Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1040

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1022
Magnus Erlingsſøn.

Spydgaarde o. ſ. v.) eller i Gildrer (Snarer) for mindre Dyr og Fugle[1]. Jagtretten paa Dyr, hvis Kjød eller Skind kunde være nyttigt og ſom ikke tillige vare Skadedyr, tilkjendtes vel i Lovene Grundens Eiermand, men Straffen for Overtrædelſe af disſe Beſtemmelſer var ikke ſtor, og de ſtrenge Jagtlove, ſom herſkede i England og andenſteds, vare for vore Forfædre aldeles ukjendte. Skadedyr, ſom Bjørne og Ulve, vare derimod, ſom det hed, utlæge over alt, de kunde dræbes af hvem ſom helſt, undtagen naar en Bjørn var gaaet i Hide, og den, ſom opdagede og ſtængede den, havde tillyſt, at det var hans.Hverv, da vare Andre uberettigede til at dræbe den. Jagten havde dog i hiin Tid, ſom nu, intet at ſige mod Fiſkeriet, der da visſelig var langt righoldigere end nu, og, ſom man ſeer, allerede tidligt afgav en indbringende Udførſelsartikel, Skrejden og Silden, ikke at tale om, at Fiſken maaſkee i ældre Tider endnu mere end nu udgjorde[2] en Deel af Almuens fornemſte Koſt. Hvad de ſtørre Havdyr angaar, da veed man med Vished, at Hvaler og Hvalrosſe i Fortiden kom langt hyppigere og i ſtørre Mængde til Kyſterne end nu omſtunder, og der dræbtes viſtnok aarligt et ſtort Antal ſaavel af dem ſom af Sælhunde. Sælhundenes og Hvalrosſenes Hud brugtes da ogſaa, ſom man af Ottars Beretning og mange Ytringer i vore Oldſkrifter kan ſee, til Skibstouge, hvortil deres Styrke og Sejghed gjorde dem overmaade ſkikkede[3]. Men hovedſagelig vejdedes de for Tranens Skyld, hvilken (lýsi) viſtnok tidligt var en Udførſelsartikel[4], ligeſom ogſaa flere af disſe Havdyrs Kjød brugtes til Menneſkeføde[5].

Egentlig Bergverksdrift var endnu ukjendt i Norden paa denne Tid. Der tilvirkedes Jern, og det meget fortrinligt, men fremdeles kun af Myr-

  1. Gulathingslov Cap. 93, 91, Froſtathingslov XIII. 6. 9. Naar her tales om „Dyr“ menes, ſom ſædvanligt i vore Oldſkrifter, kun ſtort Vildt med Samt, ſom Hjorte, Elger og Rener. Elger omtales udtrykkeligt kun i en Artikel af den nyere Landslov, ſom ſynes at være tagen af den ældre Eidſivathingslov (VII. 60). Sandſynligviis kjendte man i ældre Tider, ſom nu omſtunder, ikke ſynderligt til Elger nordenfjelds.
  2. Se det nys oven anførte. Jvfr. ogſaa Beretningen om Thorolf Kveldulfsſøn, om hvem det udtrykkeligt fortælles, at han holdt mange Folk ved det aarlige Skrejdfiſke paa Lofoten.
  3. Se ovenfor I. 1. S. 609.
  4. Det nævnes i det mindſte ſenere, ſom i det 13de Aarhundrede, meget hyppigt blandt en af Hoved-Udførſelsartiklerne.
  5. Se f. Ex. Kongeſpejlet, S. 59—33, 44. Om Lovbeſtemmelſerne angaaende Hvalfangſt ſe for øvrigt Gulathingsloven Cap. 149, 150, Froſtathingsloven XIV. 10.