„Plog“.nævnes vel nu og da, endog i de ældste Tider, men højst sjelden, og selve Navnet antyder en fremmed Oprindelse[1]. Harv maa have været brugt, skjønt den ej omtales i Love, Sagaer eller Diplomer førend i den sildigere Middelalder. I Stedet for de bredbladede Spader brugte man, som det lader, de smalere, men sterkere Paalstave, der maaskee endnu anvendes hist og her i Landet. Til Indhøstningen brugtes Ljaa, sandsynligviis af samme Form som nu omstunder, samt sandsynligviis Sigd; til Bortskjæren af unyttigt Krat anvendtes, som endnu paa Vestkanten, den noget lignende Snidil[2]. Alle disse Redskaber forarbejdedes vistnok indenlands. Hvad Vaabnenes Form angaar, da rettede den sig ved Slutningen af det Tidsrum, vi her behandle, i det mindste hos de højere Klasser efter hvad der var sædvanligt i det øvrige Europa, Korstogene, Pilegrims- og Handels-Rejser bragte Nordmændene alt for ofte sammen med Udlandet, til at dette ej skulde være Tilfældet. Man seer ogsaa af den Fortegnelse paa Angrebs- og Forsvars-Vaaben, som det henved 1195 affattede Skrift „Kongespejlet“, hvorom mere i det følgende, lader en Fader i de modnere Aar raade sin Søn til at anskaffe sig og erhverve sig Færdighed i at bruge, hvis han bestemte sig til at blive Hirdmand[3], at de fleste vare af det i det øvrige Europa sædvanligviis brugelige Slags, nogle endog med udenlandske Navne[4]. Kun blandt de menige Stridsmænd synes de ældre nationale Former endnu at have været overholdte, navnlig de kredsrunde, smaa røde Skjolde, med Jernbule og tre koncentriske Jernbeslag paa Ydersiden[5], hvoraf enkelte endog nu ere til. De
- ↑ „Plog“ forekommer i „Rigsmaal“, saa vel som „Ard“, se ovenfor I. 1. S. 1117. Her tales det udtrykkeligt om at „Karlen“ selv forarbejder „Arden“, derimod nævnes der intet saadant om Plogen. Ordets Begyndelsesbogstav, P, vidner noksom om dets udenlandske Oprindelse. Det russiske „plug“ kunde maaskee være laant fra vort „Plog“; sandsynligere er det dog i dette Tilfælde, at Ordet fra Østen, gjennem Slaverne, er kommet til Germanerne.
- ↑ Gulathingslov Cap. 145. Frostathingslov XIV. 8.
- ↑ Kongespejlet, S. 84. 91.
- ↑ F. Ex. glafja eller glefja, Kongespejlet S. 88, det middelalder-latinske glavea, hvoraf det franske glaive, det tydske Glede, det ældre danske „Glaven“, d. e. Landse, Ridderspyd; ligesaa gladél, det latinske gladiolus, men ogsaa i Betydn. „Spyd“, Kongespejlet S. 84, kastali, Kastel pannzari, latinsk panceria eller panzeria, Pantser, egentlig Mavebeklædning, af italiensk pancia, spansk panza, svarende til det tydske „Wanst“ d. e. Bug, Underliv)}}.
- ↑ De ere foreskrevne i Lovene, se ovenfor S. 985, jvfr. S. 953, hvor det vises, at
l med foregaaende lang Vokal, nemlig med det særegne tykke l, som i Gaard Jord, haard, o. s. v. Dette har forledet mange til, i Stedet for „Ard“ at bruge den barbariske Skrivemaade „Al“ eller „Ahl“.
