Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1027

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1009
Forbrydelſer.

visſe dertil af ham opnævnte Bønders Hjelp fore ham umiddelbart fra Thinget til Retterſtedet[1] og lade ham dræbe, eller, hvis Tyveriet var ringere, undergaa Torvs- og Tjære-Straffen, der beſtod i at hans Hoved ragedes og indſmurtes i Tjære, hvorpaa han maatte løbe mellem to Rækker af Mænd, der kaſtede Torv, Steen o. a. d. paa ham. Negtede Aarmanden at modtage den bundne Tyv, eller at hænde Dom over ham, var dette nærmeſte Lendermands Pligt.

Naar en Tyv ej grebes paa ferſk Gjerning, eller naar overhoved nogen beſkyldtes for en Forbrydelſe, tilkom det ham at værge ſig med ſaadan Parts-Ed ſom oven nævnt. Dette kaldtes „at gaa Dul“ (Dølg), en Benævnelſe, ſom længe vedligeholdtes. Mislykkedes Benegtelſen, eller Gudsdommen, hvor denne traadte i Stedet, var han fældet til den i Loven beſtemte Straf, og for ſaa vidt denne var Fredløshed, havde han, ſom ved mislykket Jernbyrd, Femtergrid fra Kirkedøren. Men for at hindre ærekrænkende Beſkyldninger, var det i det mindſte i Froſtathingsloven og Eidſivathingsloven faſtſat at ingen maatte fremſætte nogen ſaadan, uden at han vidnesfaſt kunde beviſe, at der hjemme i Heredet virkelig gik et udbredt Rygte om at den, der beſkyldtes, havde begaaet Forbrydelſen. I Eidſævislagen var det nok at beviſe dette Rygtes Tilværelſe med Vidnesbyrd af 3 Bønder. I Froſtathingslagen fordredes den ſaakaldte Heimiskvid eller Heimiliskvid, eller 10 Mænd, af hvilke to aflagde Ed paa Rygtets Tilværelſe, og de 8 ſandede disſes Ed. Dette hindrede imidlertid ikke den ſaaledes Beſkyldte fra at beviſe ſin Uſkyld ved de ſædvanlige Retsmidler. Men uden Heimiskvid blev Angiveren ſelv fældet ſom Bagvaſker, og den beſkyldte behøvede ej at ændſe Angivelſen[2].

Om Drabsſager, Viglyſing og Ørvarthing er ovenfor talt[3].

I Kjøbſtederne gjaldt den ſamme Lov, ſom i de Landdiſtrikter, hvortil de hørte, kun med de Forandringer, Kjøbſtadsvæſenet gjorde nødvendige. Førſt og fremſt havde Kjøbſtæderne deres egen Jurisdiktion. De ſendte ingen Thingmænd til Lagthinget, men havde derimod hvert Aar deres eget Lagthing, hvis Myndighed og Virkſomhed var aldeles den ſamme

  1. Dertil valgte man helſt en Holm eller Fjære, hvorfor det ogſaa i Froſtathingsloven heder, at Tyven ſkal bringes fra Thinget til Fjæren. Den ſædvanlige Henrettelſesmaade var ved Galgen.
  2. Froſtathingslov III. S. 5. 15. V. 22, Bjarkøret 34 og mange andre Steder; Vikens Chriſtenret Cap. 17, Eidſiva Chriſtenret Cap. 41. For at et Rygte ſkulde anſees ſom gængſe i Heredet, fordredes i Viken, at i det mindſte M„ af Heredsmændene erklærede at have hørt det.
  3. S. o. I. 1. S. 149.