Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1052

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1034
Magnus Erlingsſøn.

Dog maa man antage, at den fandt ſtort Indpas i de højere Kredſe, og visſelig for en ſtor Deel bidrog til at fortrænge den ældre Skaldekunſt, der omtrent ved det 13de Aarhundredes Begyndelſe kan anſees, med faa Undtagelſer, alene at være indſkrænket til Island, eller at have været udøvet af Islændinger. At den dog endnu ved Midten af det 12te Aarhundrede med Held dyrkedes og udøvedes af Nordmænd, derom vidner den ſtore Anſeelſe, hvori Jarlen paa Orknøerne, Ragnvald Kale, ſtod for ſine poetiſke Arbejder, ſaa at han endog citeres ſom Autoritet i dette Stykke ved Siden af Kong Harald Sigurdsſøn. Ogſaa af Sigurd Slembedjakn er et Vers opbevaret, der viſer, at han var hjemme i Skaldekunſten[1]. Man erfarer ligeledes, at endnu hen mod Aarhundredets

    og at mange ſaadanne, for lang Tid ſiden digtede, Kvad blive kvædede efter denne Saga“. At her ſigtes til Kæmpeviſerne om Niflungerne m. m. omtrent ſaaledes ſom de forefindes i Anders Søfrensſøns og Peder Syrs Samlinger, er aabenbart, og hiint „for lang Tid ſiden“, udtalt tidligt i det 13de Aarhundrede, kan ikke betegne nogen ſildigere Tidspunkt end førſte Halvdeel af 12te Aarhundrede i det ſeneſte. At denne Poeſi i Norge fandt Bifald og fornemmelig blev national i Thelemarken, maa man ſlutte deraf, at dette Landſkab endnu beſidder mange af disſe Viſer, deels ſom det ſynes, Overførelſer fra danſk eller ſvenſk, deels ogſaa originale Arbejder i ſamme Smag, medens det øvrige Norge er forholdsviis fattig paa dem. Og at Thelerne allerede i det 12te Aarhundrede havde flere originale Viſer af dette Slags, maatte anſees utvivlſomt, hvis man med enkelte, navnlig Peterſen (Danmarks Hiſtorie) kunde forklare Saxos Ord i hans Fortale S. 7, hvor han nævner de med hiſtoriſke Beretningers Samling og Overlevering ivrigt ſysſelſatte „Thylenſeres“ hiſtoriſke Skatte ſom nogle af ſine væſentligſte Kilder, ſaaledes at han dermed ej har meent Islændingerne, men derimod Thelemarkens Beboere. Viſt er det, at han ellers i ſit Skrift, navnlig S. 377, 36l, 433 ihvor der handles om Gjava-Rev fra Thelemarken ſe ovenfor I. 1. S. 341), og ligeledes 420, bruger Thyle og Thylenses, om Thelemarken og Thelebønderne; ja det ſidſt nævnte Sted er ſaa meget merkeligere ſom det forekommer i nær Berørelſe med Beretningen om Thorkell Adelfars Reiſe til Geruths (Geirrøds)Gaard, og denne „Thorkell Adelfar“, hvis Tilnavn Saxo ej tilføjer, men ſom dog maa være bekjendt i Danmark af ældre nu tabte Sagn eller Kæmpeviſer, ſiden allerede Huitfeld anfører det, omtales netop ſom Vejviſer til „Trollebotn“ i en af de ældgamle Viſer fra Thelemarken, ſom førſt i de ſidſte Aar ere blevne fremdragne og bekjendtgjorte (Landſtad, norſke Folkeviſer, S. 7). Dette ſynes paa en merkelig Maade at beſtyrke den ovenfor fremſatte Gisning, underligt er det for øvrigt, at udenfor det egentlige Norge Færøerne, ſom det ſynes fra gammel Tid, have tilegnet ſig Kæmpeviſe-Poeſien, og at de endog have Viſer, der ſees oprindelig at have været de ſamme ſom de thelemarkſke, og tildeels ſupplere dem. Til Island ſynes dette Slags Poeſi førſt langt ſildigere at være kommet.

  1. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 7, Snorre Cap. 6. Ogſaa Biſkop Bjarne paa Orknøerne, Kolbein mugne Søn (omtrent 1200) var Skald, og har navnlig efterladt den bekjendte Jomsvikingedraapa.