Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1047

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1029
Bygningsvæſen. Myntvæſen.

en Prædiken fra det 12te Aarhundrede, ſom endnu i flere Afſkrifter er os bevaret, opregner hver enkelt architektoniſk Deel af en ſaadan Kirke, og tillægger enhver af dem en ſymboliſk Betydning; dette kunde ej have fundet Sted, hvis det Slags Kirkebygninger, Forfatteren har for Øje, ikke vare ſædvanlige og kjendte af de fleſte[1].

Norges Myntvæſen ſtod endnu paa en daarlig Fod. Man kan ikke med Beſtemthed paaviſe nogen Mynt, ſlagen i Norge fra Harald Haardraades Tid og til det 12te Aarhundredes Udgang, uden endeel Brakteater eller Huulmynter, hvoraf dog de fleſte tilhøre det 12te Aarhundredes ſidſte Tider, og nogle yderſt faa dobbelt prægede Mynter, ſandſynligviis fra Magnusſønnernes eller Harald Gilles Sønners Tid, men alle med daarligt og om liden Kunſtfærdighed vidnende Præg[2]. Om Myntgehaltets Aftagen, indtil Peningen ved Aarhundredets Slutning kun gjaldt det halve af hvad den tidligere var værd, er ovenfor handlet[3] Men brugte derfor hyppigt udenlandſke, helſt engelſke Penge, hvilke derfor ogſaa ſærdeles ofte omtales, ſaavel .i Sagaer, ſom i Diplomer, og hvoraf viſtnok en ſtørre Masſe, end af de indenlandſke, var forhaanden i Landet. Man ſkulde for øvrigt have ventet, at den Kunſtfærdighed og Formſands, der viſte ſig i vore Forfædres Snitverk, ogſaa havde gjort ſig gjeldende ved deres Myntfabrikation, men man benyttede nok meeſt udenlandſke Myntarbejdere, der anvendte de ſædvanlige Typer, og over hele Europa ſtod Mynt-Technikken i den Tid paa en daarlig Fod.

Kunſten at ſtøde Metaller, der allerede i Bronce-Tiden var bekjendt og hyppigt udøvet i det mindſte i Danmark og Sydſverige, ſees og af

  1. Denne Prædiken er endnu uudgiven. En engelſk Overſættelſe findes i „The Ecclesiologist“ for 1848, No. 54. S. 216.
  2. Se Holmboe: de priscâ re monetariâ Norvegiæ, S. 9. 10, 27. Brakteaterne (maaſkee de ſenere ſaakaldte Flosſepenge) have ſædvanligviis kun et eneſte Bogſtav, der da rimeligviis er Begyndelſesbogſtavet til Kongens Navn; M antyder vel ſaaledes Navnet „Magnus“, og da rimeligviis Magnus Erlingsſøn. En Brakteat, man har antaget at hidrøre fra Olaf Magnusſøn († 1115) indeholder kun Omſkriften OLAV …; paa en anden Mynt, tillagt en af Sigurderne, ſees kun et … RD; paa en anden ſynes man at finde Bogſtaverne SI. E. hvilket man har antaget at betegne Sigurd og Eyſtein (uviſt hvilke) ſkjønt det vel er yderſt tvivlſomt, om to Samkonger ogſaa ſatte ſine Navn i Fællesſkab paa Mynterne.
  3. Se ovenfor S. 928. Ved Trykfejl ſtaaer her i Texten, L. 3 nedenfra „Øre“ iſtedetfor „Ertog“, ſaa at man ſkal læſe „En Ertog Sølvværdi beregnedes ſaaledes nu til 20 Peninger o. ſ. v.“, eller og „en Øre Sølvværdi beregnedes ſaaledes nu til 60 Peninger Courant, medens den oprindelig kun udgjorde 10 Peninger rede Sølv“. Nedenunder, i Note 2, ſtaar og L. 8 f. n. „20 Peninger i Øren iſtedetfor 20 Peninger i Ertogen, 60 i Øren“; men at dette ſidſte er meent ſees dog tydeligt af det øvrige.