Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1043

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1025
Klædedragt.

fornemſte ofte af Silke[1], deels Hatte, rimeligviis bredſkyggede, af Filt (þófahöttr).

Ved Kvindernes Dragt ſynes i ældre Tider og ned i Middelalderen den ſaakaldte Fald (faldr), en i en høj og lang Spids opgaaende Hue, at have været charakteriſtiſk for Norge, maaſkee for hele Norden i Almindelighed. Den omtales allerede i Rigsmaal[2]; den er endnu brugelig paa Island[3], og de Hovedtøjer ſom bruges af Kvinderne i Normandie, ere omtrent af ſamme, eller en meget lignende Form. Saavel Mændene ſom Kvinderne brugte forſkjellige Slags Smykker, Mændene dog, ſom det lader, mindre i de ſenere Tider. Kjortlerne, Kapperne og Huerne forſynedes med Guldbeſætning eller et Slags Galoner (hlað)[4], man brugte, ſom det ſaa ofte er omtalt, Armringe og Guldringe, og Kapperne holdtes faſt ved ſmukt udarbejdede Spænder (dálkr). Til Fodbeklædning brugte Mændene ſædvanligt, ſom det ſynes, i ældre Tider, ſamt ogſaa ſenere blandt Almuen, Sko til at binde faſt med Remme, og deels om Anklen, deels om Læggen[5] ſimpelt forarbejdede af ugarvet Læder; Kvinderne ſynes mere at have haft Halvſtøvler (bótar), ofte ſmukt Udſyede[6].

Om Kunſtflid ſom Næringsvej eller udelukkende Beſkjeftigelſe for enkelte Mænd eller Klasſer af Folket kunde der neppe blive Spørgsmaal, førend Bylivet havde faaet ſin fuldſtændige Udvikling[7]. Men Kunſtfærdighed var i det Hele taget mere udbredt blandt Folket, end i ſenere Tider, og paa enhver Gaard hjalp man ſig i de fleſte Stykker ſelv, uden at endog Huusbonden, han være nok ſaa rig og fornem, anſaa det under

  1. Se ovenfor S. 796.
  2. Se ovenfor I. 1. S. 108.
  3. Afbildninger deraf findes i E. Olafsſøns og B. Povelſens „Rejſe paa Island“.
  4. Heraf kommer Benævnelſen hlaðbúinn forſynet med Hlad eller Gulgaloner. Ordet „hlað“ udtales nu „La“ ja endog „Lav“, og bruges om mindre koſtbare Udſmykninger.
  5. Det ſidſte Slags kaldtes hávir eller upphávir skúar, ſaadanne havde Sigurd Syr paa, da han gik paa Ageren, ſe ovenfor I. 2. S. 517, Olaf den helliges Saga Cap. 47, Snorre Cap. 31.
  6. Ordet bóti torde maaſke være laant fra Udlandet, det er det ſamme ſom det franſke halte, men bruges dog allerede i Njaals Saga. Biſkop Reinald havde og, da han blev hængt 1155, bótar paa Benene, ſe ovenfor S. 737.
  7. I den nyere Bylov af 1276 findes derfor i Byordningen temmelig vidtløftige Opregnelſer af de forſkjellige Haandverkere, ſamt Regler for, hvor de ſkulde have Udſalg.