historiske Beretninger om St. Olaf og de ældre Konger, fornemmelig efter Odd Kolssøns, eller egentlig Thorgeir Afraadskolls, og Hall Thorarinssøns Fortællinger, og at disse Optegnelser kunne have været foretagne ved Halls Fostersøn, Are frode, der efter Snorre Sturlassøns Vidnesbyrd fornemmelig, af Odd, Halle og Thurid Snorredatter erholdt Materialierne til sine historiske Arbejder[1]. Men vist synes det alligevel efter hvad der tidligere er anført, at hine Optegnelser, de være nu gjorte ved Are eller ej, i alle Fald blot kunne have været fragmentariske, at den egentlige Redaktion og historiske Bearbejdelse af de ældre Kongesagaer først skyldes Snorre Sturlassøn, hvorom i det følgende, og at Ares væsentigste Skribentvirksomhed ved Siden af Landnamsbogens Affattelse har indskrænket sig til hans Islendingabok, hvori han fornemmelig synes at have haft Chronologiens Fastsættelse for Øje, idet han tillige gav en kort Oversigt over de vigtigste Begivenheder paa Island indtil hans Tid[2]. Den af de øvrige Kongesagaer, der næst efter Nationalhelgenens Saga optegnedes, er rimeligviis hans Forgænger i Christendommens Forkyndelse, Olaf Trygvessøns. Det er bekjendt, at den omkring 1180 bearbejdedes af to Munke i Thingøres Kloster, Odd Snorressøn og Gunnlaug Leifssøn, der dog begge skreve paa Latin, og, som man af flere Omstændigheder kan slutte, med Forkjærlighed, især Odd, dvælede ved det overnaturlige og legendariske[3]. Odds Skrift blev imidlertid oversat eller rettere omarbejdet paa norsk, og saa tidligt, at Omarbejdelsen allerede før Aarhundredets Udgang, og sandsynligviis endnu i Odds levende Live, kunde lægges til Grund for de første Forsøg, der gjordes til Udarbejdelsen af en fuldstændig norsk Kongehistorie, ved at sammenknytte og bearbejde de enkelte Kongesagaer til et samlet heelt[4]. Ogsaa de Sagaer, vi have om Magnus den gode, Harald
- ↑ Se ovenfor S. 633.
- ↑ Se ovenfor S. 624.
- ↑ Se Fortalen til Udgaven af Odds Verk, Christiania 1853, ligeledes Fortalen til nærv. Skrift I. 2. S. VII.
- ↑ Man finder nemlig, som det i den nys nævnte Fortale er viist, allerede i Ágrip, den første Udtogssamling af norske Kongesagaer, der neppe er yngre end 1200, Stykker, uforandret optagne fra den norske Oversættelse af Odds Verk, ligesom Thjodrek Munk, der skrev paa Latin lidt tidligere, ogsaa har benyttet Odd, skjønt han muligtviis kan have haft den latinske Original. I hvilket Forhold Gunnlaugs Verk har staaet til Odds, er nu vanskeligt at afgjøre; skjønt: de begge aabenbart fornemmelig vare legendariske, lader det dog til at Gunnlaugs har indeholdt mere reenhistorisk Stof, deels fordi det udtrykkeligt siges om Gunnlaug, at han benyttede Are frodes Bøger (de af Are forfattede Skrifter eller hans efterladte Bogsamling?), deels fordi hans Verk ved Siden af Snorres Bearbejdelse nærmest synes at have været lagt til Grund for den vidtløftige Redaktion af Olaf Tryggvessøns Saga, som omkring 1330 besørgedes af Abbed Berg i Tveraa, og hvoraf flere Afskrifter ere opbevarede.
