandlinger. Hvad man der iſær dvæler ved, er Krigene i Danmark og England, hvorom der var flere ypperlige Kvad, der kunde ſtøtte Traditionen, ligeledes ved Harald Haardraades Bedrifter i Conſtantinopel, hvorom der allerede tildeels ved Halldor Snorresſøns Fortællinger, var formet en beſtemt Saga, der dog, ſom vi have ſeet, tidligt maa være bleven meget forvanſket og udſmykket[1]; for øvrigt er Harald Haardraades Saga i den vidtløftigſte Bearbejdelſe opfyldt af en Mængde Smaafortællinger om Islændinger, der opholdt ſig hos ham, medens derimod hele Aar af hans Regjeringstid forbigaaes, ſom om intet af Vigtighed i dem havde fundet Sted[2]. Man ſeer ogſaa af de betydelige Afvigelſer, der med Henſyn ſaavel til den Orden hvori, ſom Maaden hvorpaa Begivenhederne fortælles, i de forſkjellige Bearbejdelſer af disſe Sager, der have vedligeholdt ſig til vor Tid, at det forhaandenværende Stof maa have været højſt uſikkert og ſvævende. Da etſteds en Thorgils Snorresſøn anføres ſom Kilde, der med Tillæg at han havde talt med en Datter af Steigar-Thores Søn Guthorm, fremgaar heraf, at den førſte Bearbejdelſe maa have fundet Sted i det mindſte to, om ikke tre Generationer efter de Begivenheder, der optegnedes, thi Guthorm var en Svigerfader af Kong Eyſtein, og Thorgils maa ſaaledes have levet paa og rimeligviis efter Sigurd Jorſalafarers Tid[3]. Hvorvidt Are frode har ef-

  1. Se herom ovenfor, S. 224. Denne Islænding, der vidſte at fortælle ſaa mange Sagaer, hed ifølge Morkinſkinna Thorſtein frode. Han paaberaabes ſom Autoritet ved Beretningen om St. Olafs og Kong Olaf ſvenſkes Sammenkomſt i Olaf den helliges Saga Cap. 89, Snorre Cap. 97, jvfr. ovenfor I. 2 S 571, og ſandſynligviis har han da blandt ſine mange Sagaer iſær kunnet fortælle flere Stumper om Olaf den hellige, navnlig de ypperlige Beretninger om Forhandlingerne med Sverige, ſom Snorre fuldſtændigt har opbevaret. For øvrigt har vel hans Forraad iſær beſtaaet af islandſke Slægtſagaer og Æventyr.
  2. Hos Snorre, der udelader alle disſe Stumper, ſvinder derfor Haralds Saga betydeligt ind. En Deel af hans Saga ſynes at være formet af en egen Saga om Haakon Jarls Æt, fornemmelig Einar Thambarſkelve og Haakon Ivarsſøn.
  3. Om Thorgils ſe ovenfor S. 130. Den Thorgils Snorresſøn, der omtales i Sturlungaſaga ved 1160—70, hvor der handles om Stridighederne mellem Hvamm-Sturla og Einar Thorgilsſøn, ſe ovenfor S. 959, kunde vel til Nød for Tidens Skyld være den ſamme ſom hiin, men da han omtales ſom en yngre Mand, og temmelig ubekjendt, medens derimod hiin Thorgils’s egent-