Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1034

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1016
Magnus Erlingsſøn.

ſtørre Skibe, de ſaakaldte Øſterfarerſkibe[1], anvendtes, ſamt endelig med Skotland, England og Nordtydſkland, og tildeels med Frankrige. Sydligere end Kanalen ſynes norſke Handelsſkibe i hine Tider ſædvanligviis ej at have gaaet. Kjøbmandsſkibenes Bemanding foregik, ſom der alle-rede er viiſt Exempel paa[2], i Regelen ganſke anderledes end nu omſtunder. Det var nemlig Pasſagererne ſelv, ſom udgjorde Mandſkabet, og udførte alle de Syſler, der ellers paaligge Skibsfolkene, og dertil vare de forpligtede, uagtet de endda betalte Skipperen Leje for Fragten[3]. Endog de højbyrdigſte Mænd maatte ſaaledes ſkifteviis hjelpe til ved Bjergning af Sejl, Skibets Øsning[4], hvortil man i hine Tider ej anvendte Pumper, og ved dets Opſætning, naar man kom hjem. Den Skipper eller Styremand, hos hvem ikke det til Skibets Haandtering nødvendige Antal Pasſagerer (hásetar) havde tinget ſig Fart (far) var ſaaledes i den ſtørſte Forlegenhed, og det lader til, at det aldrig faldt nogen ind, at leje eller hyre Matroſer, ſandſynligviis fordi dette vilde falde alt for bekoſteligt, imod hvad man var vant til. Overhoved kan man ſige, at Skibsejerne i hine Tider vare mere lettede eller begunſtigede end nu. Ikke nok med, at Pasſagererne maatte forrette Matrostjeneſte, vare ogſaa alle boſiddende Kjøbmænd i en By, ſaavel ſom alle fremmede, og alle Bønder fra Landet, naar de kun havde opholdt ſig tre Dage i Byen, under Mulkt forpligtede til, perſonligt at indfinde ſig og hjelpe til med at drage et paa Land opſat Skib i Sven eller omvendt, ſaa ſnart Gjaldkeren paa Styremandens Opfordring havde ladet blæſe til Skibsdræt[5]. Vel ſynes det, ſom om man her maatte kunne ſende ſine Folk i ſit Sted, men Forpligtelſen føltes dog ſom ſaare trykkende af alle Fremmede, der havde boſat ſig i Norge, og ej hjemmefra vare vante dertil[6].

Foruden indenlandſke Skibe beſøgtes Norges Havne hyppigt af udenlandſke, thi, ſom Ordrik ſiger (ſe ovf. S. 715), fra alle Verdens Kanter bragtes Rigdomme til Landet. Meeſt beſøgte af Fremmede vare, ſom man maa formode, Tunsberg og Bergen. Til Tunsberg kom der, ſom vi have ſeet, allerede paa Harald Haarfagres Tid Skibe i mængdeviis fra Dan-

  1. Se ovenfor Side 894, jvfr. den yngre Bylov, VI. 17, og Sverres Saga Cap. 86.
  2. Se ovenfor S. 235.
  3. Bjarkøretten Cap. 169—177, jvfr. den yngre Bylov, Bolk IX eller Formannaloven.
  4. For Ex. Hallfred Vandrædaſkald, ſe Olaf Tr. Saga Cap. 261.
  5. Bjarkøretten Cap. 131, jvfr. den yngre Bylov, VI. 17, Harald Haardraades Saga Cap. 26.
  6. De tydſke Kjøbmænd, ſom boſatte ſig i norſke Stæder, ſøgte derfor ogſaa ivrigt at ſlippe denne Byrde.