Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1053

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1035
Skalde. Sagaer.

Slutning digtedes der enkelte Vers eller Viſer efter den gamle Form af Nordmænd[1], ligeſom de gamle Eddakvad og Skaldekvadene om de tidligere Konger og Høvdinger fremdeles paaberaabtes ſom vel bekjendte[2]; og til de Kvad, ſom de islandſke Skalde foredroge ved Kongernes Hof og for Høvdingerne, vedblev man endnu langt hen i det 13de Aarhundrede at lytte med en Interesſe, der vidner om, at man var fuldkommen hjemme i Skaldeſprogets Omſkrivninger og mythiſke Hentydninger. Men Norges egentlige Skaldetid var dog forbi, og man kan efter Ragnvald Jarl ikke paaviſe en eneſte ſtørre Skald af beviislig norſk Herkomſt. Hertil bidrog vel og meget den Omſtændighed, at Skaldens Kvad til Kongers og Høvdingers Ære ikke længer tillige vare ſaa at lige de eneſte Overleveringer til Efterverdenen, ſom nøje bevarede Mindet om deres Bedrifter. Man havde nu begyndt at optegne og tildeels forfatte Sagaer, og da ſamtidige Begivenheder her fuldſtændigere og nøjagtigere meddeeltes, end i Kvadene, maatte de, ſom hiſtoriſke Overleveger, vinde Priſen for dem, medens disſe kun bleve ſlet og ret Hædersdigte uden Fordring paa hiſtoriſk Værd. Blandt de Skalde i det 12te Aarhundrede, hvis Digte endnu kunne ſiges at have ſelvſtændig hiſtoriſk Interesſe, maa man fornemmelig nævne Halldor Skvaldre, hvis Digt om Sigurd Jorſalafarers Korstog allerede er omtalt, og Preſten Einar Skulesſøn, der foruden Legendedigtet Geiſle (ſ. o. S. 866) hans fornemſte Arbejde, ogſaa digtede Kvad om Sigurd Jorſalafarer og flere af hans Efterfølgere, ſaa vel ſom Gregorius Dagsſøn[3]. Fremdeles fortjener den ovenfor (S. 667) omtalte Islænding Ivar Ingemundsſøn

  1. Saadanne Vers vare f. Ex. det, Baglerne digtede i Aaret 1196, ſe Sverres Saga Cap. 151, og den bekjendte Sigurd Jarlsſøn indriſtede endnu 1194 med Runer et Vers i den ældgamle Form paa Dørſtolpen i Vinje Kirke i Thelemarken, hvilken Indſkrift nu vel tildeels er udſlettet og uforſtaaelig, men dog har ſaa mange Ord tilbage at man tydeligt kan kjende Versformen ſe antiqvariſke Annaler, I. S. 247.
  2. Se f. Ex. Sverres Saga, Cap. 164, Indledning til Thidriks Saga udg. S. 2.
  3. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 226. Om Halldor og Einar ſe ovenfor S. 712. At Einar ogſaa digtede om Harald Gille, nemlig en ſaakaldet Haraldsdraape, i Fornyrdalag, ſees af Harald Gilles Saga Cap. 8, Snorre Cap. 7; af et andet Kvad, om Haralds Sønner, i Drottkvæde, citeres et Vers i Inge Haraldsſøns Saga Cap. 14, Snorre Cap. 13, ſamt maaſkee i Cap. 20, 21 (Snorre Cap. 22), 29 (Snorre 32), o. fl; en anden Draape maa han og have digtet om Kong Eyſtein da de ikke faa Vers ſom citeres, ere i Runhenda, Inges Saga Cap. 19, 20. At han digtede en Flokk, kaldet Elveviſerne, om Gregor, ſiges udtrykkeligt i Haakon herdebreds Saga Cap. 11, hvor to Vers, om Slaget ved Kongehelle 1159, anføres. Ogſaa Haldor ſkvaldre digtede, ſom man ſeer, et Kvad, enten om Magnus blinde eller Harald Gille, ſe dennes Saga Cap 4, Snorre Cap. 5.