Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1044

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1026
Magnus Erlingsſøn.

ſin Værdighed at deeltage i de forekommende Syſler[1]. Hertil kom ogſaa at det ſtore Tjenerhold, fornemmelig i Trælletiden, gjorde Familierne mindre afhængige af fremmed Hjelp. Saaledes bleve visſelig alle de Klæder, Manden og Sønnerne brugte, ſyede af Kvinderne paa Gaarden, medens Mændene ſtellede med Gaardsdriften, tømrede Huſene, tildannede Agerdyrkningsredſkaber, og ſmedede, eller i det mindſte iſtandſatte Vaaben. Det er for øvrigt let begribeligt, at enkelte, der havde tilegnet ſig en eller flere Kunſtfærdigheder i højere Grad end de fleſte andre, ogſaa arbejdede for andre, eller ſtod dem i det mindſte bi med Raad og Daad, enten kun ſom Venſkabstjeneſte, eller for Betaling[2]. Kunſtfærdigheder, ſom ſaaledes gjorde deres Beſiddere anſeede og omſpurgte, var iſær Dygtighed i at bygge Huſe og Skibe, Færdighed i Træſkjærerkunſten, og i Særdeleshed Øvelſe i at ſmede gode og ſmukke Vaaben. Fruentimmerne, ſatte da ſom nu, iſær Priis paa at kunne brodere med Smag. Vi have ovenfor ſeet, hvorledes Kot, Ragnvald Jarls Fader, ſelv paatog ſig at foreſtaa Arbejdet ved Opførelſen af St. Magnus-Kirken i Kirkevaag paa Orknøerne, hvis.ældſte Deel ſaaledes hidrører fra ham, og vidner om hans Dygtighed. Kong Olaf den hellige havde ſelv tilſkaaret Viſund-Hovedet paa ſit berømte Skib, ſom derefter fik Navn. Andre Exempler paa denne Skulptur-Færdighed hos Nordmændene, ſaa vel ſom paa deres Dygtighed i Smedekunſten, ere tidligere omtalte[3]. Imidlertid ſynes dog denne Dygtighed fornemmelig at have gjeldt Krigsvaabnene, og i ſamme Mon, ſom Vikingeaanden ophørte, fredelige Forhold indtraadte, og Handelsforbindelſer med Udlandet bleve hyppigere, maa den Kunſt, at ſmede gode Vaaben, mere og mere have tabt ſig blandt Folket i Almindelighed, eller ſom Nationalkunſt. Agerdyrknings- og Gaardsdrifts-Redſkaberne vare viſtnok heel ſimple og daarlige. Som det almindeligſte Redſkab til Jordens Oppløjning anvendtes den da, ſaa vel ſom nu egentlig nationale Ard[4];

  1. Vi have ſaaledes ſeet, hvorledes Kong Sigurd Syr ſelv tilſaa Markarbejdet paa ſin Gaard; Gunnar paa Lidarende ſaaede ſelv ſin Ager, Njaalsſaga Cap. 53.
  2. Der er ſaaledes paa Island en heel Saga om en fornem Mand, Thord Hreda, af Hørda-Kaares Æt, der havde ſaa ſtor Indſigt i Skulpturen, at man fik ham til at pryde Bjelkerne i flere Gaarde. Sagaen er vel opdigtet, men Manden ſelv ſynes dog at have været til og virkelig at have udmerket ſig paa den nys nævnte Maade. Se Müllers Sagabibliothek I. S. 373.
  3. Se iſær I. 1. S. 793, 798.
  4. I Oldformen arðr, af at erja, pløje, ogſaa paa angelſaxiſk erian. Ordet „Ard“ udtales nu paa Øſtlandet, ſom alle andre Ord, der ende paa —rd med foregaaende Vokal, aldeles paa ſamme Maade, ſom de, der ende paa