Spydgaarde o. s. v.) eller i Gildrer (Snarer) for mindre Dyr og Fugle[1]. Jagtretten paa Dyr, hvis Kjød eller Skind kunde være nyttigt og som ikke tillige vare Skadedyr, tilkjendtes vel i Lovene Grundens Eiermand, men Straffen for Overtrædelse af disse Bestemmelser var ikke stor, og de strenge Jagtlove, som herskede i England og andensteds, vare for vore Forfædre aldeles ukjendte. Skadedyr, som Bjørne og Ulve, vare derimod, som det hed, utlæge over alt, de kunde dræbes af hvem som helst, undtagen naar en Bjørn var gaaet i Hide, og den, som opdagede og stængede den, havde tillyst, at det var hans.Hverv, da vare Andre uberettigede til at dræbe den. Jagten havde dog i hiin Tid, som nu, intet at sige mod Fiskeriet, der da visselig var langt righoldigere end nu, og, som man seer, allerede tidligt afgav en indbringende Udførselsartikel, Skrejden og Silden, ikke at tale om, at Fisken maaskee i ældre Tider endnu mere end nu udgjorde[2] en Deel af Almuens fornemste Kost. Hvad de større Havdyr angaar, da veed man med Vished, at Hvaler og Hvalrosse i Fortiden kom langt hyppigere og i større Mængde til Kysterne end nu omstunder, og der dræbtes vistnok aarligt et stort Antal saavel af dem som af Sælhunde. Sælhundenes og Hvalrossenes Hud brugtes da ogsaa, som man af Ottars Beretning og mange Ytringer i vore Oldskrifter kan see, til Skibstouge, hvortil deres Styrke og Sejghed gjorde dem overmaade skikkede[3]. Men hovedsagelig vejdedes de for Tranens Skyld, hvilken (lýsi) vistnok tidligt var en Udførselsartikel[4], ligesom ogsaa flere af disse Havdyrs Kjød brugtes til Menneskeføde[5].
Egentlig Bergverksdrift var endnu ukjendt i Norden paa denne Tid. Der tilvirkedes Jern, og det meget fortrinligt, men fremdeles kun af Myr-
- ↑ Gulathingslov Cap. 93, 91, Frostathingslov XIII. 6. 9. Naar her tales om „Dyr“ menes, som sædvanligt i vore Oldskrifter, kun stort Vildt med Samt, som Hjorte, Elger og Rener. Elger omtales udtrykkeligt kun i en Artikel af den nyere Landslov, som synes at være tagen af den ældre Eidsivathingslov (VII. 60). Sandsynligviis kjendte man i ældre Tider, som nu omstunder, ikke synderligt til Elger nordenfjelds.
- ↑ Se det nys oven anførte. Jvfr. ogsaa Beretningen om Thorolf Kveldulfssøn, om hvem det udtrykkeligt fortælles, at han holdt mange Folk ved det aarlige Skrejdfiske paa Lofoten.
- ↑ Se ovenfor I. 1. S. 609.
- ↑ Det nævnes i det mindste senere, som i det 13de Aarhundrede, meget hyppigt blandt en af Hoved-Udførselsartiklerne.
- ↑ Se f. Ex. Kongespejlet, S. 59—33, 44. Om Lovbestemmelserne angaaende Hvalfangst se for øvrigt Gulathingsloven Cap. 149, 150, Frostathingsloven XIV. 10.
