Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1049

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1031
Musik.


Af andre saakaldte skjønne Kunster har vel ogsaa Musikken faaet et betydeligt Fremstød ved den katholske Gejstligheds Psalmesang og Kirkemusik. Dog var Sang og Instrumentalmusik, hvorvel maaskee ufuldkommen, ingenlunde sjelden eller udyrket blandt vore Forfædre endog langt op i Tiden. Hvorledes Harpespil (Harpeslaatt) allerede nævnes som almindeligt i de ældste Sagn, er ovenfor berørt[1], og det anvendtes, som man maa formode, til at ledsage Skaldekvad, naar disse højtideligt fremsagdes. Orknøjarlen Ragnvald Kale omtaler Harpeslaatt som en af de ni Kunster, hvori han fortrinligt udmerkede sig[2]. Af andre Strenge-Instrumenter nævnes ogsaa Bue-Instrumenterne Fedler (fiðlur) og Giger (gígjur)[3]. Af Blæseinstrumenter nævnes som vi vide,meget hyppigt Ludren og Hornet, men de anvendtes rigtignok ikke sædvanligviis til Musik i egentlig Forstand, men alene til Signaler i Krig og ved Sammenkaldelse af Møder[4]. Piber (pípur) eller Blæseinstrumenter af spædere Tone, man, efter Oldskrifterne at dømme, have været vel bekjendte og brugte, men allerede Navnet antyder en fremmed Oprindelse[5]. Af Larm-Instrumenter nævnes et Slags Tromme eller Tamburin, kaldet bumba. Man erfarer at Kongerne oftere lode Instrumentalmusik opføre for sig, især naar de sad til Bords, og at de derfor holdt Spillemænd ved deres Hof; andre Høvdinger fulgte vel deres Exempel. Det sees for øvrigt at de fleste Slags lønnede Musikanter, fornemmelig Fedle- og Gige-Spillere (fiðlarar, gígjarar) kun vare lidet anseede, og regnedes blandt de saa-

  1. Se ovenfor S. 187; jvfr. om Aslaug og Heime, og om Gunnar Gjukessøns Død.
  2. Orknøyinga Saga S. 150.
  3. De nævnes allerede i Snorres Ynglingasaga Cap. 25, men Snorre kunde rigtignok her have overført til den fjerne Oldtid, hvad der paa hans Tid var brugeligt. Men i det 12te Aarhundrede er der neppe nogen Tvivl om at Instrumenterne anvendtes, hvilket ogsaa erfares af den strax nedenfor anførte vestgøtiske Lêkara Ret, der i denne Skikkelse neppe er yngre, men snarere ældre end 12te Aarhundrede. Se herom, som overh. om denne Materie, R. Keyser om Nordmændenes Forlystelser i Oldtiden, norsk Tidsskrift II. S. 248 flgg.
  4. At den simple Ludr af Bark i Oldtiden brugtes af Kvæghyrderne paa samme Maade som nu, maa dog ansees vist.
  5. Begyndelses Bogstavet p viser allerede noksom Ordets fremmede Rod, og i Middelalderens Latin forekommer pipa temmelig ofte, især om Rør i Almindelighed. For øvrigt er i det mindste ogsaa fiðla af fremmed Herkomst, nemlig middel-latinsk vitula, hvoraf igjen det italienske viola. Ligeledes finder man middel-latinsk giga, men der er dog et Spørgsmaal, om ikke dette Ord oprindelig tilhører det germaniske.