Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1047

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1029
Bygningsvæsen. Myntvæsen.

en Prædiken fra det 12te Aarhundrede, som endnu i flere Afskrifter er os bevaret, opregner hver enkelt architektonisk Deel af en saadan Kirke, og tillægger enhver af dem en symbolisk Betydning; dette kunde ej have fundet Sted, hvis det Slags Kirkebygninger, Forfatteren har for Øje, ikke vare sædvanlige og kjendte af de fleste[1].

Norges Myntvæsen stod endnu paa en daarlig Fod. Man kan ikke med Bestemthed paavise nogen Mynt, slagen i Norge fra Harald Haardraades Tid og til det 12te Aarhundredes Udgang, uden endeel Brakteater eller Huulmynter, hvoraf dog de fleste tilhøre det 12te Aarhundredes sidste Tider, og nogle yderst faa dobbelt prægede Mynter, sandsynligviis fra Magnussønnernes eller Harald Gilles Sønners Tid, men alle med daarligt og om liden Kunstfærdighed vidnende Præg[2]. Om Myntgehaltets Aftagen, indtil Peningen ved Aarhundredets Slutning kun gjaldt det halve af hvad den tidligere var værd, er ovenfor handlet[3] Men brugte derfor hyppigt udenlandske, helst engelske Penge, hvilke derfor ogsaa særdeles ofte omtales, saavel .i Sagaer, som i Diplomer, og hvoraf vistnok en større Masse, end af de indenlandske, var forhaanden i Landet. Man skulde for øvrigt have ventet, at den Kunstfærdighed og Formsands, der viste sig i vore Forfædres Snitverk, ogsaa havde gjort sig gjeldende ved deres Myntfabrikation, men man benyttede nok meest udenlandske Myntarbejdere, der anvendte de sædvanlige Typer, og over hele Europa stod Mynt-Technikken i den Tid paa en daarlig Fod.

Kunsten at støde Metaller, der allerede i Bronce-Tiden var bekjendt og hyppigt udøvet i det mindste i Danmark og Sydsverige, sees og af

  1. Denne Prædiken er endnu uudgiven. En engelsk Oversættelse findes i „The Ecclesiologist“ for 1848, No. 54. S. 216.
  2. Se Holmboe: de priscâ re monetariâ Norvegiæ, S. 9. 10, 27. Brakteaterne (maaskee de senere saakaldte Flossepenge) have sædvanligviis kun et eneste Bogstav, der da rimeligviis er Begyndelsesbogstavet til Kongens Navn; M antyder vel saaledes Navnet „Magnus“, og da rimeligviis Magnus Erlingssøn. En Brakteat, man har antaget at hidrøre fra Olaf Magnussøn († 1115) indeholder kun Omskriften OLAV …; paa en anden Mynt, tillagt en af Sigurderne, sees kun et … RD; paa en anden synes man at finde Bogstaverne SI. E. hvilket man har antaget at betegne Sigurd og Eystein (uvist hvilke) skjønt det vel er yderst tvivlsomt, om to Samkonger ogsaa satte sine Navn i Fællesskab paa Mynterne.
  3. Se ovenfor S. 928. Ved Trykfejl staaer her i Texten, L. 3 nedenfra „Øre“ istedetfor „Ertog“, saa at man skal læse „En Ertog Sølvværdi beregnedes saaledes nu til 20 Peninger o. s. v.“, eller og „en Øre Sølvværdi beregnedes saaledes nu til 60 Peninger Courant, medens den oprindelig kun udgjorde 10 Peninger rede Sølv“. Nedenunder, i Note 2, staar og L. 8 f. n. „20 Peninger i Øren istedetfor 20 Peninger i Ertogen, 60 i Øren“; men at dette sidste er meent sees dog tydeligt af det øvrige.