Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1038

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1020
Magnus Erlingsſøn.


Fædriften maatte ſaaledes i de ældre Tider ſpille en langt ſtørre Rolle end nu. Man ſeer derfor ogſaa, ſom allerede ovenfor nævnt, at Smør var en Udførſelsartikel fra Norge. Kjør og Faar vare da, ſom nu, det Hornkvæg, der holdtes paa Gaardene, af Geder holdtes neppe mange. Af Lovene ſees det, at denne Bedrift i de ældſte Tider ſkede aldeles paa ſamme Maade, ſom i vore Dage. Om Sommeren benyttedes Setergræsgangene, hvorhen Kvæget blev drevet op, og hvor enhver Gaard havde ſit beſtemte Sel (Seterhuus)[1]. Disſe Setergræsgange vare, ſom oftere nævnt, for det meſte Almenninger, der tilhørte Kongen, men hvortil Brugsretten ſtod alle aaben. Faareavlen ſpillede i Norge neppe ſaa ſtor en Rolle, ſom Kvægavlen; men af deſto ſtørre Betydning var den, ſom den endnu er, paa Island og Færøerne. Faareracen paa Færøerne var neppe indført fra Norge, men hidrørte fra de af de førſte norſke Koloniſter forefundne Faar, der ſiden de irſke eller ſkotſke Gejſtliges Ophold der havde formeret ſig til en utrolig Mængde, og efter hvilken endog Øerne fik deres Navn[2]. Af Sviin holdtes der vel neppe ſaa mange, ſom i ſenere Tider[3], derimod maa Heſteholdet have været forholdsviis meget ſtørre, deels fordi Heſtefoderet var billigere, deels ogſaa fordi man til Rejſer og Befordring trængte til langt flere Hefte end nu, efterſom Kjøretøj ſjelden anvendtes, uden om Vintren, og ſaa godt ſom al Befordring ſkede enten til Heſt, eller ved Søkuſterne til Skibs. Den almindelige Priis paa en Heſt i hine Tider var, hvis man ſkal regne efter en i den islandſke Lovbog omkring 1200 indført Taxt, i Gjennemſnit den ſamme, ſom for en Ko, tog denne beregnedes igjen ſædvanligviis til halvtredie øre Sølv. Lige med en Ko ſattes ogſaa li fuldvoxne Faar, eller een So med 9 Griſe[4]. Sammenlignes hiin Priis med de nu-

    norſke Lov, 3—14—35 til 37, uden at man dog vel derfra kan ſlutte til at Forholdene paa den Tid ej havde forandret ſig mere, eller at der endnu da ſkulde have været ſaa godt Raad paa Tømmer og Brændefang. — Hvorledes Kongerne ofte gave anſeede Islændinger Tilladelſe til at hugge det nødvendige Huustømmer i deres egne Skove (eller ſandſynligviis i Almenningsſkove) uden Betaling, fortælles paa flere Steder i Sagaerne.

  1. Om Setre, ſe Gulathingsloven Cap. 84, 90.
  2. Nemlig Fær- (d. e. Faare-Øer, ſe ovenfor I. 1. S. 418, 445.) Kun ſjelden bruges ellers i vore Oldſkrifter Benævnelſen „Faar“ (far eller efter den norſke Udtale fær), hvilket var langt almindeligere i Danmark og Sverige. Den ſædvanlige Benævnelſe hos os er „Saud“ og „Smale“, hvilket dog ofte bruges i Betydningen „Faarehjord“.
  3. I Gulathingsloven Cap. 223, hvor der opregnes, hvilke Huusdyr der kunde gives i Betaling ſom Penges Værd, nævnes Kjør, Sauder, (ſom her kaldes „Faar-Sauder“, „(færsauðir)“, men ikke Sviin; Geder forbydes udtrykkeligt at anvendes.
  4. Graagaas Kb. Cap. 85; jvfr. Gulathingsloven Cap. 223, hvor der udtryk-