Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1045

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1027
Vaaben.

„Plog“.nævnes vel nu og da, endog i de ældſte Tider, men højſt ſjelden, og ſelve Navnet antyder en fremmed Oprindelſe[1]. Harv maa have været brugt, ſkjønt den ej omtales i Love, Sagaer eller Diplomer førend i den ſildigere Middelalder. I Stedet for de bredbladede Spader brugte man, ſom det lader, de ſmalere, men ſterkere Paalſtave, der maaſkee endnu anvendes hiſt og her i Landet. Til Indhøſtningen brugtes Ljaa, ſandſynligviis af ſamme Form ſom nu omſtunder, ſamt ſandſynligviis Sigd; til Bortſkjæren af unyttigt Krat anvendtes, ſom endnu paa Veſtkanten, den noget lignende Snidil[2]. Alle disſe Redſkaber forarbejdedes viſtnok indenlands. Hvad Vaabnenes Form angaar, da rettede den ſig ved Slutningen af det Tidsrum, vi her behandle, i det mindſte hos de højere Klasſer efter hvad der var ſædvanligt i det øvrige Europa, Korstogene, Pilegrims- og Handels-Rejſer bragte Nordmændene alt for ofte ſammen med Udlandet, til at dette ej ſkulde være Tilfældet. Man ſeer ogſaa af den Fortegnelſe paa Angrebs- og Forſvars-Vaaben, ſom det henved 1195 affattede Skrift „Kongeſpejlet“, hvorom mere i det følgende, lader en Fader i de modnere Aar raade ſin Søn til at anſkaffe ſig og erhverve ſig Færdighed i at bruge, hvis han beſtemte ſig til at blive Hirdmand[3], at de fleſte vare af det i det øvrige Europa ſædvanligviis brugelige Slags, nogle endog med udenlandſke Navne[4]. Kun blandt de menige Stridsmænd ſynes de ældre nationale Former endnu at have været overholdte, navnlig de kredsrunde, ſmaa røde Skjolde, med Jernbule og tre koncentriſke Jernbeſlag paa Yderſiden[5], hvoraf enkelte endog nu ere til. De

    l med foregaaende lang Vokal, nemlig med det ſæregne tykke l, ſom i Gaard Jord, haard, o. ſ. v. Dette har forledet mange til, i Stedet for „Ard“ at bruge den barbariſke Skrivemaade „Al“ eller „Ahl“.

  1. „Plog“ forekommer i „Rigsmaal“, ſaa vel ſom „Ard“, ſe ovenfor I. 1. S. 1117. Her tales det udtrykkeligt om at „Karlen“ ſelv forarbejder „Arden“, derimod nævnes der intet ſaadant om Plogen. Ordets Begyndelſesbogſtav, P, vidner nokſom om dets udenlandſke Oprindelſe. Det rusſiſke „plug“ kunde maaſkee være laant fra vort „Plog“; ſandſynligere er det dog i dette Tilfælde, at Ordet fra Øſten, gjennem Slaverne, er kommet til Germanerne.
  2. Gulathingslov Cap. 145. Froſtathingslov XIV. 8.
  3. Kongeſpejlet, S. 84. 91.
  4. F. Ex. glafja eller glefja, Kongeſpejlet S. 88, det middelalder-latinſke glavea, hvoraf det franſke glaive, det tydſke Glede, det ældre danſke „Glaven“, d. e. Landſe, Ridderſpyd; ligeſaa gladél, det latinſke gladiolus, men ogſaa i Betydn. „Spyd“, Kongeſpejlet S. 84, kastali, Kaſtel pannzari, latinſk panceria eller panzeria, Pantſer, egentlig Mavebeklædning, af italienſk pancia, ſpanſk panza, ſvarende til det tydſke „Wanſt“ d. e. Bug, Underliv)}}.
  5. De ere foreſkrevne i Lovene, ſe ovenfor S. 985, jvfr. S. 953, hvor det viſes, at