Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1051

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1033
Sang. Digtekunſt.

viis ogſaa ſunget til Dands, ligeſom det endnu er eller for kort Tid ſiden var brugeligt paa Færøerne, og de hertil anvendte Melodier maa have været raſkere og behageligere; det er ikke uſandſynligt, at flere af vore ældgamle Fjeldmelodier have deres Oprindelſe fra hine fjerne Tider. Den hine Melodier underlagte Text var maaſkee for en ſtor Deel rimede, i mere tvangfrie Vers, end de ſædvanlige Skaldekvad, digtede Viſer om gamle, fabelagtige Helte, fornemmelig Niflungerne, Vølsungerne, eller overhoved hvad man nu plejer at kalde Kæmpeviſer.

109. Skaldekunſt og Litteratur.


Denne Kæmpeviſe-Poeſi har dog egentlig, ſom det ſynes, ſin Oprindelſe fra Tydſkland, hvorfra den tidligt kom til Danmark og Sverige, og udbredte ſig derfra til Norge, ſkjønt den, efter hvad man af dens forhaanden værende Levninger maa ſlutte, kun i enkelte af de ſydligere Landſkaber, navnlig Thelemarken, blev ſaa almindelig, at den kunde kaldes national[1].

    at de i det mindſte maa have været meget eenstonende og melancholſke, ſynes man at maatte ſlutte deels deraf, at de gamle Melodier, der have holdt ſig paa Island og Færøerne, have denne Charakteer, deels af den overordentlige Virkning, de førſte fremmede Gejſtliges mere melodiøſe Sang gjorde paa vore Forfædres Gemytter.

  1. Ved at omtale den danſke Hertug Knut Lavards Drab 1131 beretter Saxo, (S. 638) hvorledes en ſaxiſk Sanger ſøgte at advare Hertugen mod det ham truende Forræderi ved at foreſynge ham Viſen om Grimhilds Brødres Troløshed (nemlig mod Sigurd Svein), og ved denne Lejlighed kalder han dette Oldſagn „vel bekjendt“. Da det nu er en Særkjende ved den tydſke Bearbejdelſe af Sagnene, at Grimhilds Navn der ſættes i Stedet for Gudruns, der efter vore Sagn var Sigurds Huſtru, er det aabenbart, at det var denne tydſke Bearbejdelſe, ſom Saxo kalder „vel bekjendt“ i Danmark, man ſeer tillige, ved at ſammenligne de ældſte danſke Kæmpeviſer, der hovedſagelig dreje ſig om Niflungeſagnene, med Edda og Vølsungaſaga, at de fornemmelig følge den tydſke Fortælling, og Sv. Grundtvig har tilſtrækkelig godtgjort, „at de danſke Viſer om Grimhild og Didrik af Bern i Grunden er de ſelvſamme, ſom der fordum lød over det nordveſtlige Tydſkland“. (Danmarks gamle Folkeviſer I. S. 34). Heraf kan man viſtnok ſlutte, at a denne Digtart, baade hvad Form og Indhold angaar, aller førſt overførtes fra Tydſkland til Danmark, ſandſynligviis paa Sven Ulfsſøns og hans Sønners Tid, eller maaſkee endog tidligere. Det danſke Fyrſtehuſes hyppige Forbindelſe med det ſvenſke og begge Landes Naboſkab har og, ſom man maa antage, tidligt bragt den til Sverige; thi allerede den temmelig tidligt i det 13de Aarhundrede, maaſkee endog før, i Norge ſkrevne „Thidrik af Berns Saga“, der indeholder en vidtløftig Fremſtilling af alle disſe Sagn efter den tydſke Form, ytres i Fortalen, at „Daner og Svear have behandlet nogle af disſe Fortællinger i de Kvæder, hvormed man hos dem fornøjer fornemme Mænd,