Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1029

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1011
Rettergang paa Island.

Goderne eller Landets egentlige Høvdinger. Rettergangen var der, i det mindſte efter Lovgivningen at dømme, mere indviklet og fuld af Formaliteter end i Norge, men i ſin Hovedcharakteer ſtemmede den dog med den norſke, ſom rimeligt er. Man gjorde der ikke Forſkjel mellem Sagernes Charakteer, men anvendte ved dem alle etſlags Prøvelſe-Udvalg, der paa det nærmeſte ſvarede til, hvad man i Norge kaldte Dom, og ſom nys er beſkrevet. Dette Udvalg kaldtes kviðr eller búakviðr, og beſtod af et viſt Antal af Parternes Naboer (búar), der ſkulde møde frem for Retten og drøfte de fremførte Beviſer, ſkjønt de ofte kun kjendte Sagen af Rygte. Kvidsmændene udnævntes ved Vidner, dette kaldtes kvöð, og deres Antal var 5, 9 eller 12 efter Sagens Vigtighed. Ligeſom Dommene i Norge, maatte de ryddes; hvis Sagſøgeren ej tilbød dette, havde han tabt Sagen, ſaa vel ſom naar han opnævnte et urigtigt Antal. I de Tilfælde, hvor der opnævntes 9 Buar, havde den Sagſøgte Ret til at vælge 5 til ſit Forſvar; (bjargkviðr d. e. Bjergelſes-Kvid) han kunde endog vælge dem blandt de af Sagſøgeren opnævnte, og naar det lykkedes den Sagſøgte at opſtille Bjargkvid, afſagdes Dommen til Fordeel for ham, om Sagſøgeren endog havde fuld Kvid paa ſin Side. Tylftarkvid anvendtes kun i de vigtigſte Sager, og beſtod af den Sagſøgtes Hereds-Gilde ſelv med li af denne opnævnte Mænd. Paa Kinderne kom det ved den islandſke Rettergang fornemmelig an ved at konſtatere Hovedſpørgsmaalet, egentlige Vidner brugtes for det meſte kun til at beviſe Formaliteterne[1].

Det ſtod Enhver frit at indſtevne ſin Sag til Vaarthing eller umiddelbart til Althing eller Fjerdingsdom, men hvis en af Parterne fordrede det ſidſte, ſkulde dette ſkee. Althingsſtevning ſkulde i Regelen forkyndes med tre eller fire Ugers Varſel ved de Sagſøgtes Bopæl; Sagſøgeren maatte kun ſelv tredie gaa i Retten, og begyndte, ſom oven anført, at til-

    er rétt þeim manni er með sakar ferr, at bjóða til hliutfalla o. ſ. v.), thi dette Antal ſynes at vare altfor lidet mod 36 til at danne nogen kompetent Autoritet; med ſer af ni var det derimod rimeligt. Men af hvad der foreſkrives om Vefang, kunde man ſnareſt gjette paa 12 eller 24, ſ. n.

  1. Arneſens islandſke Rettergang, S. 217. Naar han S. 189 paaſtaar, at Bjargkviden ſtedſe ſkulde vælges blandt Sagſøgerens Kvidmænd, grunder dette ſig maaſkee paa en Misforſtaaelſe af Njaalsſagas Udſagn Cap. 67, at Gunnar efter Njaals Raad kasſerede de 4 af ſin Modparts Buar og tog de øvrige fem til Bjargkvid. Thi dette gjorde han uanſeet at de vare valgte af Modparten. Arneſen modſiger ſig desuden ſelv ved ſtrax efter at ſige, at Dommen altid faldt i Fader af Bjargkviden, om end den anden Part havde 9 eller flere paa ſin Side. Thi hvis Bjargkviden i Regelen var tagen blandt Sagſøgerens Buar, havde den, ſom beſtaaende af 5, altid Majoritet, og det vilde da ej være noget Under, om den vandt.