mark og Saxland, og denne Handelsrørelse synes siden stadigt at have tiltaget. Henved 1190, faa kort efter det Tidspunkt, hvormed det her af os behandlede Afsnit slutter, at Forholdene ikke i nogen væsentlig Grad have kunnet forandre sig fra hvad de vare omkring 1170, heder det at Tunsberg i Særdeleshed var folksom i Sommertiden, formedelst den Mængde Skibe, som fra alle Lande kom did[1]. Om Bergen heder det ligeledes paa samme Tid, at den var saare rig og havde Overflod paa mange Varer, især Skrejd i en utrolig Mængde, og at man der kunde see en Mængde Folk og Skibe allevegne fra, Islændinger, Grønlændinger, Engelskmænd, Tydskere, Daner, Sviar, Gauter, og fra endnu flere Lande, som det vilde være for langvarigt at opregne[2]. Man erfarer, at Bergen paa hiin Tid foruden Skrejd, der endnu er dens Hovedvare, afsatte Smør, fornemmelig til Tydskerne, og at disses Hoved-Indførfels-Artikel var Viin, medens Englænderne især indførte Hvede, Honning, Vox, Klædesvarer, Lærred og Kobberkjedler[3]. Om Nidaros og Oslo veed man mindre Besked: deres Beliggenhed saa langt inde i Fjordene hindrede vel at de bleve saa meget besøgte af fremmede Skibe, som Bergen og Tunsberg, men de vare desto vigtigere som Havnepladse for store og frugtbare Oplande[4].
Agerbruget beskjeftigede i ældre Tider, som nu, den største Deel af Landalmuen, især i de sydligere og frugtbare Egne, men hverken kan det være drevet med det Udbytte, som nuomstunder, da Redskaberne vare saa langt simplere og daarligere, eller i den Udstrækning, saasom en stor Deel af den dyrkbare Grund, der nu er opryddet, i hine Tider maa have været bevoxet med Skov[5]. Imidlertid seer man dog, at flere Høvdinger, f. Ex. Sigurd Syr, Svein Asleifssøn o. a. dreve det med megen Iver. Af de Steder i Sagaerne og Lovene, hvor Agerdyrkning og Kornavling omtales, erfares det at Dyrkningsmaaden i det Hele taget var den samme som nu, og ligeledes de Kornsorter som avledes, de samme. Byg var ogsaa da Hovedarten, og kaldtes derfor ogsaa sædvanligviis simpelt hen „Korn“. Vinterrug omtales som sædvanlig Udsæd allerede i de ældre Love, Havre sjeldnere; stundom en Blanding af Byg og Havre, kaldet Hamal-Korn[6]. Om temmelig sterk Befolkning vidnede den hyppige Oprydning af Jord i Almenningerne.
- ↑ Se den merkelige Beretning om endeel Daners Rejse til det hellige Land, Kirchmanns Udgave S. 142, og i Langebeks Scriptt. rer. Dan. V. S. 351.
- ↑ Sammesteds, S. 146, Langeb. 353.
- ↑ Dette sees af Kong Sverres Tale til de fremmede Handelsmænd i Bergen, 1185, se Sverres Saga, Cap. 104.
- ↑ Om temmelig betydelig Handel med Udlandet fra Nidaros vidner det oven anførte Sted S. 235. Om Oslo s. o. S. 200. flg.
- ↑ Om Agerdyrkningsredskaberne, se nedenfor.
- ↑ Gulathingsloven 75, Frostathingsloven XIII. 1, Eidsiva Christenret Cap. 31.
