værende, med tilbørligt Hensyn til Pengemassens Forøgelse, vil man erkjende, at Kjørne i hine Tider næsten vare i højere Værd end nu omstunder[1].
Jagten (veiði) maatte i ældre Tider være af større Betydning end nu, da Folket i det Hele taget var mere vant til at sysle med Vaaben, og de hyppige Krige vænnede Ungdommen til et mere uroligt og ustadigt Liv. Imidlertid seer man af de ældste Digte, og af Sagaerne, at Jagt som Fornøjelse, da som nu, dreves af Stormændene, som derved fra Barndommen af vænnede sig til Vaabenbrug. Jagten er i „Rigsmaal“ Jarlens og Jarlesønnens Sag, medens „Karlen“ sysler med Agerbrug og Fædrift[2]. Der fortælles ogsaa ofte om Konger og andre fornemme Mænd, ja endog Kvinder[3]), hvorledes en af deres vigtigste Fornøjelser var at ride ud med Høge og Hunde for at jage. Derfor satte man ogsaa megen Priis paa de Falke (valir) og Høge (haukar), der i saa stor Mængde fandtes i Norge, og maa tidligt have forstaaet den Kunst at afrette saa vel dem, som Hunde (mjóhundar, sporhundar) til Jagten[4]. I Frostathingslagen tilhørte alle Høge, der fandtes i Rede, Landdrottnen; i Gulathingslagen kun naar de udtrykkeligt bleve ham forbeholdte, ellers bleve de Lejlændingens Ejendom[5]. Jagten foregik i hine Tider meest om Høsten, paa Barfrosten[6], og om Vintren paa Skid, da man, førend Ildvaaben kjendtes, altid maatte fælde Vildtet paa nærmere Hold. Større Dyr, som Bjørne, Ulve og Rensdyr, vel ogsaa Hjorte, fangedes ofte i særegent dertil indrettede Grave (Bjørnebaaser, Ulvehuse,
- ↑ Regnes nemlig Sølvet at være ti Gange ringere af Værdi, faar man 2½ Øre = mere end 25 Sølvspeciedalere, en overvættes høj Priis for en Ko. Men man gjorde sig da vel ogsaa Kjørne nyttigere end nuomstunder.
- ↑ Se ovenfor I. 1. S. 109.
- ↑ At Kvinderne ogsaa gik paa Jagt, i det mindste Falkejagt, sees deraf at de ejede Yndlingshøge, f. Ex. Astrid, Olaf Tryggvessøns Syster, der blev gift med Erling Skjalgssøn, se ovenfor I. 2. S. 295.
- ↑ De norske og islandske Falke vare, som bekjendt, gjennem hele den sidste Deel af Middelalderen og langt ned i de nyere Tider berømte og meget søgte over hele Europa, hvorfor de ogsaa vare meget kjærkomne Gaver, naar vore Konger, hvilket ofte skede, sendte dem i Foræring til fremmede Fyrster. Af denne Grund forbeholdt Kongerne sig senere her Forkjøbsretten til dem. (Nyere Landslov VII. 52).
- ↑ Gulathingsloven Cap. 75. Frostathingslov XIII. 5.
- ↑ Se f. Ex. hvad der fortælles om Sigmund Brestessøns Fosterfader, Thorkell Tørfrosts Jagtferd, Færeyingasaga Cap. 142. jvfr. ovenfor I. 2. S. 61, Gulathingslov Cap. 93, Frostathingslov XIII. 9.
keligt siges at en frisk Ko af middels Alder skal tages i Betaling for 2½ Øre; samt Cap. 218, hvor en Baug af 10 Merker (Guld) siges at være 32 Kjør. I Dipl. Norv. II. 99, fra Aaret 1309 værdsættes derimod en Hest = 3 Kjør; siden, i 1337 (ssteds No. 225) sættes endog 6 Kjør for en Hest.
