Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1035

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Agerbrug
1017

mark og Saxland, og denne Handelsrørelſe ſynes ſiden ſtadigt at have tiltaget. Henved 1190, faa kort efter det Tidspunkt, hvormed det her af os behandlede Afſnit ſlutter, at Forholdene ikke i nogen væſentlig Grad have kunnet forandre ſig fra hvad de vare omkring 1170, heder det at Tunsberg i Særdeleshed var folkſom i Sommertiden, formedelſt den Mængde Skibe, ſom fra alle Lande kom did[1]. Om Bergen heder det ligeledes paa ſamme Tid, at den var ſaare rig og havde Overflod paa mange Varer, iſær Skrejd i en utrolig Mængde, og at man der kunde ſee en Mængde Folk og Skibe allevegne fra, Islændinger, Grønlændinger, Engelſkmænd, Tydſkere, Daner, Sviar, Gauter, og fra endnu flere Lande, ſom det vilde være for langvarigt at opregne[2]. Man erfarer, at Bergen paa hiin Tid foruden Skrejd, der endnu er dens Hovedvare, afſatte Smør, fornemmelig til Tydſkerne, og at disſes Hoved-Indførfels-Artikel var Viin, medens Englænderne iſær indførte Hvede, Honning, Vox, Klædesvarer, Lærred og Kobberkjedler[3]. Om Nidaros og Oslo veed man mindre Beſked: deres Beliggenhed ſaa langt inde i Fjordene hindrede vel at de bleve ſaa meget beſøgte af fremmede Skibe, ſom Bergen og Tunsberg, men de vare deſto vigtigere ſom Havnepladſe for ſtore og frugtbare Oplande[4].

Agerbruget beſkjeftigede i ældre Tider, ſom nu, den ſtørſte Deel af Landalmuen, iſær i de ſydligere og frugtbare Egne, men hverken kan det være drevet med det Udbytte, ſom nuomſtunder, da Redſkaberne vare ſaa langt ſimplere og daarligere, eller i den Udſtrækning, ſaaſom en ſtor Deel af den dyrkbare Grund, der nu er opryddet, i hine Tider maa have været bevoxet med Skov[5]. Imidlertid ſeer man dog, at flere Høvdinger, f. Ex. Sigurd Syr, Svein Asleifsſøn o. a. dreve det med megen Iver. Af de Steder i Sagaerne og Lovene, hvor Agerdyrkning og Kornavling omtales, erfares det at Dyrkningsmaaden i det Hele taget var den ſamme ſom nu, og ligeledes de Kornſorter ſom avledes, de ſamme. Byg var ogſaa da Hovedarten, og kaldtes derfor ogſaa ſædvanligviis ſimpelt hen „Korn“. Vinterrug omtales ſom ſædvanlig Udſæd allerede i de ældre Love, Havre ſjeldnere; ſtundom en Blanding af Byg og Havre, kaldet Hamal-Korn[6]. Om temmelig ſterk Befolkning vidnede den hyppige Oprydning af Jord i Almenningerne.

  1. Se den merkelige Beretning om endeel Daners Rejſe til det hellige Land, Kirchmanns Udgave S. 142, og i Langebeks Scriptt. rer. Dan. V. S. 351.
  2. Sammeſteds, S. 146, Langeb. 353.
  3. Dette ſees af Kong Sverres Tale til de fremmede Handelsmænd i Bergen, 1185, ſe Sverres Saga, Cap. 104.
  4. Om temmelig betydelig Handel med Udlandet fra Nidaros vidner det oven anførte Sted S. 235. Om Oslo ſ. o. S. 200. flg.
  5. Om Agerdyrkningsredſkaberne, ſe nedenfor.
  6. Gulathingsloven 75, Froſtathingsloven XIII. 1, Eidſiva Chriſtenret Cap. 31.