Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1039

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1021
Fædrift. Jagt.

værende, med tilbørligt Henſyn til Pengemasſens Forøgelſe, vil man erkjende, at Kjørne i hine Tider næſten vare i højere Værd end nu omſtunder[1].

Jagten (veiði) maatte i ældre Tider være af ſtørre Betydning end nu, da Folket i det Hele taget var mere vant til at ſyſle med Vaaben, og de hyppige Krige vænnede Ungdommen til et mere uroligt og uſtadigt Liv. Imidlertid ſeer man af de ældſte Digte, og af Sagaerne, at Jagt ſom Fornøjelſe, da ſom nu, dreves af Stormændene, ſom derved fra Barndommen af vænnede ſig til Vaabenbrug. Jagten er i „Rigsmaal“ Jarlens og Jarleſønnens Sag, medens „Karlen“ ſyſler med Agerbrug og Fædrift[2]. Der fortælles ogſaa ofte om Konger og andre fornemme Mænd, ja endog Kvinder[3]), hvorledes en af deres vigtigſte Fornøjelſer var at ride ud med Høge og Hunde for at jage. Derfor ſatte man ogſaa megen Priis paa de Falke (valir) og Høge (haukar), der i ſaa ſtor Mængde fandtes i Norge, og maa tidligt have forſtaaet den Kunſt at afrette ſaa vel dem, ſom Hunde (mjóhundar, sporhundar) til Jagten[4]. I Froſtathingslagen tilhørte alle Høge, der fandtes i Rede, Landdrottnen; i Gulathingslagen kun naar de udtrykkeligt bleve ham forbeholdte, ellers bleve de Lejlændingens Ejendom[5]. Jagten foregik i hine Tider meeſt om Høſten, paa Barfroſten[6], og om Vintren paa Skid, da man, førend Ildvaaben kjendtes, altid maatte fælde Vildtet paa nærmere Hold. Større Dyr, ſom Bjørne, Ulve og Rensdyr, vel ogſaa Hjorte, fangedes ofte i ſæregent dertil indrettede Grave (Bjørnebaaſer, Ulvehuſe,

    keligt ſiges at en friſk Ko af middels Alder ſkal tages i Betaling for 2½ Øre; ſamt Cap. 218, hvor en Baug af 10 Merker (Guld) ſiges at være 32 Kjør. I Dipl. Norv. II. 99, fra Aaret 1309 værdſættes derimod en Heſt = 3 Kjør; ſiden, i 1337 (ſſteds No. 225) ſættes endog 6 Kjør for en Heſt.

  1. Regnes nemlig Sølvet at være ti Gange ringere af Værdi, faar man 2½ Øre = mere end 25 Sølvſpeciedalere, en overvættes høj Priis for en Ko. Men man gjorde ſig da vel ogſaa Kjørne nyttigere end nuomſtunder.
  2. Se ovenfor I. 1. S. 109.
  3. At Kvinderne ogſaa gik paa Jagt, i det mindſte Falkejagt, ſees deraf at de ejede Yndlingshøge, f. Ex. Aſtrid, Olaf Tryggvesſøns Syſter, der blev gift med Erling Skjalgsſøn, ſe ovenfor I. 2. S. 295.
  4. De norſke og islandſke Falke vare, ſom bekjendt, gjennem hele den ſidſte Deel af Middelalderen og langt ned i de nyere Tider berømte og meget ſøgte over hele Europa, hvorfor de ogſaa vare meget kjærkomne Gaver, naar vore Konger, hvilket ofte ſkede, ſendte dem i Foræring til fremmede Fyrſter. Af denne Grund forbeholdt Kongerne ſig ſenere her Forkjøbsretten til dem. (Nyere Landslov VII. 52).
  5. Gulathingsloven Cap. 75. Froſtathingslov XIII. 5.
  6. Se f. Ex. hvad der fortælles om Sigmund Breſtesſøns Foſterfader, Thorkell Tørfroſts Jagtferd, Færeyingaſaga Cap. 142. jvfr. ovenfor I. 2. S. 61, Gulathingslov Cap. 93, Froſtathingslov XIII. 9.