Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1046

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1028
Magnus Erlingsſøn.

ſæregne Vaaben, der brugtes i Søkrig, den hos vore Forfædre meeſt nationale Maade at ſtride paa, vare ogſaa fremdeles, ſom man ſeer, for det meſte de fra Oldtiden brugelige, ſom langſkaftede Ljaaer og Øxer, Slagbrande, Stavſlynger, og til Værn mod Fiendens Angreb Viggyrdler eller løſe Skandſeklædninger (ſ. o. S. 244) og Vig-Aaſer eller Bjelker[1]. De ovenfor omtalte Hun-Kaſteller, der opſtilledes i Stavnen, ſynes, efter Navnet og Formen at dømme, at have været Efterligninger af hvad der var brugeligt i Middelhavets Søkrige. Hvad Skibene ſelv angaaer, da ſynes det, ſom om man mod Slutningen af det 12te Aarhundrede ophørte at bygge dem med den tidligere Pragt og de ſør brugelige æventyrlige Former, men mere at have ſeet paa det nyttige og henſigtsmæsſige. Guldſmykkede Drageſkibe omtales vel endnu i Sagaerne, men langt ſjeldnere end forhen, og man ſtøder hyppigt paa den fremmede Benævnelſe „Busſe“, hvilken Form ſynes at have været meget yndet. Blandt Kjøbmandsſkibene omtales de ſaakaldte „Kugger“, der ogſaa hyppigt nævnes hos udenlandſke Forfattere, meget ofte ved Siden af de nationale „Knerrer“. Men en national Skik i Norden, der endnu længe vedligeholdt ſig i Norge, medens den andenſteds ſynes at have været opgiven eller ukjendt var at ſætte alle, endog de ſtørſte Langſkibe, paa Land, naar man i længere Tid ej ſkulde bruge dem. De bevaredes da i ſæregne Skuur, de velbekjendte ſaakaldte „Nauſt“.

I Bygningskunſten maatte de Forandringer i Huſenes Indretning, ſom paa Olaf kyrres Tid indførtes efter Udlandets Mønſter, ogſaa for en ſtor Deel gjøre Forandring i den gamle Bygningsſtiil, endog i private Huſe. Kirkerne, der fra Chriſtendommens Indførelſe af indtil Tidsrummets Ophør eller Aarhundredets Slutning opførtes, bleve alle, for ſaavidt de vare af Steen, byggede i Tidsalderens Stiil, den ſaakaldte romaneſke eller Rundbueſtilen, nærmeſt efter Anglernes Mønſter. Men ogſaa paa de af Træ opførte Kirker ſøgte man at tillempe denne Stiil, og disſe ere de bekjendte, for Norge ſæregne Stave- eller Rejsverks-Kirker, af hvilke nogle faa endnu ere tilbage, og ſamtlige vidne om deres Bygmeſteres Henſigt, at anvende den romaneſke Stiil ogſaa ved Træbygningerne. Men det nationale Element gjorde ſig derhos gjeldende ej alene i Materialet, men fornemmelig i det prægtige Skulptur-Arbejde, hvormed Portalerne og de fremſpringende Bjelker prydedes. Hvor almindelig denne Bygningsmaade maa have været i Norge, ſees deraf, at

    ogſaa den engelſke Forfatter Giraldus omtaler (S. 772) de runde rode Skjolde ſom charakteriſtiſke for Nordmændene.

  1. Kongeſpejlet S. 86.