viis ogsaa sunget til Dands, ligesom det endnu er eller for kort Tid siden var brugeligt paa Færøerne, og de hertil anvendte Melodier maa have været raskere og behageligere; det er ikke usandsynligt, at flere af vore ældgamle Fjeldmelodier have deres Oprindelse fra hine fjerne Tider. Den hine Melodier underlagte Text var maaskee for en stor Deel rimede, i mere tvangfrie Vers, end de sædvanlige Skaldekvad, digtede Viser om gamle, fabelagtige Helte, fornemmelig Niflungerne, Vølsungerne, eller overhoved hvad man nu plejer at kalde Kæmpeviser.
Denne Kæmpevise-Poesi har dog egentlig, som det synes, sin Oprindelse fra Tydskland, hvorfra den tidligt kom til Danmark og Sverige, og udbredte sig derfra til Norge, skjønt den, efter hvad man af dens forhaanden værende Levninger maa slutte, kun i enkelte af de sydligere Landskaber, navnlig Thelemarken, blev saa almindelig, at den kunde kaldes national[1].
- ↑ Ved at omtale den danske Hertug Knut Lavards Drab 1131 beretter Saxo, (S. 638) hvorledes en saxisk Sanger søgte at advare Hertugen mod det ham truende Forræderi ved at foresynge ham Visen om Grimhilds Brødres Troløshed (nemlig mod Sigurd Svein), og ved denne Lejlighed kalder han dette Oldsagn „vel bekjendt“. Da det nu er en Særkjende ved den tydske Bearbejdelse af Sagnene, at Grimhilds Navn der sættes i Stedet for Gudruns, der efter vore Sagn var Sigurds Hustru, er det aabenbart, at det var denne tydske Bearbejdelse, som Saxo kalder „vel bekjendt“ i Danmark, man seer tillige, ved at sammenligne de ældste danske Kæmpeviser, der hovedsagelig dreje sig om Niflungesagnene, med Edda og Vølsungasaga, at de fornemmelig følge den tydske Fortælling, og Sv. Grundtvig har tilstrækkelig godtgjort, „at de danske Viser om Grimhild og Didrik af Bern i Grunden er de selvsamme, som der fordum lød over det nordvestlige Tydskland“. (Danmarks gamle Folkeviser I. S. 34). Heraf kan man vistnok slutte, at a denne Digtart, baade hvad Form og Indhold angaar, aller først overførtes fra Tydskland til Danmark, sandsynligviis paa Sven Ulfssøns og hans Sønners Tid, eller maaskee endog tidligere. Det danske Fyrstehuses hyppige Forbindelse med det svenske og begge Landes Naboskab har og, som man maa antage, tidligt bragt den til Sverige; thi allerede den temmelig tidligt i det 13de Aarhundrede, maaskee endog før, i Norge skrevne „Thidrik af Berns Saga“, der indeholder en vidtløftig Fremstilling af alle disse Sagn efter den tydske Form, ytres i Fortalen, at „Daner og Svear have behandlet nogle af disse Fortællinger i de Kvæder, hvormed man hos dem fornøjer fornemme Mænd,
at de i det mindste maa have været meget eenstonende og melancholske, synes man at maatte slutte deels deraf, at de gamle Melodier, der have holdt sig paa Island og Færøerne, have denne Charakteer, deels af den overordentlige Virkning, de første fremmede Gejstliges mere melodiøse Sang gjorde paa vore Forfædres Gemytter.
