Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1030

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1012
Magnus Erlingsſøn.

byde Lodkaſtning om Ordenen, i hvilken han ſkulde foredrage ſin Sag, naar ſex eller flere Dommere havde taget Sæde i Fjerdingsretten. Saavel Sagſøgeren ſom den Indſtevnte, havde Net til, tinder aflagt Redeligheds-Ed, at fremſagte Indſigelſer mod enkelte Dommere, der naar Indſigelſerne befandtes gyldige, maatte vige deres Sæde, hvilket ſtrax paany ſkulde beſættes af vedkommende Gode. Denne var under ſit Embeds Fortabelſe pligtig at faa Dommen udfyldt inden Solens Nedgang. Sten Retten ikke udfyldt, dømte dog de øvrige ſom om den var fuldtallig[1]. Beviisførelſen ſtede, ſom oven nævnt, hovedſagelig ved Kviden, hvis Medlemmer enten udſagde hvad de vidſte i Sagen, eller erklærede under Ed, at det ej tilkom dem at afgive noget Udſagn. Den Sagſøgte prøvede nu efter aflagt Ed at faa kasſeret Sagſøgerens Min„ eller at ſkaffe ſig Bjargkvid, o. ſ. v. Naar Sagen var indladt til Dom, ſkrede Dommerne til Votering. Til Dommen fordredes, ſom i Norge, Eenſtemmighed[2]; vare Stemmerne deelte, maatte en ubetydelig Minoritet ſlutte ſig til Minoriteten; ved en ſtørre Minoritet, eller naar der vare lige mange Stemmer paa hver Side[3], ſkred man til det ſaakaldte Vefang, hvorved de, der vare af ſamme Mening, toge Plads ved Siden af hinanden, og det ene Parti vidnesfaſt anmodede det andet om at træde over til dets Mening, og bekræftede den med Ed. Opnaaedes ikke dette, afſagde hvert Parti ſin Dom, og disſe Domme gik nu, hvis de vare afſagte paa Vaarthing, til Fjerdingsdommen, hvis de vare afſagte paa denne, til Femterdommen. Men Sagſøger og Sagſøgte lyſte tillige Søgsmaal mod Dommerne for ulovlig Fremfærd, og paaſtode Fredløshedsſtraf over dem. At beſørge afſagte Domme bragte i Udøvelſe ſynes at have været vedkommende Godes Sag. I det mindſte ſkulde han paa den Vindendes Opfordring holde den ſaakaldte Feransdom eller Exekutionsret over Fredløsdomte, hvorved deels Dommen traadte i Kraft, deels den dømtes Gods, der alt-

  1. Graagaas þskþ. Cap. 6.
  2. Graagaas þskþ. Cap. 22. Eenſtemmighed i Dom var et Retsprincip i Norge og paa Island. Det er derfor viſtnok en Fejl, naar Arneſen S. 582, og efter ham Peterſen S. 376, ſiger at Dommen afſagdes efter Stemmefleerhed.
  3. Ved den ſaakaldte Enge-Ret, beſtaaende af 6 Dommere, fordredes til Vefang et Parti af 3, altſaa Halvdelen paa hver Side. Ved Fjerdingsdommen fordredes 6; Graagaas þskþ. Cap. 33. Efter dette ſkulde det altſaa næſten ſynes, ſom om Fjerdingsdommen havde beſtaaet af 12 Medlemmer, ſ. o. Aabenbart ſynes det at være, at den ej kunde beſtaa af 36, thi imod dette Antal var 6 en alt for liden Fraktion. Snarere kunde man tænke paa 24, efter den i Norge gjeldende Regel, at den Part, ſom havde ¼ af Thingmændene paa ſin Side, ſkulde have Ret til at indſkyde ſin Sag fra Fylkesthing til Lagretten, ſ. o. S. 1004.