Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1054

Denne siden er korrekturlest

1036

Magnus Erlingssøn.

at nævnes, som Forfatter af Kvadet „Sigurdarbolk“, om Sigurd Slembedjakn, af hvilket en heel Deel Vers ere opbevarede^[1]. Kong Inges Bedrifter bleve forherligede af Skalden Kolle den prude, af hvis Kvad vel kun faa Brudstykker, men disse af temmelig Vigtighed, ere tilbage^[2]. Blandt de første norske Sagaer, som optegnedes enten af Nordmænd eller Islændinger, var uden Tvivl Nationalhelgenen St. Olafs, om hvilken Legender allerede foredroges i Kirken, og hvis Historie man især maatte ønske opbevaret. Dog opskreves den, som man maa antage, endnu kun i en højst ukritisk Bearbejdelse, derfor en stor Deel optog Legenderne uforandrede^[3]. Usandsynligt er det ej^[4], at der ved Siden af denne Saga ogsaa kan være optegnet enkelte

↑ Se ovenfor S. 668, jvfr. Harald Gilles Saga Cap. 17, Snorre Cap. 13, og især Morkinskinna, i Fornm. Sögur VII. S. 327, 328, 329, 339 — 341, 343 — 345, 348, 349, 351—353.
↑ Kolle nævnes, og Vers af ham citeres i Inges Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2, samt i Morkinskinna, l. c. S. 336, ligesom og de i Morkinskinna S. 349 af den saakaldte Kong Inges Draapa anførte Vers rimeligviis ere af støtte der i Skaldefortegnelsen netop nævnes som Kong Inges Skald.
↑ Det er nemlig aabenbart en saadan ældre Bearbejdelse, der danner Grundlaget for den oven citerede „legendariske“ St. Olafs Saga, udg. af Keyser og Unger, jvfr. Fortalen til nærv. Verk I. 2. S. IV. Men man har Brudstykker af en endnu ældre og mere kortfattet Afskrift, hvis Sted næsten synes at vidne om Midten af 12te Aarhundrede.
↑ St. Olafs Saga indeholder, som det i Fortalen til den historiske Olafs helga Saga, Christiania 1853, S. V., er viist, flere Sagnstumper, af hvilke i det mindste een er udeladt i den endnu ældre Bearbejdelse, hvoraf der nu findes Fragmenter, og denne er i hiin endog indsat paa et urigtigt Sted. Man kan heraf vistnok slutte, at den legendariske Olafssaga i sin første Form har været temmelig kortfattet, og udeladt meget af, hvad der forefindes i den fuldstændige Afskrift, efter hvilken Udgaven af 1819 er besørget. Dette Haandskrift kan, som det i Fortalen til Udgaven S. VII, VIII er viist, ikke være ældre end 1152, da det omtaler et i dette Aar foregaaet Jertegn, medens Skrift og Sprog tillige viser at det ej kan være yngre end det 13de Aarhundredes tidligere Halvdeel. Men da det nu, som nys anført, indeholder Tilsætninger, der ej fandtes i ældre Haandskrifter, og en af disse Tilsætninger netop kan være Fortællingen om hiint Jærtegn af 1152, er der intet, som hindrer os i at antage den første Optegnelse, maaskee endog de nys omtalte Brudstykker, ældre end 1152. Man fejler derfor neppe ved at antage denne legendariske Saga aller først nedskreven omkring 1150, medens dog maaskee de egentlige Legender, der bære Præget af at være oversatte fra Latin — man har dem i det mindste endnu i Breviarium Nidrosiense og andensteds ordlydende fortalte paa Latin — tidligere kunne have været optegnede i norsk Oversættelse ved Gejstlighedens Foranstaltning for at oplæses ved kirkelige Højtideligheder, eller for at tjene Tilhørerne til Vejledning, naar den latinske Text foredroges fra Alteret (se Langebeks Scriptt. II. S. 529 flg.).

[1] Se ovenfor S. 668, jvfr. Harald Gilles Saga Cap. 17, Snorre Cap. 13, og især Morkinskinna, i Fornm. Sögur VII. S. 327, 328, 329, 339 — 341, 343 — 345, 348, 349, 351—353.

[2] Kolle nævnes, og Vers af ham citeres i Inges Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2, samt i Morkinskinna, l. c. S. 336, ligesom og de i Morkinskinna S. 349 af den saakaldte Kong Inges Draapa anførte Vers rimeligviis ere af støtte der i Skaldefortegnelsen netop nævnes som Kong Inges Skald.

[3] Det er nemlig aabenbart en saadan ældre Bearbejdelse, der danner Grundlaget for den oven citerede „legendariske“ St. Olafs Saga, udg. af Keyser og Unger, jvfr. Fortalen til nærv. Verk I. 2. S. IV. Men man har Brudstykker af en endnu ældre og mere kortfattet Afskrift, hvis Sted næsten synes at vidne om Midten af 12te Aarhundrede.

[4] St. Olafs Saga indeholder, som det i Fortalen til den historiske Olafs helga Saga, Christiania 1853, S. V., er viist, flere Sagnstumper, af hvilke i det mindste een er udeladt i den endnu ældre Bearbejdelse, hvoraf der nu findes Fragmenter, og denne er i hiin endog indsat paa et urigtigt Sted. Man kan heraf vistnok slutte, at den legendariske Olafssaga i sin første Form har været temmelig kortfattet, og udeladt meget af, hvad der forefindes i den fuldstændige Afskrift, efter hvilken Udgaven af 1819 er besørget. Dette Haandskrift kan, som det i Fortalen til Udgaven S. VII, VIII er viist, ikke være ældre end 1152, da det omtaler et i dette Aar foregaaet Jertegn, medens Skrift og Sprog tillige viser at det ej kan være yngre end det 13de Aarhundredes tidligere Halvdeel. Men da det nu, som nys anført, indeholder Tilsætninger, der ej fandtes i ældre Haandskrifter, og en af disse Tilsætninger netop kan være Fortællingen om hiint Jærtegn af 1152, er der intet, som hindrer os i at antage den første Optegnelse, maaskee endog de nys omtalte Brudstykker, ældre end 1152. Man fejler derfor neppe ved at antage denne legendariske Saga aller først nedskreven omkring 1150, medens dog maaskee de egentlige Legender, der bære Præget af at være oversatte fra Latin — man har dem i det mindste endnu i Breviarium Nidrosiense og andensteds ordlydende fortalte paa Latin — tidligere kunne have været optegnede i norsk Oversættelse ved Gejstlighedens Foranstaltning for at oplæses ved kirkelige Højtideligheder, eller for at tjene Tilhørerne til Vejledning, naar den latinske Text foredroges fra Alteret (se Langebeks Scriptt. II. S. 529 flg.).

[1]

[2]

[3]

[4]