Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1054

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1036
Magnus Erlingsſøn.

at nævnes, ſom Forfatter af Kvadet „Sigurdarbolk“, om Sigurd Slembedjakn, af hvilket en heel Deel Vers ere opbevarede[1]. Kong Inges Bedrifter bleve forherligede af Skalden Kolle den prude, af hvis Kvad vel kun faa Brudſtykker, men disſe af temmelig Vigtighed, ere tilbage[2]. Blandt de førſte norſke Sagaer, ſom optegnedes enten af Nordmænd eller Islændinger, var uden Tvivl Nationalhelgenen St. Olafs, om hvilken Legender allerede foredroges i Kirken, og hvis Hiſtorie man iſær maatte ønſke opbevaret. Dog opſkreves den, ſom man maa antage, endnu kun i en højſt ukritiſk Bearbejdelſe, derfor en ſtor Deel optog Legenderne uforandrede[3]. Uſandſynligt er det ej[4], at der ved Siden af denne Saga ogſaa kan være optegnet enkelte

  1. Se ovenfor S. 668, jvfr. Harald Gilles Saga Cap. 17, Snorre Cap. 13, og iſær Morkinſkinna, i Fornm. Sögur VII. S. 327, 328, 329, 339 — 341, 343 — 345, 348, 349, 351—353.
  2. Kolle nævnes, og Vers af ham citeres i Inges Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2, ſamt i Morkinſkinna, l. c. S. 336, ligeſom og de i Morkinſkinna S. 349 af den ſaakaldte Kong Inges Draapa anførte Vers rimeligviis ere af støtte der i Skaldefortegnelſen netop nævnes ſom Kong Inges Skald.
  3. Det er nemlig aabenbart en ſaadan ældre Bearbejdelſe, der danner Grundlaget for den oven citerede „legendariſke“ St. Olafs Saga, udg. af Keyſer og Unger, jvfr. Fortalen til nærv. Verk I. 2. S. IV. Men man har Brudſtykker af en endnu ældre og mere kortfattet Afſkrift, hvis Sted næſten ſynes at vidne om Midten af 12te Aarhundrede.
  4. St. Olafs Saga indeholder, ſom det i Fortalen til den hiſtoriſke Olafs helga Saga, Chriſtiania 1853, S. V., er viiſt, flere Sagnſtumper, af hvilke i det mindſte een er udeladt i den endnu ældre Bearbejdelſe, hvoraf der nu findes Fragmenter, og denne er i hiin endog indſat paa et urigtigt Sted. Man kan heraf viſtnok ſlutte, at den legendariſke Olafsſaga i ſin førſte Form har været temmelig kortfattet, og udeladt meget af, hvad der forefindes i den fuldſtændige Afſkrift, efter hvilken Udgaven af 1819 er beſørget. Dette Haandſkrift kan, ſom det i Fortalen til Udgaven S. VII, VIII er viiſt, ikke være ældre end 1152, da det omtaler et i dette Aar foregaaet Jertegn, medens Skrift og Sprog tillige viſer at det ej kan være yngre end det 13de Aarhundredes tidligere Halvdeel. Men da det nu, ſom nys anført, indeholder Tilſætninger, der ej fandtes i ældre Haandſkrifter, og en af disſe Tilſætninger netop kan være Fortællingen om hiint Jærtegn af 1152, er der intet, ſom hindrer os i at antage den førſte Optegnelſe, maaſkee endog de nys omtalte Brudſtykker, ældre end 1152. Man fejler derfor neppe ved at antage denne legendariſke Saga aller førſt nedſkreven omkring 1150, medens dog maaſkee de egentlige Legender, der bære Præget af at være overſatte fra Latin — man har dem i det mindſte endnu i Breviarium Nidroſienſe og andenſteds ordlydende fortalte paa Latin — tidligere kunne have været optegnede i norſk Overſættelſe ved Gejſtlighedens Foranſtaltning for at oplæſes ved kirkelige Højtideligheder, eller for at tjene Tilhørerne til Vejledning, naar den latinſke Text foredroges fra Alteret (ſe Langebeks Scriptt. II. S. 529 flg.).