Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1032

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1014
Magnus Erlingsſøn.

de forſkjellige Øer[1], og hvor det da gik til ſom paa Thingene i Norge; men tidligere ſynes Formerne mere at have lignet de islandſke: man havde endog en egen Lovſigemand[2]. Ligeſaa lidet kjendes om Rettergangsforholdene paa Orknøerne og Hjaltland. Det vides ikke engang, om begge Øgrupper havde fælles Lagthing, eller hver ſit[3]. Øen Man havde ſit eget Lagthing, der holdtes paa Thingvolden (Tynwald) ved Holm Peel, og endnu aarligen afholdes, om end blot ſom en tom Formalitet[4].

108. Folkets Vilkaar og Næringsveje.


Det er allerede ovenfor omtalt, at det norſke Folk, efter Sagaſkrivernes udtrykkelige Vidnesbyrd, befandt ſig i en meget blomſtrende Tilſtand under de førſte Konger af Harald Gilles Æt[5], uanſeet de Stridigheder, ſom fandt Sted mellem Kongerne ſelv. Denne Blomſtringstilſtand begyndte rimeligviis allerede under Sigurd Jorſalafarer, ſom ellers ikke kunde være bleven ſaa populær, og hvis Regjeringsaar ellers ej kunde beſkrives ſom en for Bønderne højſt lykkelig Tid. Om Magnus Barfod heder det viſtnok, at hans mange Krige faldt Bønderne trykkende[6], men da han kun regjerede ti Aar, og hans Fader Olaf Kyrres lange og fredelige Regjering ogſaa nævnes ſom en gylden Tid for Landets Indbyggere, hvori disſe erhvervede Velſtand og Rigdom, maa Krigsaarene under Magnus ſnart have være glemte, og man kan med Rette ſige, at Folket lige fra 1066 indtil Slutningen af den Periode, vi her have behandlet, har kunnet komme ſig og ſamle Kræfter efter de langvarige, udmattende Krige under Harald Haardraade og hans Formand, Magnus den gode, ſamt de Statsomvæltninger, der gik forud for dennes Regjeringstiltrædelſe. Det er derfor intet Under, at Folket paa Inges og Magnus Erlingsſøns Tid kaldtes rigt og mægtigt.

Næringsvejene vare i det hele taget de ſamme ſom de nuværende, kun at det faldt af ſig ſelv, at Handel og Skibsfart paa hiin Tid ej kunde drives i den ſtore Udſtrækning i Rummet, ſom nu omſtunder, og at man

  1. Nyere Landslov I. 2.
  2. Om Forhandlinger ved Thinget i Thorshavn paa St. Olafs Tid, ſe ovenfor I. 2. S. 330, 690.
  3. Sandſynligviis havde de fælles Thing i Kirkevaag, og Thinget paa Hjaltlands „Thingvold“ ved Scalloway var da følgelig blot at anſee ſom Fylkesthing. En anden Sag var det derimod ſenere, da Hjaltland var blevet ſkilt fra Orknøerne 1195, ſe nedenfor.
  4. Neal, Ecchesiological notes &c. S. 42; Worsaae: Minder om de Danſke og Nordmændene S. 366, 367.
  5. Se ovenfor S. 918.
  6. Se ovenfor S. 558.