særegne Vaaben, der brugtes i Søkrig, den hos vore Forfædre meest nationale Maade at stride paa, vare ogsaa fremdeles, som man seer, for det meste de fra Oldtiden brugelige, som langskaftede Ljaaer og Øxer, Slagbrande, Stavslynger, og til Værn mod Fiendens Angreb Viggyrdler eller løse Skandseklædninger (s. o. S. 244) og Vig-Aaser eller Bjelker[1]. De ovenfor omtalte Hun-Kasteller, der opstilledes i Stavnen, synes, efter Navnet og Formen at dømme, at have været Efterligninger af hvad der var brugeligt i Middelhavets Søkrige. Hvad Skibene selv angaaer, da synes det, som om man mod Slutningen af det 12te Aarhundrede ophørte at bygge dem med den tidligere Pragt og de sør brugelige æventyrlige Former, men mere at have seet paa det nyttige og hensigtsmæssige. Guldsmykkede Drageskibe omtales vel endnu i Sagaerne, men langt sjeldnere end forhen, og man støder hyppigt paa den fremmede Benævnelse „Busse“, hvilken Form synes at have været meget yndet. Blandt Kjøbmandsskibene omtales de saakaldte „Kugger“, der ogsaa hyppigt nævnes hos udenlandske Forfattere, meget ofte ved Siden af de nationale „Knerrer“. Men en national Skik i Norden, der endnu længe vedligeholdt sig i Norge, medens den andensteds synes at have været opgiven eller ukjendt var at sætte alle, endog de største Langskibe, paa Land, naar man i længere Tid ej skulde bruge dem. De bevaredes da i særegne Skuur, de velbekjendte saakaldte „Naust“.
I Bygningskunsten maatte de Forandringer i Husenes Indretning, som paa Olaf kyrres Tid indførtes efter Udlandets Mønster, ogsaa for en stor Deel gjøre Forandring i den gamle Bygningsstiil, endog i private Huse. Kirkerne, der fra Christendommens Indførelse af indtil Tidsrummets Ophør eller Aarhundredets Slutning opførtes, bleve alle, for saavidt de vare af Steen, byggede i Tidsalderens Stiil, den saakaldte romaneske eller Rundbuestilen, nærmest efter Anglernes Mønster. Men ogsaa paa de af Træ opførte Kirker søgte man at tillempe denne Stiil, og disse ere de bekjendte, for Norge særegne Stave- eller Rejsverks-Kirker, af hvilke nogle faa endnu ere tilbage, og samtlige vidne om deres Bygmesteres Hensigt, at anvende den romaneske Stiil ogsaa ved Træbygningerne. Men det nationale Element gjorde sig derhos gjeldende ej alene i Materialet, men fornemmelig i det prægtige Skulptur-Arbejde, hvormed Portalerne og de fremspringende Bjelker prydedes. Hvor almindelig denne Bygningsmaade maa have været i Norge, sees deraf, at
- ↑ Kongespejlet S. 86.
ogsaa den engelske Forfatter Giraldus omtaler (S. 772) de runde rode Skjolde som charakteristiske for Nordmændene.
