De, som her opryddede sig Pladse (i Eidsivalagen kaldte „Stokland“) bleve Kongens Lejlændinger, da Almenningerae tilhørte ham[1]. Med Havedyrkning gav man sig kun lidet af. Der omtales hist og her Urtehaver (grasgarðar), sjeldnere Frugthaver (eplagarðar); af Lovene sees, at der i Haver eller paa indhegnede Steder dyrkedes Løg, Hvanner, Kaal, Humle[2]. Frostathingsloven omtaler endog Æbler, hvilket tyder paa at man saa langt nord i Thrøndelagen har forsøgt paa at dyrke denne Frugt[3]. Til Havedyrkning i egentlig Forstand kan man dog ikke ansee Begyndelsen at være gjort i Norge førend ved Klostrenes Oprettelse, da Munkene her, som andensteds, gjorde Havedyrkningen til en af fine Hovedbeskjeftigelser, og den første Stok af Munke ved ethvert Kloster udelukkende, eller for en stor Deel, vare Udlændinger, fornemmelig fra England, der med Held søgte at indføre og akklimatisere mange nyttige Væxter, som i deres Hjem dyrkedes i Haverne, men som endnu i Norge vare ukjendte[4]. Naar Exemplet først var givet af Munkene paa Klostrenes Hoved- og Bu-Gaarde, faldt det af sig selv, at det ogsaa efterlignedes, først af Stormændene paa deres Herresæder, siden af de mere bemidlede Jordbrugere. Blandt de Havevæxter, hvis Indførsel man saaledes kan tillægge Munkene, maa man sandsynligviis nævne Næver, Erter og Bønner, der omtales i den yngre Landslov paa et Sted, som ellers er ligefrem udskrevet af den ældre Frostathingslov, men hvor disse Rod- og Bælgfrugter slet ikke nævnes, et temmelig umiskjendeligt Tegn paa at deres Indførelse falder i Mellemtiden mellem den ældre Lovs Nedskrivelse og Affattelsen af den yngre[5]. At den udbredte Æble- og vel ogsaa Kirsebær-Avl i Hardanger væsentligst var at tilskrive den Indflydelse, som Munkene i Lysekloster, fornemmelig fra deres Bu-Gaard Aapedal i Ullensvang udøvede, maa ansees vist[6], ligesom den rigere Flora, der endnu findes paa de Steder, hvor der i fordums Dage
- ↑ Gulathingsloven Cap. 145, Frostathingsloven XIV. 7, Eidsiva Christenret Cap. 15.
- ↑ Frostathingsloven XIII. 2. XIV. 14. Bjarkøretten 119. 148 jvfr. Laxdølasaga Cap. 60.
- ↑ Frostathingsloven XIV. 12. Maaskee man dog her nærmest har tænkt paa Søndmøre og Raumsdalen.
- ↑ Se herom nærmere Langes Klosterhistorie S. 255—257.
- ↑ I den ældre Frostathingsloven XIV. staar: Om Mand gaar i anden Mands Løghave (laukagarð) eller Hvannehave (hvanngarð), har han ingen Ret paa sig, om man end slaar og høster ham og tager alle hans Sager fra ham. I den nyere Landslov IV, 9, staar: Om Mand gaar i anden Mands Løghave eller Hvannehave, Æblehave (eplagarð) eller Næpe-, Etne, eller Bønne-Beed (næpnareit, ertra eða bauna) o. s. v.
- ↑ Langes Klosterhistorie, l. c.
