Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1037

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1019
Skovvæſen.

vare Kloſterhaver, umiskjendeligt hidrører fra Munkenes ſtille, fortjenſtlige Virkſomhed[1].

Skovene og Tømmeret maatte i de nys beſkrevne Tider kun have ringe Værd, deels formedelſt den forhaandenværende Mængde deraf, deels fordi de ej udgjorde nogen ſtadig Handels- eller Udførſels-Artikel. Derfor omtales ikke engang Handel med eller Udførſel af Tømmer i vore ældre Love, førend længere ned i Middelalderen, da Hanſeaterne allerede tildeels vare komne i Beſiddelſe af Norges Handel. Det eneſte Marked for norſk Tømmer var ſandſynligviis Island og Færøerne, hvis Beboere fik deres Huustømmer fra Norge, men det ligger i Sagens Natur, at alene de mere Bemidlede kunde anſkaffe ſig dette Materiale, og i Forhold til Norges Skovrigdom maatte denne Afſætning være for lidet eller intet at regne. Et Beviis paa, hvilken Overflod man havde paa Skov, og hvor lidet man fandt det nødvendigt at ſpare den, er den Tilvirkning af Salt, ſom fra de ældſte Tider indtil langt hen i Middelalderen fandt Sted rundt om paa Norges Kyſter, endog i ſaa ſtor Maaleſtok, at Salt var en Udførſelsartikel, fornemmelig til Sverige[2]. Det tilvirkedes endog paa Steder, hvor Vandet var højſt ubetydeligt ſaltholdigt[3], og hertil maa derfor, Aar ud og Aar ind, utroligt ſtore Masſer af Brændeveed have medgaaet. Det eneſte Tegn til nogen Omhu for, at Skovene ikke alt for meget mishandledes, er Forbudet mod at Lejlændingen tilvirkede mere Salt, end han behøvede at give ſin Buſkab, eller til at kjøbe Tagnæver; ligeſom han heller ikke maatte flaa Næver til Salg, uden for ſaa vidt han trængte til at kjøbe ſimpelt Salt (Svarteſalt), eller brænde mere Tjære, end han behøvede at bræde ſine Baade med. Lejlændingen maatte heller ikke hugge ſtørre Fartøj af det Tommer, han fældte i Gaardens Skov, end en Tolværing, ligeſom han ikke havde Lov til at overlade nogen Anden af Skoven mere end to, i Froſtathingslagen fem Las Ved og et Las Skav. Men dette viſer juſt, at man overhoved ikke regnede det ſaa nøje[4].

  1. Se Langes Kloſterhiſtorie, l. c.
  2. Se f. Ex. ovenfor I. 2. S. 543, hvorledes Kong Olaf den hellige forbød Udførſel til Sverige af Salt og Sild, og hvorledes Gauterne vanſkeligt kunde undvære disſe Nødvendighedsartikler.
  3. Endog i Biſkop Eyſteins Jordebog, affattet faa ſildigt ſom henved 1400, heder det ſaaledes (fol. 30) at Kljuva Kirke (paa Gaarden Kløve ved Veſtre Porsgrund) havde blandt ſine Indtægter en vis Afgift af Saltbrænderiet ved Rambek i Grjotvikſkoven, altſaa i det inderſte af Frierfjorden, hvor Vandet er meget brakt. Saltkjedler og Saltkjedelsboder (Skuur) omtales ogſaa paa mange andre Steder.
  4. Gulathingsloven Cap. 75, Froſtathingsloven XIII. Cap. 4. XIV. Disſe Beſtemmelſer ere ogſaa, med ubetydelige Forandringer, gjennem den nyere Landslod og derpaa gjennem Chriſtian d. 4des Lov gaaede over i Chriſtian d. 5tes