Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1036

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1018
Magnus Erlingsſøn.

De, ſom her opryddede ſig Pladſe (i Eidſivalagen kaldte „Stokland“) bleve Kongens Lejlændinger, da Almenningerae tilhørte ham[1]. Med Havedyrkning gav man ſig kun lidet af. Der omtales hiſt og her Urtehaver (grasgarðar), ſjeldnere Frugthaver (eplagarðar); af Lovene ſees, at der i Haver eller paa indhegnede Steder dyrkedes Løg, Hvanner, Kaal, Humle[2]. Froſtathingsloven omtaler endog Æbler, hvilket tyder paa at man ſaa langt nord i Thrøndelagen har forſøgt paa at dyrke denne Frugt[3]. Til Havedyrkning i egentlig Forſtand kan man dog ikke anſee Begyndelſen at være gjort i Norge førend ved Kloſtrenes Oprettelſe, da Munkene her, ſom andenſteds, gjorde Havedyrkningen til en af fine Hovedbeſkjeftigelſer, og den førſte Stok af Munke ved ethvert Kloſter udelukkende, eller for en ſtor Deel, vare Udlændinger, fornemmelig fra England, der med Held ſøgte at indføre og akklimatiſere mange nyttige Væxter, ſom i deres Hjem dyrkedes i Haverne, men ſom endnu i Norge vare ukjendte[4]. Naar Exemplet førſt var givet af Munkene paa Kloſtrenes Hoved- og Bu-Gaarde, faldt det af ſig ſelv, at det ogſaa efterlignedes, førſt af Stormændene paa deres Herreſæder, ſiden af de mere bemidlede Jordbrugere. Blandt de Havevæxter, hvis Indførſel man ſaaledes kan tillægge Munkene, maa man ſandſynligviis nævne Næver, Erter og Bønner, der omtales i den yngre Landslov paa et Sted, ſom ellers er ligefrem udſkrevet af den ældre Froſtathingslov, men hvor disſe Rod- og Bælgfrugter ſlet ikke nævnes, et temmelig umiskjendeligt Tegn paa at deres Indførelſe falder i Mellemtiden mellem den ældre Lovs Nedſkrivelſe og Affattelſen af den yngre[5]. At den udbredte Æble- og vel ogſaa Kirſebær-Avl i Hardanger væſentligſt var at tilſkrive den Indflydelſe, ſom Munkene i Lyſekloſter, fornemmelig fra deres Bu-Gaard Aapedal i Ullensvang udøvede, maa anſees viſt[6], ligeſom den rigere Flora, der endnu findes paa de Steder, hvor der i fordums Dage

  1. Gulathingsloven Cap. 145, Froſtathingsloven XIV. 7, Eidſiva Chriſtenret Cap. 15.
  2. Froſtathingsloven XIII. 2. XIV. 14. Bjarkøretten 119. 148 jvfr. Laxdølaſaga Cap. 60.
  3. Froſtathingsloven XIV. 12. Maaſkee man dog her nærmeſt har tænkt paa Søndmøre og Raumsdalen.
  4. Se herom nærmere Langes Kloſterhiſtorie S. 255—257.
  5. I den ældre Froſtathingsloven XIV. ſtaar: Om Mand gaar i anden Mands Løghave (laukagarð) eller Hvannehave (hvanngarð), har han ingen Ret paa ſig, om man end ſlaar og høſter ham og tager alle hans Sager fra ham. I den nyere Landslov IV, 9, ſtaar: Om Mand gaar i anden Mands Løghave eller Hvannehave, Æblehave (eplagarð) eller Næpe-, Etne, eller Bønne-Beed (næpnareit, ertra eða bauna) o. ſ. v.
  6. Langes Kloſterhiſtorie, l. c.