Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1049

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1031
Muſik.


Af andre ſaakaldte ſkjønne Kunſter har vel ogſaa Muſikken faaet et betydeligt Fremſtød ved den katholſke Gejſtligheds Pſalmeſang og Kirkemuſik. Dog var Sang og Inſtrumentalmuſik, hvorvel maaſkee ufuldkommen, ingenlunde ſjelden eller udyrket blandt vore Forfædre endog langt op i Tiden. Hvorledes Harpeſpil (Harpeſlaatt) allerede nævnes ſom almindeligt i de ældſte Sagn, er ovenfor berørt[1], og det anvendtes, ſom man maa formode, til at ledſage Skaldekvad, naar disſe højtideligt fremſagdes. Orknøjarlen Ragnvald Kale omtaler Harpeſlaatt ſom en af de ni Kunſter, hvori han fortrinligt udmerkede ſig[2]. Af andre Strenge-Inſtrumenter nævnes ogſaa Bue-Inſtrumenterne Fedler (fiðlur) og Giger (gígjur)[3]. Af Blæſeinſtrumenter nævnes ſom vi vide,meget hyppigt Ludren og Hornet, men de anvendtes rigtignok ikke ſædvanligviis til Muſik i egentlig Forſtand, men alene til Signaler i Krig og ved Sammenkaldelſe af Møder[4]. Piber (pípur) eller Blæſeinſtrumenter af ſpædere Tone, man, efter Oldſkrifterne at dømme, have været vel bekjendte og brugte, men allerede Navnet antyder en fremmed Oprindelſe[5]. Af Larm-Inſtrumenter nævnes et Slags Tromme eller Tamburin, kaldet bumba. Man erfarer at Kongerne oftere lode Inſtrumentalmuſik opføre for ſig, iſær naar de ſad til Bords, og at de derfor holdt Spillemænd ved deres Hof; andre Høvdinger fulgte vel deres Exempel. Det ſees for øvrigt at de fleſte Slags lønnede Muſikanter, fornemmelig Fedle- og Gige-Spillere (fiðlarar, gígjarar) kun vare lidet anſeede, og regnedes blandt de ſaa-

  1. Se ovenfor S. 187; jvfr. om Aslaug og Heime, og om Gunnar Gjukesſøns Død.
  2. Orknøyinga Saga S. 150.
  3. De nævnes allerede i Snorres Ynglingaſaga Cap. 25, men Snorre kunde rigtignok her have overført til den fjerne Oldtid, hvad der paa hans Tid var brugeligt. Men i det 12te Aarhundrede er der neppe nogen Tvivl om at Inſtrumenterne anvendtes, hvilket ogſaa erfares af den ſtrax nedenfor anførte veſtgøtiſke Lêkara Ret, der i denne Skikkelſe neppe er yngre, men ſnarere ældre end 12te Aarhundrede. Se herom, ſom overh. om denne Materie, R. Keyſer om Nordmændenes Forlyſtelſer i Oldtiden, norſk Tidsſkrift II. S. 248 flgg.
  4. At den ſimple Ludr af Bark i Oldtiden brugtes af Kvæghyrderne paa ſamme Maade ſom nu, maa dog anſees viſt.
  5. Begyndelſes Bogſtavet p viſer allerede nokſom Ordets fremmede Rod, og i Middelalderens Latin forekommer pipa temmelig ofte, iſær om Rør i Almindelighed. For øvrigt er i det mindſte ogſaa fiðla af fremmed Herkomſt, nemlig middel-latinſk vitula, hvoraf igjen det italienſke viola. Ligeledes finder man middel-latinſk giga, men der er dog et Spørgsmaal, om ikke dette Ord oprindelig tilhører det germaniſke.