Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1050

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1032
Magnus Erlingsſøn.


kaldte Leikarar eller Gøglere[1], hvorfor man ej kan antage, at fornemme Folk have befattet ſig med andre Inſtrumenter end Harpen, der ſom nys nævnt, næſten kunde kaldes et Nationalinſtrument og iſær i de ældre Tider maa laane narret ſaa godt ſom uundværligt for Skaldekunſten. I Sang ſkulle Nordmænd og Daner langt oppe i Tiden have været ſtørre Meſtere end ſenere, thi den gamle væliſke Skribent Silveſter Giraldus ytrer, ved at fortælle om den ſmukke fleerſtemmige Sang, der var almindelig i Wales: „Hos Engelſkmændene ere disſe Sangens Modulationer ikke almindeligt brugelige, men kun i de nordlige Egne, hvis Indbyggere rimeligviis af Danerne og Nordmændene, der {hppigt beſatte og i længere Tid beherſkede disſe Landſkaber, have lige ſaa vel lært denne ſæregne Maade at ſynge paa, ſom de have antaget en med deres Sprog beſlægtet Mundart“[2]. At Skalderne ledſagede deres Kvæden med Sang og Harpeſpil, ſiges ej udtrykkeligt, men maa ſnarere antages ſom forudſat, og ſynes af flere Ytringer at kunne ſluttes[3]. Hvorledes Tjeneſtekvinden Thoras ſmukke Sang henrev den unge Kong Sigurd Mund, er ovenfor berettet. I Hedendommen bleve ogſaa, ſom man tydeligt kan ſee, de ſaakaldte Galdrer (Tryllekvad) og andre lignende Sange virkelig afſungne, om end paa en eensformig og for Øret lidet behagelig Maade[4]. Der blev rimelig-

  1. En Prøve paa hvorledes „leikarar“ behandledes, ſees af Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 83, og de Vers af Islændingen Maane, ſom her anføres; men fornemmelig erfarer man deres mislige Stilling, og den Spot der blev dem til Deel af den ſaakaldte lékara réttr i Veſtgøtalagen, der lyder ſaaledes: „Vorder en „Leikare“ banket, ſkal det altid være ugildt. Vorder en Leikare ſaaret, en ſaadan ſom gaar med Gige, eller farer med Fedle eller Bumbe, da ſkal man tage en utemmet Kvige og bringe op paa en Højde, rage alt Haaret af dens Hale og ſiden ſmøre denne ind; man give ham nys ſmurte Sko, derpaa ſkal Leikaren tage Kvigen om Halen, og man ſkal give den et Slag med en hvas Pidſk. Kan han da holde den faſt, ſkal han have dette gode Stykke og nyde det, ſom Hunden nyder Græs. Men kan han ikke holde den faſt, da beholde og taale den Skam og Skade, han fik, og have ikke ſtørre Fordring paa Ret end en hudſtrøgen Huuskone (d. e. Trælkvinde)“. Denne Beſtemmelſe, der ved førſte Øjekaſt viſer ſig ſom overmaade gammel og alderdomsagtig, findes vel ikke i de os opbevarede norſke Love, men at de her udtalte Anſkuelſer om Spillemændenes Stilling ogſaa herſkede i Norge, kan anſees ſom afgjort.
  2. Giraldus i Camdens Anglica etc. S. 890.
  3. Navnlig af Slutningslinjerne af Gunnlaug Ormstungas Draapa til Sigtrygg Silkeſkegg anført i hans Saga, Cap. 8.
  4. Ordet galdr kommer af at gala, og man finder ofte Udtryk ſom han gól galdra o. ſ. v. Andre Slags Trylleſange vare de ſaakaldte Vardlokker, ſe o. I. 8. 594. At det ikke kan have været ſynderlig bevendt med Melodierne i disſe Sange, eller